lørdag, januar 28, 2006

Douglas Coupland: Hey Nostradamus

Jeg kunne lide Generation X. Og Microserfs. Og faktisk også denne, selvom jeg ikke forventede det. Jeg havde ladet mig fortælle at den handlede om amerikanske, forstyrrede unge, der skød en masse af deres skolekammerater. Og om hvordan det påvirkede en række menneskers liv. Yuk - jeg er ikke vild med bøger, der er forklædte store kendte begivenheder i vores historie og som skal forestille at handle om mennesket. Det er såååå prætentiøst - på den ufede måde. Nå, men glem min sure kommentar, for det var faktisk en fed bog. Interessant sprog og interessante personer, der gjorde lige så forudsigelige og dumme ting, som jeg selv kunne have gjort. Man bliver godt nok lidt deprimeret af det store tunge ensomhedstema, men det skal jo til nogen gange.

Lauren Henderson: Jane Austen's Guide to Dating

Ja, det er sandt. Jeg har læst en selvhjælpsbog om dating! Aaaaargh! Men det var altså kun fordi der stod Jane Austen på - jo, det var! Jeg lånte den af min veninde, jeg har altså ikke købt den selv!

Okay, når først alle undskyldningerne er overstået, så lad mig sige, at den faktisk var meget underholdende. Budskabet er dybest set, at man ska benytte sig af almindelig sund fornuft når man dater og ikke bilde sig ind, at det er et stort spil med meget indviklede regler. Analyserne af de berømte par hos Austen svarer meget godt til de jeg har haft med andre Austen-fans, så det er dejlig velkendt. De mange 'real life' case er ... mange. Jeg er sikker på at den her selvhjælpsbog er bedre end de fleste om dating, men det er klart at målgruppen er clueless amerikanere der tror at man skal have et æggeur stående ved siden af telefonen, så man ikke kommer til at tale med den man man er interesseret i mere end 10 minutter (han kunne jo tro man er needy hvis man talte i 15!).

fredag, januar 20, 2006

tirsdag, januar 17, 2006

Roald Dahl: Collected Short Stories

Det har taget mig adskillige måneder at læse den færdig - men det er ikke fordi det var en dårlig bog. Jeg har bare så vældig vanskeligt ved at holde af novellesamlinger. Jeg bliver lidt irriteret over at jeg hele tiden skal starte på noget nyt - særlig hvis historierne er gode. Jeg undrer mig over om forfatteren var for doven til at lave en lang tekst? Nu er jeg så selv blogger - en ultimative lyn-korttekstform - og ja, er svaret ikke en form for dovenskab? (Eller skal vi give vores fragmentariske kultur skylden? Suk.)

En novellesamling er ellers den ultimative taskebog - desværre var den her med sine 762 sider lige vel omfangsrig til håndtasken. Så istedet blev den her til sidst til en køkkenbog - den man lige stjæler et par sider i mens man venter på at aftensmaden kokkerer sig selv færdig på komfuret.

Jeg husker Roald Dahl fra min barndom med hyggelige bøger som Mathilda, Hekse og naturligvis Charlie og Chokoladefabrikken. Men her i retrospekt kan jeg godt se, at de alle havde et dystert aspekt, hvis man vidste hvad man skulle lede efter. Særlig Charlie og Chokoladefabrikken er da lidt uhyggelig på den udefinerbare måde, ligesom man af og til kan se i den nylige filmatisering. Denne samling fra Rolad Dahl har endnu mere af det mavekildrende psykologiske twist, der gør dem interessant læsning selv for forhærdede fans af horror med splat & blod (hvilket jeg IKKE er, så det her var ret skræmmende læsning).

I like. Men jeg ønsker mig lidt tilbage til fordoms uskyld, hvor jeg ikke kunne se det uhyggelige i Roald Dahl.

fredag, januar 13, 2006

Cory Doctorow: Down and Out in the Magic Kingdom

Selvom man ikke kan lide manden for hans demagogiske stil, så kan man jo godt synes om hans bog. Faktisk må jeg sige, at den var overraskende god - jeg mener, hans selvfede personlige stil fornægter sig ikke i hans ord, men det er nemmere at acceptere på skrift.

Bogen har en god historie, men dens virkelige kvalitet er tyngden af techbabble - enhver science-fiction roman skal have sit novum, hvad det så end er forfatteren kan drømme op af fantastiske muligheder, og Doctorows er særligt herligt, idet det er koblet så tæt op på nutidens trends.

lørdag, januar 07, 2006

Marian Keyes: Lucy Sullivan Is Getting Married

Det er ikke den første Keyes chiklit-roman jeg har læst, men muligvis den sidste. Hun bruger den velkendte skabelon med forvirret tøs med meget lidt sund fornuft, der dater en runde tåber før hun får gjort op med sine skeletter i skabet og ender med at finde the love of her life i hendes barndomsven. Meget pseudoromantisk, forceret humoristisk og særdeles sexistisk.

Jeg har en formodning om, ar chiklitgenren faktisk skal forestille at portættere en individualistisk singlegeneration og en type frigjorte kvinder, der kan klare sig selv. Det er bare lidt uheldigt, at de hver og en falder til patten og først bliver lykkelige når de er gift eller i fast parforhold. Det er muligt, at vi i disse tider fejrer den individualistiske kultur, men chiklit-bøgerne understreger at det individualistiske primært består i at gøre en eksitentialistisk kamp ud af at vælge sin livspartner.

Men det er nu altid sjovt at læse Keyes, så måske skal jeg give mig i kast med hendes debut 'Watermelon', næste gang jeg trænger til et chiklit-fix.

mandag, januar 02, 2006

Fiona McIntosh: Blood and Memory

Tredje del af The Quikening-trilogien - middelmådig middelalderfantasy. Men når nu jeg ikke ser så meget fjernsyn, så er det vel acceptabelt? Der er ingen tvivl om at hende her McIntosh er vældig inspireret af Robin Hobb og hendes dobbelttrilogi om Fitz & Fool, men det er ingen undskyldning for at være uoriginal.

søndag, januar 01, 2006

Emmes Bøger

Jeg er afhængig af bøger. Det har jeg været siden jeg lærte at læse. Det bedste job jeg nogensinde har haft, var da jeg i folkeskolen var bogopsætter på skolebiblioteket. Tænk at få penge for at håndtere bøger og have adgang til alle de nye bøger først.

Idag er bøger mit fjernsyn, min overspringshandling og min hemmelige elsker. Jeg læser for underholdningens skyld, for at slippe for opvasken og når jeg i virkeligheden burde sove. Jeg er afhængig.

I denne blog vil jeg føre opsyn med mig selv og de bøger jeg læser.