Knud Romer: Den som blinker er bange for døden

Den minder mig om Songs for Drella, særlig (when you're growing up in a) 'Smalltown'.

Barbara Trapido: Frankie & Stankie

Frankie & Stankie handler om to hvide søstre, der vokser op i et liberalt hjem under Sydafrikas apartheidregime; det er lige netop den her slags bøger, der gør at jeg får noget historisk indenfor vesten, da det er historisk materiale med et personligt afsæt. Man kunne måske godt argumentere for, at den anekdotiske tilgang er lidt for meget galgenhumor, men jeg synes det er så velskrevet at jeg tilgiver den meget hoppende kronologi.

Mette-Marie Davidsen: Kloge kvinders guide til økonomisk frihed

Jeg er ikke tilhænger af selvhjælpsbøger, men når man synes at ens 10 år yngre bankrådgiver taler hen over hovedet på en, så må man bide hovedet af al skam. Denne er skrevet af en journalist og for en gangs skyld kan jeg acceptere deres trang til at gentage alting, da det er den eneste måde jeg lærer at fatte hvad det er, der er med renten. Der er selvfølgelig også indblandet noget amerikansk pis med at man skal tænke positive tanker om penge og grave i sin barndom for at finde ud af hvor man har sin pengeopdragelse fra, men hvis man bare skøjter let henover det, så er det en god intro til øko-idioter som mig.

Der står i bogen at pengesnak er lidt tabubelagt blandt kvinder, men det synes jeg ikke er helt sandt. For nylig fik jeg et middagsselskab bestående af 11 kvinder til lystigt at tale privat økonomi, ægtepagter og ikke-ligestillet pension uden at rødme. Men det er rigtigt, at enten tager vi den økonomiske strudsepolitik-tilgang eller også er vi små finansgenier; jeg kender et par kvinder der er så tjekkede med deres aktier, lånomlægninger og økonomiske målsætninger at jeg godt kan se at jeg er ca 20 år bagud.

Marilynne Robinson: Gilead

Gilead har fået både en Pulitzer pris og flere superlativer end der er de fleste bøger beskåret, men jeg fandt desværre sproget for tvunget enkelt, en smule patetisk, og de religiøse og personlige problemstillinger helt uden for mit perspektiv. Og derfor går den sikkert udmærkede historie om fader-søn forholdet i vasken for mig. Og så tog den hundrede år og en blommehøst at læse; jeg kunne ikke finde ud af, om gentagelserne skulle illustrere den gamle mands begyndende senilitet eller om det var en fortælleteknisk trick.