Jean Webster: Daddy Long Legs (m. spoiler)

Websters Daddy Long Legs er den første bog jeg har læst i sin helhed på DailyLit. Jeg har tidligere læst et par halve klassikere via RSS eller email, men den her læste jeg på sitet, liggende på ryggen i sengen med mim computer på maven. En okay oplevelse, måske kun tålelig, fordi bogen ikke er ret lang. Læsetiden var ca. 4 timer og var delt op på 50 'sider' (223 sider i trykt form), så man skulle scrolle 3-4 gange på hver side.

Bogen er en børneklassiker i den opbyggelige genre, men med et twist. Publiceret første gang i 1912, var den kvindelige heltindes jokes om stemmeret mere alvorlige end sjove, som de er nu i retrospekt, og det samme gælder heltindens tanker om børnehjem.

Udover det er grundhistorien nærmest Cartlandsk; 17-årig forældreløs får sponsoreret college af anonym sugardaddy og skal love at skrive ham et brev om måneden de 4 år hun går der. Bogen består at hendes breve til ham (som hun kalder Daddy Long Legs, da hun ikke må vide hans rigtige navn), og som nutidig læser er de bogen styrke, da de er skrevet uhyre enkelt og virkelig morsomt. Under sin tid på college lærer hun forskellige mennesker at kende, herunder en Mr. Pendleton, en fjern onkel til en klassekammerat, som hun hurtigt kommer til at holde af. Det ender selvfølgelig med at hun finder ud af af Mr. Pendleton er den anonyme sugardaddy og han frier til hende. Altsammen med klassiske forviklinger - og naturligvis ved man fra kapitel 2, at det bliver Mr. Sugardaddy og intelligent/sød forældreløs, der skal leve lykkeligt til deres dages ende.

Det lyder måske som en ækel roman, men det er en virkelig vellykket og skarp udførsel af en cutesy historie. Jeg tænker at jeg bliver nødt til at læse efterfølgeren, Dear Enemy, som man kan læse gratis på Gutenberg Project.

Diana Wynne Jones: The Witches of Caprona + Witch Week

Diana Wynne Jones er stadig et af mine favorit comfort reads. Denne indeholder to af bøgerne fra Chrestomanci-universet, de to dårligste, men stadig gode nok til underholdning. The Witches of Caprona er ikke så god som de andre, fordi det italienske univers den udspiller sig i, er lidt for forceret. Men i begge bøgerne er evnen til magi den samme søde dannelsesrejse, som den er i Harry Potter-bøgerne. Og det er det samme sexløse univers, hvor begær og lyst udelukkende er platonisk og romatisk, og de problemer, som heltene skal løse, er så sort/hvide, at man aldrig kan tvivle på udfaldet. Sort/hvid er rart at læse, når man lever i en kompleks verden.

Diana Wynne Jones: Charmed Life + The Lives of Christopher Chant

Jeg læste disse to første gang i 7. klasse og det var min indgang til fantasy. De er stadig ligeså gode som den gang og Wynne Jones sproglige overskud overlever de vel 4-5 genlæsninger. Jeg griner stadig.

Marilyn French: The Women's Room

Frenchs roman tog mig en krig at komme igennem; ikke fordi den var kedelig, den var bare tung. Ikke sprogligt, men indholdsmæssigt.

Bogen følger en gruppe kvinder, der realiserer sig selv i 50'erne og 60'ernes USA. De har forskellig baggrund og forskellige holdninger til det kvindeundertrykkende i deres kultur, som har gjort nogle af dem til rasende feminister. Understrømmen er, at det er ikke mændenes skyld (de er jo bare lidt svage), men det er kvindernes egen skyld at de aldrig ritig kommer til at føle sig lige med mændende. Samtidig bliver det klassisk feminine også en umulighed for dem i et kønsligt catch-22.

Romanens egentlige styrke er de detaljerede fortællinger om kvinderne, for hendes teori om at mændens kulturelle magt er baseret udelukkende på magt og kontrol er så godt som umulig at få ned.

Til tider utrolig deprimerende læsning, men bestemt det hele værd. Jeg havde min feministforfatterperiode for mange år siden og troede jeg var igennem alle klassikerne, men den her må bestemt være på kanonen også.