Par får tvillinger. Far giver den handicappede datter væk, uden at moderen ved det. Derefter er resten den rene pure elendighed, pånær for den godhjertede kvinde der tog det handicappede barn til sig. Jeg læsten den færdig for at se om der mon ikke kom et twist til sidst, men det gjorde jeg ikke. Faderen døde bare, fuld af dårlig samvittighed.
Det tog mig mere en et forsøg at få den læst, selvom samlet læsetid var et sted mellem 2 og 3 timer. Enten er den helt vildt sjov eller deprimerende. Juryen er stadig ude.
Den handler om en onanerende mand med stråforkortet intellekt, der tænker på hvor hans næste knald skal komme fra, som en sultende. 99% af de kvinder han møder, om de så er 80-årige hjemløse, er knaldbare. Og han handler på flere af de impulser end et gennemsnitligt menneske. Håber jeg. Det forkrøbler selvsagt en del af hans relationer. På den anden side er han forfriskende drevet af lyst, uden skam.
Yes, yes, 691 siders matadormix-læsning, ren fantasy, men med vægt på karakterudvikling og strategi. Den er nummer to i en serie jeg opdagede ved et tilfælde på Amazon, mens jeg opdagede at jeg ikke havde noget let at kombinere min mere seriøse læsning med. Og ja, så røg den i kurven.
Jeg kan godt lide den, fordi den kræver absolut nul og nix af mig, og fordi den alligevel er så lang og kompleks at jeg umuligt kan regne ud hvad der kommer til at ske. Det er, må jeg indrømme, spændende på en måde jeg ikke ville tro jeg kunne falde for. Ja, guilty pleasure, på samme måde som at spise en hel plade Rittersport med marcipan alene. Eller noget andet sødt og dodgy.
En tyk samling af kortere og længere histrorier af Diana Wynne Jones. Ikke alle lige gode, de virker skitseagtige, men stadig fint til en lille session inden man skal sove. Jeg er så vild med tudsens fjæs på coveret, at jeg har forsøgt i ugevis at gøre den kunsten efter. Den er glad, selvtilfreds og totalt afslappet på en gang. Hvem vil ikke gerne være det?
Yes. En ny bog af min favorit essayist, som her udforsker en genre, der hedder the familiar essay. Som hun beskriver det, lyder det som en form for essay, der er uformelt og personligt. Måske en slags krydsning mellem journalistik og brevskrivning. Blogging, om man vil. Uanset hvad det er, så er det ligeså afslappende læsning som hendes første samling, Ex Libris, som hører blandt mine favorit comfort reads. Jeg kan godt lide kombinationen af hendes tilståelser og god research. Jeg ville formodentlig ikke kunne tyge mig igennem en klassisk artikel om Coleridge eller kunsten at fange sommerfugle, men hos Fadiman er det en fornøjelse. Og så er hun beundringsværdig belæst, og hvis jeg var en mere omhyggelig person, ville jeg lave en lang liste af must-buys mens jeg læser hendes essays. Heldigvis for min økonomi er jeg for doven til den slags. Jeg beder blot til, at jeg kan huske en forfatter eller to til næste gang mit Amazon-misbrug griber mig.
