Lemprières ordbog er endnu en genlæsning, og modsat min første læsning som var hårdt arbejde for en mystificeret læser, så tog jeg det mere roligt denne gang. Norfolk minder meget om Pynchon i det at han antager læserens fortrolighed med klassisk mythologi, historie og mindst 3 klassiske sprog. Da jeg læste den første gang, var det med Ovids Forvandlinger til hjælp. Denne gang erkender jeg blot, at jeg ikke kan følge blot halvdelen af referencerne til dørs og nøjes med at nyde den fantasifulde konstruktion og sproget (jeg læste den på dansk, dog), og lod mig drille af Norfolk, som tydeligvis ikke synes at man skal have det for nemt.
Plottet er komplekst, men der er mord og intrige, business og følelse, og en bebrillet nørd, der snubler sig igennem eventyret.
