tirsdag, januar 17, 2006

Roald Dahl: Collected Short Stories

Det har taget mig adskillige måneder at læse den færdig - men det er ikke fordi det var en dårlig bog. Jeg har bare så vældig vanskeligt ved at holde af novellesamlinger. Jeg bliver lidt irriteret over at jeg hele tiden skal starte på noget nyt - særlig hvis historierne er gode. Jeg undrer mig over om forfatteren var for doven til at lave en lang tekst? Nu er jeg så selv blogger - en ultimative lyn-korttekstform - og ja, er svaret ikke en form for dovenskab? (Eller skal vi give vores fragmentariske kultur skylden? Suk.)

En novellesamling er ellers den ultimative taskebog - desværre var den her med sine 762 sider lige vel omfangsrig til håndtasken. Så istedet blev den her til sidst til en køkkenbog - den man lige stjæler et par sider i mens man venter på at aftensmaden kokkerer sig selv færdig på komfuret.

Jeg husker Roald Dahl fra min barndom med hyggelige bøger som Mathilda, Hekse og naturligvis Charlie og Chokoladefabrikken. Men her i retrospekt kan jeg godt se, at de alle havde et dystert aspekt, hvis man vidste hvad man skulle lede efter. Særlig Charlie og Chokoladefabrikken er da lidt uhyggelig på den udefinerbare måde, ligesom man af og til kan se i den nylige filmatisering. Denne samling fra Rolad Dahl har endnu mere af det mavekildrende psykologiske twist, der gør dem interessant læsning selv for forhærdede fans af horror med splat & blod (hvilket jeg IKKE er, så det her var ret skræmmende læsning).

I like. Men jeg ønsker mig lidt tilbage til fordoms uskyld, hvor jeg ikke kunne se det uhyggelige i Roald Dahl.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Men er det ikke fantastisk, at manden kan skrive på den måde? At vi som voksne nu godt kan se det der dystre element, men at vi som børn bare slugte Heksene og Charlie, og syntes de var sjove - og bare det. Jeg blev i hvert fald ikke skræmt. Falder man af på den som voksen? Er børn bare ondere?? Eller skriver den mand bare suverænt?

Emme sagde ...

Suverænt, det må være svaret. Jeg blev bare så overrasket, fordi hans børnebøger var sådan noget dejlig hggelæsning da jeg var barn - sådan noget man ikke kunne få nok af, ligesom æggesnaps, inden der gik salmonella i folkets smagsløg.