En novellesamling er ellers den ultimative taskebog - desværre var den her med sine 762 sider lige vel omfangsrig til håndtasken. Så istedet blev den her til sidst til en køkkenbog - den man lige stjæler et par sider i mens man venter på at aftensmaden kokkerer sig selv færdig på komfuret.
Jeg husker Roald Dahl fra min barndom med hyggelige bøger som Mathilda, Hekse og naturligvis Charlie og Chokoladefabrikken. Men her i retrospekt kan jeg godt se, at de alle havde et dystert aspekt, hvis man vidste hvad man skulle lede efter. Særlig Charlie og Chokoladefabrikken er da lidt uhyggelig på den udefinerbare måde, ligesom man af og til kan se i den nylige filmatisering. Denne samling fra Rolad Dahl har endnu mere af det mavekildrende psykologiske twist, der gør dem interessant læsning selv for forhærdede fans af horror med splat & blod (hvilket jeg IKKE er, så det her var ret skræmmende læsning).
I like. Men jeg ønsker mig lidt tilbage til fordoms uskyld, hvor jeg ikke kunne se det uhyggelige i Roald Dahl.
2 kommentarer:
Men er det ikke fantastisk, at manden kan skrive på den måde? At vi som voksne nu godt kan se det der dystre element, men at vi som børn bare slugte Heksene og Charlie, og syntes de var sjove - og bare det. Jeg blev i hvert fald ikke skræmt. Falder man af på den som voksen? Er børn bare ondere?? Eller skriver den mand bare suverænt?
Suverænt, det må være svaret. Jeg blev bare så overrasket, fordi hans børnebøger var sådan noget dejlig hggelæsning da jeg var barn - sådan noget man ikke kunne få nok af, ligesom æggesnaps, inden der gik salmonella i folkets smagsløg.
Send en kommentar