Kazuo Ishiguro: Never Let Me Go

Mærkelig bog. Men god. Ikke mærkelig som i uforståelig, men mærkelig som i tankevækkende og mærkelig som kun en meget bevidst litterær øvelse kan blive det.

Den er sært skruet sammen, med et trekantsdrama, der som sådan er uafhængig af den iskolde rammehistorie, som man kun bid for bid får oplyst. Lavt fortælletempo - en dejlig ting. Deprimerende, som i weltschmertz og fremtidsangst. Nej, måske var det deprimerende mere gribende, som det triste syn af en gråbrun pløjemark i et mørkt forår - et syn der får en til at huske hvor grim verden kan være. Egentlig er dte meget interessant med en bog, der beskriver et muligt etisk fremtidsscenarie uden at beskæftige sig direkte med det, uden at tage stilling.

Cecilia Dart-Thornton: The Iron Tree

Åh, hvorfor bliver jeg ved? Jeg tror jeg søger efter en værdig konkurrent til min favorit Mervyn Peake og derfor bliver jeg ved og ved og ved at læse bøger i fantasy-genren. Men min bogshoppeunderbevidsthed har ikke fattet at bøger med spraglede covers ikke har det samme tusmørkeindhold som Peakes sorte cover.
Anyways, den her havde en nogenlunde historie, men sproget! Det var prætentiøst på en meget krukket måde. Lidt ligesom en nutidig forfatter, der forsøger at skrive som Henry James, eller som en fan af klassiske sprog, der forsøger at tale som Homer eller Ovid skriver. Patetisk.