Jasper Fforde: First Among Sequels

Fforde er min helt. De første 4 bøger i Thursday Next-serien var morsomme og opfindsomme og denne 5'er er bestemt på højde med dem. Jeg var solgt ved den første Ghormenghast-joke!

Karen Miller: The Innocent Mage

Nydelig fantasy med en udsædvanlig vrangvillig og gnaven helt. Lidt for clean univers og det er lidt for påtrængende farverigt med heltens tilpassede vernacular, men ellers overbevisende. Miller har gjort sit hjemmearbejde.

Norah Vincent: Forklædt som mand

Jeg havde glædet mig til denne og den skuffede ikke. Vincent forfalder ikke til - som man ellers kunne frygte - til at lave den ultimative 'forskellen på kønnene'-konklusion, på baggrund af hendes undercovermission som mand. Istedet er det velreflekteret journalistisk arbejde, som er en god historie uden de helt store overraskelser. Men hun holder næsen i sporet og derfor er det interessant læsning, som jeg absolut vil anbefale. Forvent dog ikke at din kon eforstår dig når hun har læst den. Det kommer hun aldrig til, mkay?

Rowlings: Harry Potter and the Deathly Hallows

Endelig blev vi færdige med ham Voldemort, den storslemme snøbel. Jeg var rimelig tilfreds med denne afslutning, der holdt standarden, de sjove detaljer og fik samlet alle tråde. Jeg havde bare ærlig talt forventet lidt flere døde - jeg troede at slutningen ville være lidt mørkere. På den anden side er det ikke ligefrem en genre der skriger på realisme, så det er ikke brok.

Rowling: Harry Potter and the Half-Blood Prince

Stadig udmærket i anden læsning - der var meget jeg havde glemt. Inklusiv den altopslugende teenagesurhed.
Læst som forberedelse på 7'eren.

Rowling: Harry Potter and the Order of the Phoenix

Delightful. Men kunne have været strammet op med fordel.
Læst som forberedelse på 7'eren.

Jonathan Franzen: The Discomfort Zone

Franzen er en bittersur gammel intellektuel. Gotta love him.

Inge Eriksen: En kvinde med hat

Det går rigtig skidt med mit løfte til mig selv om at læse en masse af danske forfattere i år. Måske også fordi de skuffer. Sidst var det Ida Jessen og nu Inge Eriksen. Jge havde forventet mig en del, men jeg burde nok have taget fat på digtene i stedet. Lige bortset fra at jeg er meget dårlig til at læse digte.

En kvinde med hat handler om Ida Francesca fra gymnasie til grav, med omdrejningspunkt om Ålborg. Stilmæssigt er der mindelser om Jessen - det bliver aldrig rigtig SKARPT. Det virker socialromantisk, hvis der er noget der hedder det. Historien og sproget passer nu godt til hovedpersonen, der aldrig rigtig får brudt rammerne, hverken for sig selv eller andre, selvom hun føler sig både fri og bundet.

Erlend Loe: Volvo Lastvagnar

Lækker som 'Doppler', men indholdsmæssigt et sjovt eksperiment, der ikke rigtig lykkes.

John Updike: Terrorist

John Updikes seneste, et take på USA efter 9/11. Gennemført, både sprogligt og på plot. Hans hovedperson, Ahmad, er nem at forstå og lige så nem at frygte. Updikes pointe er, ikke overraskende, at den unge teorrist in spe er skabt af det amerikanske samfund han er vokset op i, hvis manglende sammenhængskraft - kombineret med en laissez-faire opdragelse - driver han til at søge et klart og rent formål. Ahmad mener, at uddannelse vil forstyrre hans tro, tvivlen gnaver jo alligevel derinde, så han træffer en række bevidste, konsekvente fravalg, der kan holde ham fri for fristelse. Ahmad er ikke en del af et stort trossamfund, hans tro er ikke arvet; den er personlig og selvfortolket. Han bliver så dygtig til at skrive alting ind under suraernes ord, at selv en kollegas bestilte af-jomfrudomisering af Ahmad kan finde plads i Ahmads verdensbillede.
Updike fortæller tro som noget, mennesker kan have brug for for at kunne håndtere en hård, forvirrende verden. Det vinder ham sikkert ikke mange venner. Og uanset at jeg deler hans opfattelse af tro, så virker historien om Ahmad alligevel for enkel - jeg tænker, skal der virkelig så lidt til før terroisme er en realitet? Hvis han har ret, så er jeg bange.

Marisha Pessl: Special Topics in Calamity Physics

Velskrevet college-whodunnit, med dejlig trang til krydsreferencer. Konstrueret, men uden de Peter Høegske falbalader.