Herman Bang: Haabløse Slægter

Ung mand, den eneste tilbage af hankøn i en gammel slægt, forsøger sig som skuespiller, fejler og tager sit eget liv. Undervejs har han et par affærer, fortrinsvis med ældre kvinder, og bruger en hel del tid på divanseren med at forstille sig sin fremtid. Klassisk teen-drama? Nej, dansk klassiker.

Haabløse Slægter er et udslag af den øvelse, der hedder 'andre menneskers bøger'. Det er det man gør, når man er på besøg hos nogen og går i deres bogreol, for derefter at være tabt for al samtale. Mine forældres bogreol troede jeg ellers jeg havde været igennem, men heldigvis er de selv flittige læsere og ind i mellem dukker der bøger op fra deres ungdom, som jeg ikke har set før. Som nu denne. Denne meget deprimerende bog.

Der er meget jeg ikke helt forstår ved den; som sådan er den jo en af mange fra den tid, de tunge beskrivelser af bristede håb og ambitioner (i dag laver den slags unge mænd indie-musik og turnerer verden med deres guitar og deres sorte hår, der helst skal gå ned over øjnene), og ikke ulig mange andre, er den også tung af hovedpersonens melodramatiske livssyn. Var de bare sådan dengang, eller er det stilen?
Bogen virker også lidt ufærdig, men den blev også skrevet under pres af en ung Bang, der hele tiden var syg og/eller i pengenød. Men hvad sker der med al den brug af '...'? Jeg synes jeg har set det før i romaner fra den tid, men det er først nu, at det pludselig irriterer mig.