søndag, oktober 22, 2006

Jesper Ejsing: Jarvis - Troldmandens lærling


Bogen om Jarvis er godt nok skrevet til børn, men det holdt mig nu ikke tilbage. Fantasybøger til børn er ofte nogen af de bedste - voksen-fantasy prøver nogen gange at iklæde sig lidt for meget tyngde, som f.eks. Susanna Clarkes Jonathan Strange and Mr. Norrell (der nu alt i alt var rimelig vellykket).
Plottet i denne roman er udmærket og har faktisk potentiale til at udvikle sig til mere end det egentlig gør. Forfatteren er en god historiefortæller, men desværre lider hans bog af et par logiske og sproglige fejl. Universet er et af de klassiske, hvor nogle få heldige har den magiske evne, der så skal udvikles - men det kommer aldrig meget klart frem, hvad det er, de skal bruge magien til og hvad deres rolle er, selvom det er nævnt, at troldmænd er magtfulde lensherrer. Så magi er et magtredskab? Slutningen virker også umotiveret, men ingen detaljer her, da det ville spolere bogen for andre.
Nogle sproglige fejl og deciderede slåfejl irriterer mig også voldsomt, selvom jeg ellers er ret tolerant overfor alternativt sprogbrug - det her ligner dog ikke kreativitet, men sjusk.

Overordnet set var historien om Jarvis ikke helt spild af tid og den vil helt sikkert være en god bog at give en eventyrlysten pre-teen-knægt. Jeg ville bare ønske at der havde været lagt mere tid i at stramme handlingen op - og rette de stavefejl!

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Fantastisk at høre om en der faktisk elsker magi i bøger. Rigtig magi! Med troldmænd og hekse.
Kender du bøgerne om Alanna: Løvindens sang I-IV. Af Tamora Pierce?
Det er vel egentlig børnebøger. Men jeg læser jeg dem stadig -ca en gang om året, hvilket jeg har gjort siden jeg var 12 år.
Berit