Paul Auster: The Brooklyn Follies

Det her er den første Auster bog jeg har synes om. Ret skal være ret, det er kun den anden jeg har læst. Den første var sådan en hyperkonstrueret prætentiøs prut af et litterært eksperiment (jeg tror det var City of Glass), så der er selvsagt gået nogle år før jeg igen fandt modet til at samle en Auster op. Og det var kun fordi der ikke var andet i Politikens Boghal, der tiltalte mig (jeg havde lovet mig selv at jeg ikke ville købe hverken chicklit eller fantasy den dag - ikke flere matadormixbøger i denne måned!) - jeg skimmede de første par sider og blev positivt overrasket over hvor sjove de var. Jeg grinede.

Jo, det er rigtigt! Jeg stod inde i Politikens Boghal og grinede højt for mig selv af en Auster-roman, som om jeg var en gal posedame i et københavnsk Brooklyn.

Så The Brooklyn Follies kom med mig hjem og i løbet af kort tid fik den lille paperback sine første smilerynker på ryggen, der hvor jeg knækkede den, så jeg kunne holde bogen i den ene hånd og føre kaffekoppen til munden med den anden.

Det er en god og glad historie - jeg troede Auster var sort og kynisk. Men nej, den bitre gamle mand, som historien lægger ud med, ender med at sidde ned øjnene fulde af sentimentale glædestårer, som havde Auster lånt Harlequinfilmenes fjederham.

Det eneste jeg mangler er, at jeg gerne ville læse Nathans Book of Human Folly. Den lød skæg.

Alexandra Ripley: Scarlett (1+2)

Nå ja, nu havde jeg lige læst 3 gode bøger i træk, og da jeg havde ondt af mig selv over at ferien var forbi, så synes jeg lige at jeg ville genbesøge min barndoms første møde med chicklit. Jeg må indrømme, at jeg husker den som noget bedre - jeg læste den som barn, da den lige kom ud, for jeg havde meget belejligt læst Borte med Blæsten året før, i en af mine meget romantiske perioder (til de uindviede kan jeg fortælle, at Scarlett er en autoriseret fortsættelse af Borte med Blæsten, dvs skrevet af en anden person end den afdøde Mitchell). Den er lidt halvtamt skrevet, men jeg har altid været fan af den stærke Scarlett og den labre Rhett, så hvad bedre at indtage på den kedelige togrejse og hjemme i sofaen, mens den tunge regn, der markerer afslutningen på 2 uger i solparadis, falder?

Jonathan Franzen: How To Be Alone

Sej, sej samling essays - på den gode måde. Jeg elsker at læse om andre bogelskere, og selvom ingen endnu kan overgå Anne Fadimans Ex Libris, en blandt flere comfort reads, så er han godt med, den skarpe Franzen. Det var måske nok er par af teksterne, som primært er for amerikanere, f.eks. den om det amerikanske postsystem i forfald eller det om tobaksindustrien, men han skriver så godt, med en blanding af det personlige, det konkrete og det store penselstrøg, at jeg bliver grebet alligevel. Tilføjelsen af essayet Mr Difficult er jeg glad for, for det hjælper mig til at besvare et problem jeg selv har tumlet med længe, nemlig min paradoksale kærlighed til både det højpandede og det lavbraskede (og alt det herligt middelmådige lige der i mellem).

(PS. A Pound of Paper er også god læsning for bogelskere om andre bogelskere. Flere pointere modtages med kyshånd.)

DBC Pierre: Vernon God Little

Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Vildt godtskrevet, men jeg kan ikke forstå at den er beskrevet som komisk - tragikomisk, ja, men også trist og deprimerende.

Vernons fortællestemme er fed og jeg tror aldrig jeg har læst en bog med så mange anvendelser af fåck (eller fucken, som er Vernons version).

V.S. Naipul: Et halvt liv

Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Et dejligt enkelt sprog, men jeg er lidt forvirret. Den handler om et halvt liv, men føles også som en halv bog.

Cecilia Ahern: PS: Jeg elsker dig

Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Dårligt skrevet, endnu dårligere oversat. Yuk.

Nu stopper festen med alt det chicklit - det var rock bottom.

Mathilde Walter Clark: Tingenes uorden

Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Enkelte guldkorn mellem en del gentagelser. Clarks favorittema er noget dagligdagssært, der kammer over i det vanvittige - hun elsker at tage den yderste konsekvens af tankespind, som de fleste nok kan genkende. Sjovt - men med for mange gentagelser.

Sophie Kinsella: Mine hemmeligheder

Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Den lå lige der på morgenbordet og min søster kiggede den anden vej og så snuppede jeg den lige og heldigvis tog den kun 3 timer af mit liv og man skal jo også indtage noget skidt, er det ikke 3 kg om året, og den var da egentlig meget sød.

Frederic S. Durbin: Dragonfly

Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Fin og ambitiøs, men lidt for løst komponeret. Til tider gik historien lidt i stå og kunne have haft godt af at blive forkortet. Men bestemt et dejligt oktober-eventyr.

Iris Murdoch: Havet, Havet

Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Sublim. Længere udredning følger ved lejlighed.

Jeg læste den i en liggestol på Cypern for nogen dage siden og min optagethed gjorde min mor interesseret. Hvorefter kun brugte 3 dage på at bande sig igennem den. Hun kan stadig blive helt opbragt ved tanken om den superegoistiske hovedperson og vi har brugt en del tid på at harcellere over ham.

Han er sgu da også en spasser.

Stella Gibbons: Cold Comfort Farm

Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Næsten lige så herlig som serien om Jeeves, men noget mere moderne i sine groteske overdrivelser og en eksplicit underdrevethed, der er for smart til at være jysk. En glad bog med en romantisk slutning - og man føler straks trang til at styrte ud og udrette en masse.

Ferielæsning

Ferielæsning
Originally uploaded by emme-dk.

(Klik på billedet for at se mine kommentarer)(Og mangler du et godt incitament for at læse nogen bøger henover sommeren, så er der et her >>)

Erik Fosnes Hansen: Salme ved rejsens afslutning

Jeg var lidt skeptisk, da jeg startede bogen og det gik op for mig, at den handlede om Titanic. Ikke at der er noget galt i at fortælle om historiens store katastrofedramaer, men fordi et kendt drama gør, at jeg tror at jeg kender historien og så skal der meget til at begejstre mig. Men her er en bog, der greb mig, alligevel.

Den handler heller ikke som sådan om Titanic, dødsejlerens rejse er bare en ramme for at fortælle om en gruppe skibsmusikeres liv. Fælles for dem er, at de havde det store potentiale, de kunne have nået toppen på den ene eller den anden måde, eller i hvert fald nået en top, der i omgivelsernes øjne havde været mere end acceptabelt. I stedet ender de som et skibsmusikerskrabsammen, der hver især går og putter med deres lille personlige tragedie. Og deres tragedie er ikke at leve op til forventningerne, hvilket ødelægger de fleste af dem. Det må være det værste - den ulykke som man tror man har pådraget sig selv.

Bogen slutter - ikke overraskende - med Titanics forlis. Over meget få sider lykkes det faktisk forfatteren at gøre det, som ingen Titanicfilm har gjort for mig, nemlig at blive grebet af ulykken og det menneskelige mod, der også blev vist den nat.
Jeg glæder mig allerede til at læse mere af Fosnes Hansen, hvis det her er standarden.

Frank McCourt: Teacher Man

Jeg kom hjem fredag aften og tænkte at jeg da lige kunne starte på den. Og så endte jeg med at læse den færdig i løbet af natten. Det er længe siden jeg har gjort det. Og det var nu ikke fordi det var noget stort værk, det er bare medrivende at høre om en andens ups and downs i så enkelt sprog og uden så mange dikkedarer. Måske er denne hans tredje bog den der mest minder om at læse weblogs.

Hvor hans første to bøger handler om hans barndom og tidlige ungdom, så handler denne om hans 35-årige virke som lærer i New York. Jeg misunder ham ikke det job (selvom jeg misunder ham byen - men nu er det også sådan at alt hvad jeg læser for tiden giver mig rejsetrang) - og jeg tager hatten af for dem, der hver dag stiller sig derop foran en klasse fuld af vilde & forkælede unger og forsøger at indprente dem noget lærdom. Men der er mange dejlige små historie i denne bog, der fortæller om, hvordan det har været det hele værd. Det er jo ikke så glamurøst som at være lærer på Hogwarts (det eneste lærerjob jeg gad at have), men mon ikke man skal føle sig kaldet til at være lærer. At påtage sig den opgave, er ikke bare noget man gør for at have et job, formoder jeg.

Jeg synes det er en god bog til at inspirere en til at tage sit job i medgang og modgang og ikke, som vi (undertegnede) i Fristilsgenerationen ofte gør, regne med at vi altid kan nå det perfekte med et par måneders intensiv indsats.