lørdag, juli 01, 2006

Frank McCourt: Teacher Man

Jeg kom hjem fredag aften og tænkte at jeg da lige kunne starte på den. Og så endte jeg med at læse den færdig i løbet af natten. Det er længe siden jeg har gjort det. Og det var nu ikke fordi det var noget stort værk, det er bare medrivende at høre om en andens ups and downs i så enkelt sprog og uden så mange dikkedarer. Måske er denne hans tredje bog den der mest minder om at læse weblogs.

Hvor hans første to bøger handler om hans barndom og tidlige ungdom, så handler denne om hans 35-årige virke som lærer i New York. Jeg misunder ham ikke det job (selvom jeg misunder ham byen - men nu er det også sådan at alt hvad jeg læser for tiden giver mig rejsetrang) - og jeg tager hatten af for dem, der hver dag stiller sig derop foran en klasse fuld af vilde & forkælede unger og forsøger at indprente dem noget lærdom. Men der er mange dejlige små historie i denne bog, der fortæller om, hvordan det har været det hele værd. Det er jo ikke så glamurøst som at være lærer på Hogwarts (det eneste lærerjob jeg gad at have), men mon ikke man skal føle sig kaldet til at være lærer. At påtage sig den opgave, er ikke bare noget man gør for at have et job, formoder jeg.

Jeg synes det er en god bog til at inspirere en til at tage sit job i medgang og modgang og ikke, som vi (undertegnede) i Fristilsgenerationen ofte gør, regne med at vi altid kan nå det perfekte med et par måneders intensiv indsats.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg synes han er "over rated" ham ...

Emme sagde ...

Det er bestemt ikke stor litteratur, men jeg kan nu så godt lide at høre folks personlige historie.

Anonym sagde ...

Kanske vi bare er lidt overeksponerede til den "personlige historie" her på den lysegrønne ...