Nogen gange, når alle mine fantasy-romaner er blevet for slidte som comfort reads, så tyr jeg til svensken. Den første 'rigtige' bog dre blev læst højt for mig af min far, var Selma Lagerlöfs 'Niels Holgersens vidunderlige rejsen igennem Sverige', og jeg synes nok den var lidt lang, men min far har altid været god til at lave stemmer. Siden, da jeg fik lov at gå ombord i voksenbiblioteket henne på skolen, så gav jeg mig straks kast med Moberg. Siden har jeg fået min egen udgave, så en genlæsning fra de voksnes rækker er vel på sin plads.
Moberg flytter sig ikke meget i min bevidsthed ved genlæsning - det er stadig som at læse Lagerlöf og Knut Becker samtidig, og uanset hvor hårdt staklerne har det, så er det stadig ufarlig læsning, uhyre trygt i sin nordiske sten-og-jord-er-vores-brød - måske er der et whiff af Det Lille Hus på Prærien over det? Jeg mener, det er stadig godt skrevet, men den romatiske panteisme, der ikke er undertegnede fremmed, gør sig bare ikke godt så massivt på skrift. Jeg kan efterhånden kun tåle den slags i haiku-små doser - sådan er det nok at være barn af en verden, der aldrig har været af lave.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar