torsdag, marts 08, 2007

Mette-Marie Davidsen: Kloge kvinders guide til økonomisk frihed

Jeg er ikke tilhænger af selvhjælpsbøger, men når man synes at ens 10 år yngre bankrådgiver taler hen over hovedet på en, så må man bide hovedet af al skam. Denne er skrevet af en journalist og for en gangs skyld kan jeg acceptere deres trang til at gentage alting, da det er den eneste måde jeg lærer at fatte hvad det er, der er med renten. Der er selvfølgelig også indblandet noget amerikansk pis med at man skal tænke positive tanker om penge og grave i sin barndom for at finde ud af hvor man har sin pengeopdragelse fra, men hvis man bare skøjter let henover det, så er det en god intro til øko-idioter som mig.

Der står i bogen at pengesnak er lidt tabubelagt blandt kvinder, men det synes jeg ikke er helt sandt. For nylig fik jeg et middagsselskab bestående af 11 kvinder til lystigt at tale privat økonomi, ægtepagter og ikke-ligestillet pension uden at rødme. Men det er rigtigt, at enten tager vi den økonomiske strudsepolitik-tilgang eller også er vi små finansgenier; jeg kender et par kvinder der er så tjekkede med deres aktier, lånomlægninger og økonomiske målsætninger at jeg godt kan se at jeg er ca 20 år bagud.

Ingen kommentarer: