Gilead har fået både en Pulitzer pris og flere superlativer end der er de fleste bøger beskåret, men jeg fandt desværre sproget for tvunget enkelt, en smule patetisk, og de religiøse og personlige problemstillinger helt uden for mit perspektiv. Og derfor går den sikkert udmærkede historie om fader-søn forholdet i vasken for mig. Og så tog den hundrede år og en blommehøst at læse; jeg kunne ikke finde ud af, om gentagelserne skulle illustrere den gamle mands begyndende senilitet eller om det var en fortælleteknisk trick.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar