Erik Fosnes Hansen: Salme ved rejsens afslutning

Jeg var lidt skeptisk, da jeg startede bogen og det gik op for mig, at den handlede om Titanic. Ikke at der er noget galt i at fortælle om historiens store katastrofedramaer, men fordi et kendt drama gør, at jeg tror at jeg kender historien og så skal der meget til at begejstre mig. Men her er en bog, der greb mig, alligevel.

Den handler heller ikke som sådan om Titanic, dødsejlerens rejse er bare en ramme for at fortælle om en gruppe skibsmusikeres liv. Fælles for dem er, at de havde det store potentiale, de kunne have nået toppen på den ene eller den anden måde, eller i hvert fald nået en top, der i omgivelsernes øjne havde været mere end acceptabelt. I stedet ender de som et skibsmusikerskrabsammen, der hver især går og putter med deres lille personlige tragedie. Og deres tragedie er ikke at leve op til forventningerne, hvilket ødelægger de fleste af dem. Det må være det værste - den ulykke som man tror man har pådraget sig selv.

Bogen slutter - ikke overraskende - med Titanics forlis. Over meget få sider lykkes det faktisk forfatteren at gøre det, som ingen Titanicfilm har gjort for mig, nemlig at blive grebet af ulykken og det menneskelige mod, der også blev vist den nat.
Jeg glæder mig allerede til at læse mere af Fosnes Hansen, hvis det her er standarden.