Niels Brunse: Ramoth-Bezer

Ramoth-Bezer passer fortrinligt ind i mit håb for dette år, der handler om, at hver anden bog jeg læser skal være på dansk, af en dansker. Jeg kender ikke forfatteren, og så meget desto bedre. Jeg har lånt den af LineP (efter en snak om science fiction?) og det var god læsning. Måske er det fordi jeg har læst så lidt på mit modersmål over de sidste par år, men jeg fik en fornemmelse af, at hele bogen var meget dansk. Jeg ved ikke helt hvad det var der gjorde det - udover sproget, velsagtens - men måske var det beskrivelsen af de små trivialiteter der klang på en særlig måde. Jeg ved det ikke. Måske kommer jeg tættere på når jeg har læst noget mere på dansk.

Bogen handler om en ældre universitetslærer Robert, der invalideret af sin agorafobi, holder sig på matriklen, hvor han går og sørger over en afdød yndlingsstuderende. Deres relation indeholdt noget mere end de fleste lærer-elev forhold, men det er ikke noget der plager Robert meget. Det gør til gengæld et oversat manuskript, som studinen har efterladt ham; det fortæller om en utopisk/dystopisk by, en slags subsamfund, for de gamle og udstødte af verden, de svage og de fortvivlede. Robert er mere optaget af at spekulere over manuskriptets rigtighed, end over om den frihed eller det fængsel som historien beskriver, er det sted han selv befinder sig. Mens han renskriver oversættelsen, løser han dens tråde op og sine egne med.

Jeg tror det jeg bedst kunne lide ved bogen, var dens manglende effektjageri og dens accept af, at nogen gange sker tingene fordi tiden er moden til det, ikke som en nødvendigvis synlig kausalitet. Det lider megen litteratur af; EXPLICIT kausalitet. Vi skal partout have at vide hvilken lille byggeklods der udløste domino-skredet, og vi skal have det vist, så vi kan tro på logikken, uanset om logikken er byget på sunde præmisser (dette er naturligvis en sur sidebemærkning til The Da Vinci Code).