lørdag, februar 11, 2006

Kazuo Ishiguro: Never Let Me Go

Mærkelig bog. Men god. Ikke mærkelig som i uforståelig, men mærkelig som i tankevækkende og mærkelig som kun en meget bevidst litterær øvelse kan blive det.

Den er sært skruet sammen, med et trekantsdrama, der som sådan er uafhængig af den iskolde rammehistorie, som man kun bid for bid får oplyst. Lavt fortælletempo - en dejlig ting. Deprimerende, som i weltschmertz og fremtidsangst. Nej, måske var det deprimerende mere gribende, som det triste syn af en gråbrun pløjemark i et mørkt forår - et syn der får en til at huske hvor grim verden kan være. Egentlig er dte meget interessant med en bog, der beskriver et muligt etisk fremtidsscenarie uden at beskæftige sig direkte med det, uden at tage stilling.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Har du læst hans 'the Unconsoled'? Den var godtnok også mærkelig! Jeg fik nærmest en *fysisk* reaktion - da jeg læste den: frustration, utålmodighed, tåkrumning! Men super velskrevet. En anden af hans rigtig gode er 'A pale view of hills' om en kvinde, der ser tilbage på sit liv i efterkrigstidens Japan.

Emme sagde ...

Nej, den er jeg ikke nået til - men jeg har den (vist nok). Jeg er ihvertfald overbevist om at her er et forfatterskab jeg skal have mere af.