mandag, oktober 01, 2007

Thomas Geuken og Gitte Larsen: All Dressed Up

All Dressed Up er den nyeste bog fra Instituttet for Fremtidsforskning og handler om businessrationaler, medier og forbrug. Den forsøger at gøre op med den lede profitmaksimering og leverer et dejlig skud for boven til traditionel branding. Det er en velskrevet debatbog, der giver max på hippie - den tør rent faktisk føre sin egen idé til enden. Hovedpointen er, at vækst ikke kan blive ved og at der vil komme noget andet i stedet for, som er båret af værdier som glæden ved at gøre en forskel for verden. Et værdigt projekt.

Jeg tror de har ret i en del af pointerne, men jeg tror, at der er en modsat retning, som vil gøre at virksomheder står ved deres profit-rationale og ikke længere får brug for at sugarcoate det. Men lad os nu se.

Bogen slutter med 7 scenarier for, hvor virksomheder kan tage hen - metaforisk - og de er bogens svaghed. De er simpelthen ikke vilde og inspirerende nok. Jeg ved godt, at IFF beskæftiger sig med megatrends, som er den slags trends vi allerede er i, men det er ikke nogen undskyldning for, ikke at give den gas.

søndag, september 23, 2007

Jean Webster: Daddy Long Legs (m. spoiler)

Websters Daddy Long Legs er den første bog jeg har læst i sin helhed på DailyLit. Jeg har tidligere læst et par halve klassikere via RSS eller email, men den her læste jeg på sitet, liggende på ryggen i sengen med mim computer på maven. En okay oplevelse, måske kun tålelig, fordi bogen ikke er ret lang. Læsetiden var ca. 4 timer og var delt op på 50 'sider' (223 sider i trykt form), så man skulle scrolle 3-4 gange på hver side.

Bogen er en børneklassiker i den opbyggelige genre, men med et twist. Publiceret første gang i 1912, var den kvindelige heltindes jokes om stemmeret mere alvorlige end sjove, som de er nu i retrospekt, og det samme gælder heltindens tanker om børnehjem.

Udover det er grundhistorien nærmest Cartlandsk; 17-årig forældreløs får sponsoreret college af anonym sugardaddy og skal love at skrive ham et brev om måneden de 4 år hun går der. Bogen består at hendes breve til ham (som hun kalder Daddy Long Legs, da hun ikke må vide hans rigtige navn), og som nutidig læser er de bogen styrke, da de er skrevet uhyre enkelt og virkelig morsomt. Under sin tid på college lærer hun forskellige mennesker at kende, herunder en Mr. Pendleton, en fjern onkel til en klassekammerat, som hun hurtigt kommer til at holde af. Det ender selvfølgelig med at hun finder ud af af Mr. Pendleton er den anonyme sugardaddy og han frier til hende. Altsammen med klassiske forviklinger - og naturligvis ved man fra kapitel 2, at det bliver Mr. Sugardaddy og intelligent/sød forældreløs, der skal leve lykkeligt til deres dages ende.

Det lyder måske som en ækel roman, men det er en virkelig vellykket og skarp udførsel af en cutesy historie. Jeg tænker at jeg bliver nødt til at læse efterfølgeren, Dear Enemy, som man kan læse gratis på Gutenberg Project.

Diana Wynne Jones: The Witches of Caprona + Witch Week

Diana Wynne Jones er stadig et af mine favorit comfort reads. Denne indeholder to af bøgerne fra Chrestomanci-universet, de to dårligste, men stadig gode nok til underholdning. The Witches of Caprona er ikke så god som de andre, fordi det italienske univers den udspiller sig i, er lidt for forceret. Men i begge bøgerne er evnen til magi den samme søde dannelsesrejse, som den er i Harry Potter-bøgerne. Og det er det samme sexløse univers, hvor begær og lyst udelukkende er platonisk og romatisk, og de problemer, som heltene skal løse, er så sort/hvide, at man aldrig kan tvivle på udfaldet. Sort/hvid er rart at læse, når man lever i en kompleks verden.

søndag, september 16, 2007

Diana Wynne Jones: Charmed Life + The Lives of Christopher Chant

Jeg læste disse to første gang i 7. klasse og det var min indgang til fantasy. De er stadig ligeså gode som den gang og Wynne Jones sproglige overskud overlever de vel 4-5 genlæsninger. Jeg griner stadig.

onsdag, september 12, 2007

Marilyn French: The Women's Room

Frenchs roman tog mig en krig at komme igennem; ikke fordi den var kedelig, den var bare tung. Ikke sprogligt, men indholdsmæssigt.

Bogen følger en gruppe kvinder, der realiserer sig selv i 50'erne og 60'ernes USA. De har forskellig baggrund og forskellige holdninger til det kvindeundertrykkende i deres kultur, som har gjort nogle af dem til rasende feminister. Understrømmen er, at det er ikke mændenes skyld (de er jo bare lidt svage), men det er kvindernes egen skyld at de aldrig ritig kommer til at føle sig lige med mændende. Samtidig bliver det klassisk feminine også en umulighed for dem i et kønsligt catch-22.

Romanens egentlige styrke er de detaljerede fortællinger om kvinderne, for hendes teori om at mændens kulturelle magt er baseret udelukkende på magt og kontrol er så godt som umulig at få ned.

Til tider utrolig deprimerende læsning, men bestemt det hele værd. Jeg havde min feministforfatterperiode for mange år siden og troede jeg var igennem alle klassikerne, men den her må bestemt være på kanonen også.

torsdag, august 23, 2007

Erlend Loe: Kviden flytter ind

Mænd er forvirrede. Kvinder er pushy og mystiske. Loe er sjov. Men nu har jeg vist også fået nok Loe for en tid.

torsdag, august 16, 2007

David Lodge: Changing Places

Jeg elsker britisk akademia-faldenpåhalen-komedie og det her er en af de virkelig gode.

tirsdag, juli 31, 2007

Jasper Fforde: First Among Sequels

Fforde er min helt. De første 4 bøger i Thursday Next-serien var morsomme og opfindsomme og denne 5'er er bestemt på højde med dem. Jeg var solgt ved den første Ghormenghast-joke!

lørdag, juli 28, 2007

Karen Miller: The Innocent Mage

Nydelig fantasy med en udsædvanlig vrangvillig og gnaven helt. Lidt for clean univers og det er lidt for påtrængende farverigt med heltens tilpassede vernacular, men ellers overbevisende. Miller har gjort sit hjemmearbejde.

tirsdag, juli 24, 2007

Norah Vincent: Forklædt som mand

Jeg havde glædet mig til denne og den skuffede ikke. Vincent forfalder ikke til - som man ellers kunne frygte - til at lave den ultimative 'forskellen på kønnene'-konklusion, på baggrund af hendes undercovermission som mand. Istedet er det velreflekteret journalistisk arbejde, som er en god historie uden de helt store overraskelser. Men hun holder næsen i sporet og derfor er det interessant læsning, som jeg absolut vil anbefale. Forvent dog ikke at din kon eforstår dig når hun har læst den. Det kommer hun aldrig til, mkay?

søndag, juli 22, 2007

Rowlings: Harry Potter and the Deathly Hallows

Endelig blev vi færdige med ham Voldemort, den storslemme snøbel. Jeg var rimelig tilfreds med denne afslutning, der holdt standarden, de sjove detaljer og fik samlet alle tråde. Jeg havde bare ærlig talt forventet lidt flere døde - jeg troede at slutningen ville være lidt mørkere. På den anden side er det ikke ligefrem en genre der skriger på realisme, så det er ikke brok.

torsdag, juli 19, 2007

Rowling: Harry Potter and the Half-Blood Prince

Stadig udmærket i anden læsning - der var meget jeg havde glemt. Inklusiv den altopslugende teenagesurhed.
Læst som forberedelse på 7'eren.

mandag, juli 16, 2007

Rowling: Harry Potter and the Order of the Phoenix

Delightful. Men kunne have været strammet op med fordel.
Læst som forberedelse på 7'eren.

lørdag, juli 14, 2007

Jonathan Franzen: The Discomfort Zone

Franzen er en bittersur gammel intellektuel. Gotta love him.

lørdag, juli 07, 2007

Inge Eriksen: En kvinde med hat

Det går rigtig skidt med mit løfte til mig selv om at læse en masse af danske forfattere i år. Måske også fordi de skuffer. Sidst var det Ida Jessen og nu Inge Eriksen. Jge havde forventet mig en del, men jeg burde nok have taget fat på digtene i stedet. Lige bortset fra at jeg er meget dårlig til at læse digte.

En kvinde med hat handler om Ida Francesca fra gymnasie til grav, med omdrejningspunkt om Ålborg. Stilmæssigt er der mindelser om Jessen - det bliver aldrig rigtig SKARPT. Det virker socialromantisk, hvis der er noget der hedder det. Historien og sproget passer nu godt til hovedpersonen, der aldrig rigtig får brudt rammerne, hverken for sig selv eller andre, selvom hun føler sig både fri og bundet.

torsdag, juli 05, 2007

Erlend Loe: Volvo Lastvagnar

Lækker som 'Doppler', men indholdsmæssigt et sjovt eksperiment, der ikke rigtig lykkes.

onsdag, juli 04, 2007

John Updike: Terrorist

John Updikes seneste, et take på USA efter 9/11. Gennemført, både sprogligt og på plot. Hans hovedperson, Ahmad, er nem at forstå og lige så nem at frygte. Updikes pointe er, ikke overraskende, at den unge teorrist in spe er skabt af det amerikanske samfund han er vokset op i, hvis manglende sammenhængskraft - kombineret med en laissez-faire opdragelse - driver han til at søge et klart og rent formål. Ahmad mener, at uddannelse vil forstyrre hans tro, tvivlen gnaver jo alligevel derinde, så han træffer en række bevidste, konsekvente fravalg, der kan holde ham fri for fristelse. Ahmad er ikke en del af et stort trossamfund, hans tro er ikke arvet; den er personlig og selvfortolket. Han bliver så dygtig til at skrive alting ind under suraernes ord, at selv en kollegas bestilte af-jomfrudomisering af Ahmad kan finde plads i Ahmads verdensbillede.
Updike fortæller tro som noget, mennesker kan have brug for for at kunne håndtere en hård, forvirrende verden. Det vinder ham sikkert ikke mange venner. Og uanset at jeg deler hans opfattelse af tro, så virker historien om Ahmad alligevel for enkel - jeg tænker, skal der virkelig så lidt til før terroisme er en realitet? Hvis han har ret, så er jeg bange.

søndag, juli 01, 2007

Marisha Pessl: Special Topics in Calamity Physics

Velskrevet college-whodunnit, med dejlig trang til krydsreferencer. Konstrueret, men uden de Peter Høegske falbalader.

tirsdag, juni 12, 2007

Helle Helle: Rødby-Puttgarden

Rødby-Puttgarden er min første hele Helle Helle roman siden lidt spredte noveller i gymnasiet og det tegner til et godt bekendtskab.

Bogen handler om to søstre, der bor i Rødbyhavn, og de får mig til at synes at Århus, hvor jeg selv er opvokset, er en metropol. Hvor er det svært at forestille sig, eller vide, at der er mange der lever så anderledes end jeg selv. Det er ellers kun noget jeg virkelig opdager, når der er valgdag og man møder hele Danmark ved valgurnen. Det 'lille' liv som det nye eksotiske.

Scenen med moderen i blomkålsmarken minder mig om Oscars mor i Grass' Bliktrommen.

John Updike: Couples

Updikes roman handler om en gruppe par i en lille by udenfor Boston, som har affærer på kryds og tværs, fordi de har ondt i livet og tror de skal realisere sig selv igennem sex. Den er velskrevet og skarp, og ligesom hos Murdoch og A.S. Byatt spekulerer man på, om parforhold nu også er sådan en fantastisk idé, men anerkender, at der ikke er noget mere alment menneskeligt end netop det.

Jeg stødte på en reference til den første gang i Anne Fadimans Ex Libris, hvor hun beskriver den som " my genital-pink paperback of Couples, read so often in my late teens (when Updike's explorations of the complexities of marriage seemd unimaginably exotic) that it had sundered into a triptych held togeter with a rubber band (p. 7). Da jeg stødte på en paberback i brugtbogsbiksen på Peter Bangs Vej, der til forveksling lignede Fadimans version, var det næsten som at eje en bog med værdifuld marginalia, og jeg købte den straks for en femmer.

mandag, maj 28, 2007

Erlend Loe: Doppler

Morsom og befriende enkelt skrevet. Hovedpersonen Doppler slår hovedet på en cykeltur og beslutter at flytte fra familien og ud i skoven på ubestemt tid. Hans tilgang til barteraftaler og totemudskæring er skærende idealistiske og civiliserede på en gang. Doppler har det svært, men han kæmper for at finde tilbage til naturen (= ham selv), helst ved at lave så lidt som muligt. Doppler kan ikke realisere sig selv igennem et nyt forhold eller en ny tøjstil, han mærker at der skal noget andet og mere drastisk til. Han ville ønske at han vidste hvad det var og ved ikke andet end at gå frem efter næsen.

Perfekt taskebog.

Vilhelm Moberg: Opbrud fra bygden

Nogen gange, når alle mine fantasy-romaner er blevet for slidte som comfort reads, så tyr jeg til svensken. Den første 'rigtige' bog dre blev læst højt for mig af min far, var Selma Lagerlöfs 'Niels Holgersens vidunderlige rejsen igennem Sverige', og jeg synes nok den var lidt lang, men min far har altid været god til at lave stemmer. Siden, da jeg fik lov at gå ombord i voksenbiblioteket henne på skolen, så gav jeg mig straks kast med Moberg. Siden har jeg fået min egen udgave, så en genlæsning fra de voksnes rækker er vel på sin plads.

Moberg flytter sig ikke meget i min bevidsthed ved genlæsning - det er stadig som at læse Lagerlöf og Knut Becker samtidig, og uanset hvor hårdt staklerne har det, så er det stadig ufarlig læsning, uhyre trygt i sin nordiske sten-og-jord-er-vores-brød - måske er der et whiff af Det Lille Hus på Prærien over det? Jeg mener, det er stadig godt skrevet, men den romatiske panteisme, der ikke er undertegnede fremmed, gør sig bare ikke godt så massivt på skrift. Jeg kan efterhånden kun tåle den slags i haiku-små doser - sådan er det nok at være barn af en verden, der aldrig har været af lave.

tirsdag, april 17, 2007

Ida Jessen: Det første jeg tænker på

Okay, jeg skulle måske have læst den bog, der kom før denne, selvom den skal forestille at være en selvstændig forsættelse.

Jeg ved ikke rigtig. Den har et eller andet, men skuffer alligevel - hvad er det Jessen vil, skrive spænding eller moderne dannelsesroman? Og igen er det en roman med et religiøst tema, som jeg har overordentligt svært ved at følge, det er åbenbart min lod i år. Jeg synes den er udmærket skrevet, men det er mere en fornemmelse af godt håndværk, end det er en egentlig begejstring ved bogen. Nej, der kommer til at gå et stykke tid inden jeg prøver Jessen igen.

lørdag, marts 24, 2007

Knud Romer: Den som blinker er bange for døden

Den minder mig om Songs for Drella, særlig (when you're growing up in a) 'Smalltown'.

søndag, marts 11, 2007

Barbara Trapido: Frankie & Stankie

Frankie & Stankie handler om to hvide søstre, der vokser op i et liberalt hjem under Sydafrikas apartheidregime; det er lige netop den her slags bøger, der gør at jeg får noget historisk indenfor vesten, da det er historisk materiale med et personligt afsæt. Man kunne måske godt argumentere for, at den anekdotiske tilgang er lidt for meget galgenhumor, men jeg synes det er så velskrevet at jeg tilgiver den meget hoppende kronologi.

torsdag, marts 08, 2007

Mette-Marie Davidsen: Kloge kvinders guide til økonomisk frihed

Jeg er ikke tilhænger af selvhjælpsbøger, men når man synes at ens 10 år yngre bankrådgiver taler hen over hovedet på en, så må man bide hovedet af al skam. Denne er skrevet af en journalist og for en gangs skyld kan jeg acceptere deres trang til at gentage alting, da det er den eneste måde jeg lærer at fatte hvad det er, der er med renten. Der er selvfølgelig også indblandet noget amerikansk pis med at man skal tænke positive tanker om penge og grave i sin barndom for at finde ud af hvor man har sin pengeopdragelse fra, men hvis man bare skøjter let henover det, så er det en god intro til øko-idioter som mig.

Der står i bogen at pengesnak er lidt tabubelagt blandt kvinder, men det synes jeg ikke er helt sandt. For nylig fik jeg et middagsselskab bestående af 11 kvinder til lystigt at tale privat økonomi, ægtepagter og ikke-ligestillet pension uden at rødme. Men det er rigtigt, at enten tager vi den økonomiske strudsepolitik-tilgang eller også er vi små finansgenier; jeg kender et par kvinder der er så tjekkede med deres aktier, lånomlægninger og økonomiske målsætninger at jeg godt kan se at jeg er ca 20 år bagud.

tirsdag, marts 06, 2007

Marilynne Robinson: Gilead

Gilead har fået både en Pulitzer pris og flere superlativer end der er de fleste bøger beskåret, men jeg fandt desværre sproget for tvunget enkelt, en smule patetisk, og de religiøse og personlige problemstillinger helt uden for mit perspektiv. Og derfor går den sikkert udmærkede historie om fader-søn forholdet i vasken for mig. Og så tog den hundrede år og en blommehøst at læse; jeg kunne ikke finde ud af, om gentagelserne skulle illustrere den gamle mands begyndende senilitet eller om det var en fortælleteknisk trick.

lørdag, februar 17, 2007

Carole Matthews: The Chocolate Lovers' Club

Denne bog har den indbydende tagline "forget diamonds - chocolate is a girl's best friend", og den fortsætter da også med at nævne alskens chokoladetyper på hver eneste side. De 4 chokoladomaner i bogen har mange problemer, og starter klogt ud med at dulme dem med chokolade. Men snart må der mere hårdslående metoder til og det hele ender naturligvis forudsigeligt godt. De mange chokoladedetaljer er lidt distraherende; dels fordi jeg hele tiden spekulerer over, om jeg mon har noget chokolade på køl, dels fordi det sine steder virker lidt som om forfatteren er fast besluttet på at man aldrig må glemme titlen undervejs.

Jeg fik bogen ind ad døren på en helt almindelig kedelig hverdag, som en sød overraskelse fra en veninde, som udemærket kender min søde tand og deler min interesse for chicklitgenren.

lørdag, februar 10, 2007

Naomi Novik; His Majesty's Dragon, Throne of Jade & Black Powder War

Jeg troede at disse 3 bøger af Naomi Novik var en trilogi (Temeraire-serien), men efter at have læst den tredje gik det op for mig, at det bliver en af den slags fantasy-serier der bliver ved og ved, indtil hele den verden der er skabt i dem, har fået ny infrastruktur, politisk balance og 5 generationer af rettænkende drager. Så jeg gav op lige dér.

Det lagde ellers udmærket ud (husk, vi er i matadormixgenren her) med en sjov blanding af Napoleonkrigene og talende drager i en strukturfacistisk og traditionel indpakning - sikkert en måde at få flere af hankøn til at læse de nogen gange lidt for romantisk anlagte dragebøger. Der er masser af actionpacked kampscener og en imponerende detaljerigdom i beskrivelserne af, hvor mange mænd med rifler de forskellige dragetyper kan bære. Og det gælder i fantasyromaner som i skiløb; man må aldrig gå ned på udstyr!

søndag, januar 21, 2007

Niels Brunse: Ramoth-Bezer

Ramoth-Bezer passer fortrinligt ind i mit håb for dette år, der handler om, at hver anden bog jeg læser skal være på dansk, af en dansker. Jeg kender ikke forfatteren, og så meget desto bedre. Jeg har lånt den af LineP (efter en snak om science fiction?) og det var god læsning. Måske er det fordi jeg har læst så lidt på mit modersmål over de sidste par år, men jeg fik en fornemmelse af, at hele bogen var meget dansk. Jeg ved ikke helt hvad det var der gjorde det - udover sproget, velsagtens - men måske var det beskrivelsen af de små trivialiteter der klang på en særlig måde. Jeg ved det ikke. Måske kommer jeg tættere på når jeg har læst noget mere på dansk.

Bogen handler om en ældre universitetslærer Robert, der invalideret af sin agorafobi, holder sig på matriklen, hvor han går og sørger over en afdød yndlingsstuderende. Deres relation indeholdt noget mere end de fleste lærer-elev forhold, men det er ikke noget der plager Robert meget. Det gør til gengæld et oversat manuskript, som studinen har efterladt ham; det fortæller om en utopisk/dystopisk by, en slags subsamfund, for de gamle og udstødte af verden, de svage og de fortvivlede. Robert er mere optaget af at spekulere over manuskriptets rigtighed, end over om den frihed eller det fængsel som historien beskriver, er det sted han selv befinder sig. Mens han renskriver oversættelsen, løser han dens tråde op og sine egne med.

Jeg tror det jeg bedst kunne lide ved bogen, var dens manglende effektjageri og dens accept af, at nogen gange sker tingene fordi tiden er moden til det, ikke som en nødvendigvis synlig kausalitet. Det lider megen litteratur af; EXPLICIT kausalitet. Vi skal partout have at vide hvilken lille byggeklods der udløste domino-skredet, og vi skal have det vist, så vi kan tro på logikken, uanset om logikken er byget på sunde præmisser (dette er naturligvis en sur sidebemærkning til The Da Vinci Code).

søndag, januar 07, 2007

Ernest Hemingway (Ed.:Larry W Phillips) :Ernest Hemingway on Writing

On Writing er en samling citater fra Hemingway himself, enten fra breve eller prosa, der omhandler det at skrive. Her er alt fra de berømte linier om den indbyggede bullshitdetector til mere ømme kærlighedserklæringer til hans håndværk.

Det er ret sjovt, at det har været muligt at sætte denne 140 siders bog sammen, da han flere steder explicit gør opmærksom på, at han mener at det er bad luck at skrive om skrivning, og om de bøger han arbejder på i særdeleshed, og han beder endvidere om, at ingen af hans private breve må blive publiseret efter hans død. Men er man berømt nok, så overrider offentlighedens behov åbenbart den slags ønsker. Husk det, kære venner.

Jeg tror ikke det er meningen at bøgen skal være en how-to for unge håbefulde forfattere, men det er alligevel muligt at kondensere en håndfuld gode råd. Det ville dog være synd at liste dem her, da de gør sig så meget bedre ved hans hånd. Læs den, og snyd ikke dig selv for den lette panik man føler, når han opremser hvilke bøger man bør have læst førned man er klar til selv at gå i gang med at skrive. Heldigvis er det overordnede indtryk inspirerende, ikke afskrækkende.

Lene Kaaberbøl: Skammerens Datter

Begejsterede fans har anbefalet mig mere af Lene Kaaberbøl, så jeg kastede mig ud i Skammer-serien (foreløbig 4 bind), men jeg synes desværre bedre om Skyggeporten. Historien er sammenhængende, men lidt for enkel for min smag. Nu er det jo også en børnebog, men Harry Potter-serien holder sig jo ikke tilbage af den grund. Der er lidt for lidt af det, der suger en ind i historien her.

fredag, december 29, 2006

Herman Bang: Haabløse Slægter

Ung mand, den eneste tilbage af hankøn i en gammel slægt, forsøger sig som skuespiller, fejler og tager sit eget liv. Undervejs har han et par affærer, fortrinsvis med ældre kvinder, og bruger en hel del tid på divanseren med at forstille sig sin fremtid. Klassisk teen-drama? Nej, dansk klassiker.

Haabløse Slægter er et udslag af den øvelse, der hedder 'andre menneskers bøger'. Det er det man gør, når man er på besøg hos nogen og går i deres bogreol, for derefter at være tabt for al samtale. Mine forældres bogreol troede jeg ellers jeg havde været igennem, men heldigvis er de selv flittige læsere og ind i mellem dukker der bøger op fra deres ungdom, som jeg ikke har set før. Som nu denne. Denne meget deprimerende bog.

Der er meget jeg ikke helt forstår ved den; som sådan er den jo en af mange fra den tid, de tunge beskrivelser af bristede håb og ambitioner (i dag laver den slags unge mænd indie-musik og turnerer verden med deres guitar og deres sorte hår, der helst skal gå ned over øjnene), og ikke ulig mange andre, er den også tung af hovedpersonens melodramatiske livssyn. Var de bare sådan dengang, eller er det stilen?
Bogen virker også lidt ufærdig, men den blev også skrevet under pres af en ung Bang, der hele tiden var syg og/eller i pengenød. Men hvad sker der med al den brug af '...'? Jeg synes jeg har set det før i romaner fra den tid, men det er først nu, at det pludselig irriterer mig.

mandag, december 25, 2006

Erling Jepsen: Frygtelig lykkelig


Synkende køer og stigende lig - der er drama i det sønderjyske. Og enhver dækker over sin næste, så længe det er i eget bedste. Og en lille smule i fællesskabets.

Frygtelig Lykkelig handler om den mindrebegavede betjent Robert Hansen (er navnet mon en tilfældighed?) der bliver tvangsudstationeret til Højer, hvor han skal forsøge at finde ud af, hvordan man bedriver politiarbejde efter bogen i et samfund, hvor de uskrevne regler overtrumfer alt andet. Jeg tror ikke jeg afslører for meget når jeg siger, at det ikke lykkes.

Bogen er virkelig morsomt og godt skrevet, selvom Robert Hansens infantile refleksioner nogen gange er lidt for meget. Hans be-øllede, invalide mor er en genistreg, og det er sort den måde Robert bliver afstumpet og fornægter fakta, til trods for hans naivitet og indgroede tro på ret, rimelighed og det gode i mennesket.

Jo mere jeg tænker over det, jo mere skræmmende finder jeg bogen. Sønder-gys.

Per Petterson: Ud og stjæle heste

Jeg elsker bøger med nordisk lys. Og vand. Og skov. Men uden myg.

'Ud og stjæle heste' minder lidt om Ekman, bare uden antydningerne af magisk realisme, men med samme look-and-feel af det krasse og kontante. Bogen åbner med en gammel mand og havet søen, hvor han lever med sin vævre hund Lyra i et faldefærdigt hus. I lange tilbageblik fortæller han om sommeren 1948, der for ham var skelsættende i forholdet til faderen. Plottet er i virkeligheden fuldt af dramatik, men det er fortalt så afdæmpet og enkelt, at det næsten er finsk.

Det eneste jeg undrer mig over er, at de har valgt en så grim skrifttype til forsiden, jeg troede at det var den mest forhadte i hele Office-pakken, fordi den er pseudo-formskrift på kikset vis. Men måske er den nået til at være retro nu.

søndag, december 10, 2006

Anne Fadiman: Ex Libris

Jeg ved ikke længere hvor mange gange jeg har læst Ex Libris, men den er nu engang mit bedste comfort read - bedre end at se BBC-versionen af Pride & Prejudice, bedre end en æske Summerbird flødeboller. Og så er den en så udmærket place holder for min opmærksomhed, mens jeg forsøger at finde ud af hvad jeg nu skal læse. Jeg har foran mig den nye Pynchon (Against the Day), der er Michael Chabons The Amazing Adventures of Kavalier & Clay og jeg er 30 sider inde i Kiran Desai The Inheritance of Loss, 130 sider inde i Lars Saabye Christensens Halvbroderen, en novelle inde i Susanna Clarkes smukt forarbejdede The Ladies of Grace Adieu og Mary Webbs Precious Bane har jeg på forhånd opgivet efter 4 siders overvældende panteisme.

Jeg har ikke brug for flere bøger, jeg har brug for en læse-terapeut.

tirsdag, december 05, 2006

Sarah Waters: The Night Watch

Jeg blev aldrig færdig med Sarah Waters' Fingersmith, til trods for, at jeg synes den var ganske udmærket. Jeg synes generelt hendes bøger er lidt lange i forhold til hendes historier - en bogs længde er relativ og jeg elsker generelt tykke bøger. Men Waters - trækker den lidt for langt. Når det er sagt, så er The Night Watch mere end læseværdig.

Bogen følger 6 personer i sæt af flashbacks over WW2 (det seneste sæt flashbacks først, og så fremdeles bagud i tid), der alle er optaget af ukonventionelle sexuelle og personlige relationer med vekslende held. Men det er ikke så meget deres personlige situation, som det er krigstidens London og interaktionsbeskrivelserne, der virkelig fænger.

torsdag, november 30, 2006

Lawrence Norfolk: Lemprières ordbog

Lemprières ordbog er endnu en genlæsning, og modsat min første læsning som var hårdt arbejde for en mystificeret læser, så tog jeg det mere roligt denne gang. Norfolk minder meget om Pynchon i det at han antager læserens fortrolighed med klassisk mythologi, historie og mindst 3 klassiske sprog. Da jeg læste den første gang, var det med Ovids Forvandlinger til hjælp. Denne gang erkender jeg blot, at jeg ikke kan følge blot halvdelen af referencerne til dørs og nøjes med at nyde den fantasifulde konstruktion og sproget (jeg læste den på dansk, dog), og lod mig drille af Norfolk, som tydeligvis ikke synes at man skal have det for nemt.

Plottet er komplekst, men der er mord og intrige, business og følelse, og en bebrillet nørd, der snubler sig igennem eventyret.

lørdag, november 25, 2006

Robin Hobb: Assasin's Apprentice

November måned er en genlæsningens måned - jeg skrev på den såkaldte "bog", og kunne derfor ikke overkomme andet end gamle venner. Robin Hobb laver herlige matadormixbøger, hvis største kvaliteter er ufarlig detaljerigdom, velkendte fantasy-elementer og et plot, som er muligt at følge med delt opmærksomhed. Jeg elsker virkelig denne serie, som tæller hele 6 sammenhængende bind fra denne, som er nr. 1 i Farseer-trilogien, der følges op af Tawny Man-trilogien.

lørdag, oktober 28, 2006

Truman Capote: Summer Crossing


Jeg har ikke læst Capote før. Summer Crossing er en af hans første og blev publiceret posthumt - skitsen til den blev fundet mellem en masse efterladte papirer.

Det er en meget enkel historie om en ung rigmandsdatter, der i efterkrigstidens NY er alene hjemme en sommer mens forældrene er i Europa. Hun har en affære med en mand fra arbejderklassen, først som en slags oprør, men senere bliver det seriøst. Deres fælles umodenhed får mange konsekvenser. Bogen er enkelt og krast skrevet, og noget tyder på at den ikke helt er genemtænkt. Ihvertfald bliver man i tvivl om dybden i deres relation - hvilket ved nærmere eftertanken sagtens kan være en pointe i sig selv.
Under alle omstændigheder er det ikke den sidste Capote-bog jeg læser.

søndag, oktober 22, 2006

Jesper Ejsing: Jarvis - Troldmandens lærling


Bogen om Jarvis er godt nok skrevet til børn, men det holdt mig nu ikke tilbage. Fantasybøger til børn er ofte nogen af de bedste - voksen-fantasy prøver nogen gange at iklæde sig lidt for meget tyngde, som f.eks. Susanna Clarkes Jonathan Strange and Mr. Norrell (der nu alt i alt var rimelig vellykket).
Plottet i denne roman er udmærket og har faktisk potentiale til at udvikle sig til mere end det egentlig gør. Forfatteren er en god historiefortæller, men desværre lider hans bog af et par logiske og sproglige fejl. Universet er et af de klassiske, hvor nogle få heldige har den magiske evne, der så skal udvikles - men det kommer aldrig meget klart frem, hvad det er, de skal bruge magien til og hvad deres rolle er, selvom det er nævnt, at troldmænd er magtfulde lensherrer. Så magi er et magtredskab? Slutningen virker også umotiveret, men ingen detaljer her, da det ville spolere bogen for andre.
Nogle sproglige fejl og deciderede slåfejl irriterer mig også voldsomt, selvom jeg ellers er ret tolerant overfor alternativt sprogbrug - det her ligner dog ikke kreativitet, men sjusk.

Overordnet set var historien om Jarvis ikke helt spild af tid og den vil helt sikkert være en god bog at give en eventyrlysten pre-teen-knægt. Jeg ville bare ønske at der havde været lagt mere tid i at stramme handlingen op - og rette de stavefejl!

tirsdag, oktober 17, 2006

Lene Kaaberbøl: Skyggeporten

Jeg havde godt hørt at hende Kaaberbøl-damen var den danske dronning af fantasy, men jeg må med skam inddrømme, at denne er den første af hendes jeg har læst. Den er helt ny og udenfor serien, som hun blev kendt for (Skammerens Datter).

Den minder mig en del om Dragonfly, som jeg læste i sommer, hvor der også er en nat-version af den verden vi kender, eller man kan måske mere kalde det en kælderversion. Denne er bedre skrevet end Dragonfly og bedre disponeret - jeg tror den vil gøre det virkelig godt som oplæsningsbog.

Bogen er vel i børne/ungdomssegmentet og når da også hele vejen rundt om mobning, sorg, fremmedhed, kærlighed, mod og fantasien. Den politisk korrekte figur Aian er okay, men opleves netop som sådan - politisk korrekt. Var bogen skrevet i et andet årti, havde han været neger.

søndag, oktober 15, 2006

Dai Sijie: Balzac and the Little Chinese Seamstress

En lille bog om de yderligheder man vil gå til, hvis man bliver nægtet bøger. To kinesiske drenge bliver sendt på re-education ude på et kinesisk øde-bjerg i en tid, hvor alle andre bøger end Maos Lille Røde og videnskabelige værker er bandlyst. Her lever de under kummerlige vilkår og det ser sort ud, indtil en dreng i en af nabobyerne viser sig at have en skjult kuffert fuld af vestlige klassikere. Drengenes første læsninger af Balzac er bogens 170 sider værd.

lørdag, oktober 14, 2006

Anne Fadiman (Ed.): Rereadings: Seventeen Writers Revisit Books They Love

Hvorfor kan folk ikke bare holde sig fra højtravende analyse, når det angår bøger de elsker eller har elsket en gang? Denne bog er alt for ujævn til at jeg virkelig kan holde af den, hvilket er ærgerligt, for der er ellers nogen virkelige guldkorn i mellem.

De fleste af skribenterne løser opgaven med en genlæsning, som jeg gerne så den løst - nemlig med et personligt perspektiv - og det kommer der sjove, rørende og interessante essays ud af. Desværre forfalder nogen af dem til at give deres ungdoms kærlighed en tur igennem rationalitetsmaskinen, og selvom det sikkert er klogt på andre af livets områder, så er der ingen grund til at pille en læsning helt i stykker. Det er vel ikke nogen hemmelighed, at enhver genlæsning er ny og at bogen - medmindre den er meget dårlig - altid byder på noget nyt, under indflydelse af den situation dens læser er i.

Under alle omstændigheder er den værd at læse og det kan da også godt være at jeg læser den igen (!), når jeg er holdt op med at være irriteret. Indtil videre har et par af skribenterne dog anbefalet mig nogle forfattere, som jeg må prøve.

onsdag, oktober 11, 2006

Colette: The Innocent Libertine

Det går mærkeligt med min læsning for tiden - jeg er ved at læse Rereadings, og de mange bøger der nævnes, får mig ud på vildspor, allesammen på en gang. Jeg tror for første gang i lang tid, at jeg er i gang med for mange bøger på en gang.

Denne var hurtigt læst og smukt og præcist skrevet. Det er historien om en ung parisisk romantiker, pigen Minne, der leder efter foreningen af kærlighed og sex, men leder alle andre steder end hos sig selv. Klassisk selv-kærlighedshistorie, men fortalt utrolig lækkert og uden den store ordflom. Beskrivelserne af teenage-spillet er rørende. Bogen kunne være endt både med og uden happy-ending og stadig være vellykket.

Jeg fandt den hos Atheneum ved et lykketræf og den havde stået der så længe, at ryggen var gulnet og prisen sluttede på 50 ører. Det er ellers ikke en boghandel jeg frekventerer ofte, hvilket er en skam, da udvalget er godt, men opbygningen forvirrer mig lidt. Politikens Boghal, hvor jeg var i dag, er anderledes nem at overskue, men ikke nær så hyggelig. De har nu fået en rød sofa, men det er ikke nok til at gøre den et 'home away from home', som ellers er det jeg kunne ønske mig af min favorit-bogdealer. Selvom jeg handler meget på Amazon, så elsker jeg stadig at ose, det er næsten lige så godt som at læse.

søndag, september 24, 2006

Malcolm Gladwell: blink

Jeg elsker populærvidenskabelige bøger - de er altid fulde af gode eksempler, som man kan underholde med til middagsselskaber mange år fremover (forudsat, naturligvis, at man primært spiser middag med folk der ikke gider læse opdager hypebooks). Denne var ikke nogen undtagelse - læs en god anmeldelse af den her, det er søndag og jeg er for doven til at skrive en selv. Og jeg er lige gået i gang med Anne Fadimans Rereadings, som tager al min opmærksomhed.

tirsdag, august 29, 2006

Paul Auster: Mr. Vertigo

Endnu en god bog fra Mr. Auster - nu begynder jeg at forstå hvorfor han har fans (se indlæg om The Brooklyn Follies). Han evner at fortælle en sær historien på en enkel måde.

søndag, juli 30, 2006

Paul Auster: The Brooklyn Follies

Det her er den første Auster bog jeg har synes om. Ret skal være ret, det er kun den anden jeg har læst. Den første var sådan en hyperkonstrueret prætentiøs prut af et litterært eksperiment (jeg tror det var City of Glass), så der er selvsagt gået nogle år før jeg igen fandt modet til at samle en Auster op. Og det var kun fordi der ikke var andet i Politikens Boghal, der tiltalte mig (jeg havde lovet mig selv at jeg ikke ville købe hverken chicklit eller fantasy den dag - ikke flere matadormixbøger i denne måned!) - jeg skimmede de første par sider og blev positivt overrasket over hvor sjove de var. Jeg grinede.

Jo, det er rigtigt! Jeg stod inde i Politikens Boghal og grinede højt for mig selv af en Auster-roman, som om jeg var en gal posedame i et københavnsk Brooklyn.

Så The Brooklyn Follies kom med mig hjem og i løbet af kort tid fik den lille paperback sine første smilerynker på ryggen, der hvor jeg knækkede den, så jeg kunne holde bogen i den ene hånd og føre kaffekoppen til munden med den anden.

Det er en god og glad historie - jeg troede Auster var sort og kynisk. Men nej, den bitre gamle mand, som historien lægger ud med, ender med at sidde ned øjnene fulde af sentimentale glædestårer, som havde Auster lånt Harlequinfilmenes fjederham.

Det eneste jeg mangler er, at jeg gerne ville læse Nathans Book of Human Folly. Den lød skæg.

søndag, juli 23, 2006

Alexandra Ripley: Scarlett (1+2)

Nå ja, nu havde jeg lige læst 3 gode bøger i træk, og da jeg havde ondt af mig selv over at ferien var forbi, så synes jeg lige at jeg ville genbesøge min barndoms første møde med chicklit. Jeg må indrømme, at jeg husker den som noget bedre - jeg læste den som barn, da den lige kom ud, for jeg havde meget belejligt læst Borte med Blæsten året før, i en af mine meget romantiske perioder (til de uindviede kan jeg fortælle, at Scarlett er en autoriseret fortsættelse af Borte med Blæsten, dvs skrevet af en anden person end den afdøde Mitchell). Den er lidt halvtamt skrevet, men jeg har altid været fan af den stærke Scarlett og den labre Rhett, så hvad bedre at indtage på den kedelige togrejse og hjemme i sofaen, mens den tunge regn, der markerer afslutningen på 2 uger i solparadis, falder?

Jonathan Franzen: How To Be Alone

Sej, sej samling essays - på den gode måde. Jeg elsker at læse om andre bogelskere, og selvom ingen endnu kan overgå Anne Fadimans Ex Libris, en blandt flere comfort reads, så er han godt med, den skarpe Franzen. Det var måske nok er par af teksterne, som primært er for amerikanere, f.eks. den om det amerikanske postsystem i forfald eller det om tobaksindustrien, men han skriver så godt, med en blanding af det personlige, det konkrete og det store penselstrøg, at jeg bliver grebet alligevel. Tilføjelsen af essayet Mr Difficult er jeg glad for, for det hjælper mig til at besvare et problem jeg selv har tumlet med længe, nemlig min paradoksale kærlighed til både det højpandede og det lavbraskede (og alt det herligt middelmådige lige der i mellem).

(PS. A Pound of Paper er også god læsning for bogelskere om andre bogelskere. Flere pointere modtages med kyshånd.)

tirsdag, juli 18, 2006

DBC Pierre: Vernon God Little


Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Vildt godtskrevet, men jeg kan ikke forstå at den er beskrevet som komisk - tragikomisk, ja, men også trist og deprimerende.

Vernons fortællestemme er fed og jeg tror aldrig jeg har læst en bog med så mange anvendelser af fåck (eller fucken, som er Vernons version).

mandag, juli 17, 2006

V.S. Naipul: Et halvt liv


Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Et dejligt enkelt sprog, men jeg er lidt forvirret. Den handler om et halvt liv, men føles også som en halv bog.

søndag, juli 16, 2006

Cecilia Ahern: PS: Jeg elsker dig


Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Dårligt skrevet, endnu dårligere oversat. Yuk.

Nu stopper festen med alt det chicklit - det var rock bottom.

torsdag, juli 13, 2006

Mathilde Walter Clark: Tingenes uorden


Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Enkelte guldkorn mellem en del gentagelser. Clarks favorittema er noget dagligdagssært, der kammer over i det vanvittige - hun elsker at tage den yderste konsekvens af tankespind, som de fleste nok kan genkende. Sjovt - men med for mange gentagelser.

Sophie Kinsella: Mine hemmeligheder


Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Den lå lige der på morgenbordet og min søster kiggede den anden vej og så snuppede jeg den lige og heldigvis tog den kun 3 timer af mit liv og man skal jo også indtage noget skidt, er det ikke 3 kg om året, og den var da egentlig meget sød.

onsdag, juli 12, 2006

Frederic S. Durbin: Dragonfly


Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Fin og ambitiøs, men lidt for løst komponeret. Til tider gik historien lidt i stå og kunne have haft godt af at blive forkortet. Men bestemt et dejligt oktober-eventyr.

mandag, juli 10, 2006

Iris Murdoch: Havet, Havet


Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Sublim. Længere udredning følger ved lejlighed.

Jeg læste den i en liggestol på Cypern for nogen dage siden og min optagethed gjorde min mor interesseret. Hvorefter kun brugte 3 dage på at bande sig igennem den. Hun kan stadig blive helt opbragt ved tanken om den superegoistiske hovedperson og vi har brugt en del tid på at harcellere over ham.

Han er sgu da også en spasser.

lørdag, juli 08, 2006

Stella Gibbons: Cold Comfort Farm


Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Næsten lige så herlig som serien om Jeeves, men noget mere moderne i sine groteske overdrivelser og en eksplicit underdrevethed, der er for smart til at være jysk. En glad bog med en romantisk slutning - og man føler straks trang til at styrte ud og udrette en masse.

torsdag, juli 06, 2006

Ferielæsning


Ferielæsning
Originally uploaded by emme-dk.

(Klik på billedet for at se mine kommentarer)(Og mangler du et godt incitament for at læse nogen bøger henover sommeren, så er der et her >>)

søndag, juli 02, 2006

Erik Fosnes Hansen: Salme ved rejsens afslutning

Jeg var lidt skeptisk, da jeg startede bogen og det gik op for mig, at den handlede om Titanic. Ikke at der er noget galt i at fortælle om historiens store katastrofedramaer, men fordi et kendt drama gør, at jeg tror at jeg kender historien og så skal der meget til at begejstre mig. Men her er en bog, der greb mig, alligevel.

Den handler heller ikke som sådan om Titanic, dødsejlerens rejse er bare en ramme for at fortælle om en gruppe skibsmusikeres liv. Fælles for dem er, at de havde det store potentiale, de kunne have nået toppen på den ene eller den anden måde, eller i hvert fald nået en top, der i omgivelsernes øjne havde været mere end acceptabelt. I stedet ender de som et skibsmusikerskrabsammen, der hver især går og putter med deres lille personlige tragedie. Og deres tragedie er ikke at leve op til forventningerne, hvilket ødelægger de fleste af dem. Det må være det værste - den ulykke som man tror man har pådraget sig selv.

Bogen slutter - ikke overraskende - med Titanics forlis. Over meget få sider lykkes det faktisk forfatteren at gøre det, som ingen Titanicfilm har gjort for mig, nemlig at blive grebet af ulykken og det menneskelige mod, der også blev vist den nat.
Jeg glæder mig allerede til at læse mere af Fosnes Hansen, hvis det her er standarden.

lørdag, juli 01, 2006

Frank McCourt: Teacher Man

Jeg kom hjem fredag aften og tænkte at jeg da lige kunne starte på den. Og så endte jeg med at læse den færdig i løbet af natten. Det er længe siden jeg har gjort det. Og det var nu ikke fordi det var noget stort værk, det er bare medrivende at høre om en andens ups and downs i så enkelt sprog og uden så mange dikkedarer. Måske er denne hans tredje bog den der mest minder om at læse weblogs.

Hvor hans første to bøger handler om hans barndom og tidlige ungdom, så handler denne om hans 35-årige virke som lærer i New York. Jeg misunder ham ikke det job (selvom jeg misunder ham byen - men nu er det også sådan at alt hvad jeg læser for tiden giver mig rejsetrang) - og jeg tager hatten af for dem, der hver dag stiller sig derop foran en klasse fuld af vilde & forkælede unger og forsøger at indprente dem noget lærdom. Men der er mange dejlige små historie i denne bog, der fortæller om, hvordan det har været det hele værd. Det er jo ikke så glamurøst som at være lærer på Hogwarts (det eneste lærerjob jeg gad at have), men mon ikke man skal føle sig kaldet til at være lærer. At påtage sig den opgave, er ikke bare noget man gør for at have et job, formoder jeg.

Jeg synes det er en god bog til at inspirere en til at tage sit job i medgang og modgang og ikke, som vi (undertegnede) i Fristilsgenerationen ofte gør, regne med at vi altid kan nå det perfekte med et par måneders intensiv indsats.

lørdag, juni 24, 2006

Paulo Coelho: Alkymisten

Sødt nok eventyr, men lidt vel lommefilosofisk. Måske væmmedes jeg også lidt ved de mange anprisninger på coveret, i stil med "millioner af mennesker er blevet hjulpet til lykke af denne bog!" - sig mig, er det her en selvhjælpsbog eller en roman?

Douglas Coupland: JPod

I like. Klassisk Coupland med selvreferencer og forfatteren selv som deltager i romanens handling.

Jeg er vild med alle jPodsternes nørdløjer, og selvom der ikke var ret mange af dem som jeg kunne være med på (Eks.: "Her er de første 10K decimaler til pi - der er indsat et forkert tal. Find det"). Mini-autisttrækkene kunne jeg godt genkende - jeg er f.eks. overbevist om at jeg kan høre de forskellige hyletoner som alle omformere og opladere har. Min Nokia-oplader kan ikke være sat til i et rum hvor jeg opholder mig, og opladeren til min computer kan jeg kun lige acceptere, selvom dens highpitch summen går mig på nerverne når jeg stresser. Jeg har en lampe med en omformer, men jeg bruger den aldrig, fordi jeg heller vil sidde i mørke end at høre på dens skrigen.

I JPod er der også brugt en del semi-grafiske virkemidler, som er så moderne for tiden. Jeg ved ikke rigtig om det ikke er lidt poppet, men indtil videre er det underholdende læsning - det skal sikkert illustrere vores fragmenterede verden (indsæt selv ironisk stemmeføring), men det synes jeg sådan set at teksten i sig selv klarer fint. Men fred med det, det er bestemt en af de bedre læseoplevelser i et par måneder.

onsdag, juni 21, 2006

Melissa Banks: The Wonder Spot

Jeg troede det var klassisk chicklit, men der var lidt mere i det og ingen særlig happy endning. Jeg mangler en kategori til semi-chicklit. Bøger til kvinder - naaarj, det lyder lummert! Damebøger? Urgh! Pigebøger? Kan du stave til Britta og Silver på nye eventyr!

Nevermind. Nu er jeg i gang med Couplands JPod - det ved man da hvad er.

tirsdag, juni 13, 2006

Lindegaard & Olsson: Power i projekter og porteføljer

Well, jeg skulle jo læse den hvis jeg ville igennem min efteruddannelse i projektledelse. Og det er såmænd også en rigtig glimrende bog, praktisk og pædagogisk.

Jeg tror jeg regnede med at når jeg kom tilbage til skolebænken efter nogle år ude fra universitetet, så ville jeg ryge lige tilbage til det højpandede, hardcore nørdlitteratur. Men nej - jeg går efter anvendelighed, praksis og fyndighed. Den sidste (semi)faglige bog jeg læste var Gladwell: The Tipping Point - så jeg må konstatere at jeg fagligt er endt i det halvpopulistiske. Men det er da heller ikke nogen skam, vel?

søndag, juni 04, 2006

Marian Keyes: Anybody Out There?

Det var altså kun fordi den lå så lokkende der på min søsters værelse, hvor jeg skulle overnatte, og jeg havde ikke lige fået min egen bog med og jeg kunne ikke sove og der var ikke noget godt i tv og... min bærbare kunne ikke komme på nettet.. og jeg havde læst alle aviserne.

Nå, først troede jeg at jeg havde læst den før, men det viste sig bare at være et genbrugsunivers, så det var okay. Hendes store trang til at opbygge suspense er meget naturlig - vi er jo en del, der nok mener vi har grejet where she's coming from. Mange sider, stor type, masser af soap - det var lige så godt som et afsnit af Friends. Som desværre er lidt sidste forrige år. Men jeg tilgiver hende - for som sådan har hun ikke skuffet mine forventninger.

Nu tror jeg også endelig jeg er igennem alle hendes publikationer, så jeg kan med sikkerhed i stemmem udtale min dom - jeg ved nemlig hvad jeg taler om. Modsat The Davinci Code, som jeg kun læste 100 sider af og derfor ikke har ret til at trashe.

mandag, maj 22, 2006

Neil Gaiman: Stardust

Smukt, sødt og finurligt. Og så absolut ikke mere end det.

onsdag, maj 10, 2006

Lackey & Dixon: Owlflight

Oh. Hvornår lærer jeg det? Jeg vidste jo godt at det her ikke var en god bog, men jeg skulle bare lige prøve, for at se om jeg tog fejl. En gang i mellem besøger jeg Fantask og tager et eller andet totalt ukendt med hjem- som regel med succes, men ikke denne gang.

Jeg tror forfatterne troede, at fordi de var to om bogen, så gav det dem ret til et utal af overflødige passager og gentagelser. Not so. Man må ikke skrive romaner, som amerikanerne skriver lærebøger - efter volumen & pædagogisk repetition.

søndag, maj 07, 2006

Jonathan Safran Foer: Extremely Loud and Incredibly Close

Hm. Først var jeg meget begejstret. Så kølede jeg markant ned. Den minder meget om The Curious Incident of the Dog in the Night, og jeg ved faktisk ikke hvilken af dem der kom først. Hovedpersonen er så likable at det næsten er for meget og hvad man skal med 9/11-temaet er ikke helt klart. Men alligevel... jeg kunne alt i alt lide den. Og det til trods for at jeg har en stærk modvilje mod bøger, der syner meget konstruerede - som om at det litterære eksperiment skal trækkes ned over historien. Jeg kender en del der skriver sådan (inklusiv mig selv) - pludselig kommer formen før indholdet, og det kan godt blive rasende kedsommeligt. Særlig henover 300 sider, eller hvor lang bogen nu er.

mandag, maj 01, 2006

Diane Duane: Wizards at War

Oh yes. Lige så god som resten af serien. Faktisk kan jeg ikke huske om det her var nummer 8 eller 9, men hun holder kadencen og skabelonen, den gode Duane-dame.

Der er mange der synes at bøger om magi og andre overnaturlige ting er under et normalt menneskes værdighed - for man kan da ikke genkende sig selv i den slags ting. Sådan har jeg det nu ikke - særlig ikke når det gælder børnebøger eller bøger, der udspiller sig i børns univers. Min barndom (og til dels resten af mit unge liv) føles da mere magisk end nogen amerikansk forfatter kan drømme op - selvom det måske ikke er i så konkret en form, som at redde universet med spells, der er skrevet som maskinkode i et universielt sprog. Og dog - for inden i hvert barn bor en superhelt. De redder verden hver dag, i deres eget lille mikrounivers.

søndag, april 30, 2006

Shane Brox: Lille Bussers Strabadser - eller historien om en grim influenza, der var årsag til, at en lille bussemand blev hjemløs og alene i verden

"Muldvarpen, der ville vide hvem der havde lavet en lort på den hoved" har ikke levet forgæves - jeg glædes over denne trend med fækalt og andet affaldssnask indhold. Lille Bussers historie er sød og velillustreret og slutningen giver et dejligt lille 'eeeew!'-udbrud, som den slags historier skal.

Forfatterens navn kunen godt få en til at tro, at denne bog har en oprindelig engelsk titel, som man bare MÅ vide hvad er. Men desværre, selvom hun han er canadisk født, så er hun han bosiddende i Danmark og dansk er bogens oprindelige sprog. Bugger. Gad ellers godt have den på engelsk. Bare for sjov.

fredag, april 07, 2006

Goethe: Den unge Werthers lidelser

Fantastisk højspændt lille bog! Jeg har ikke truffet Goethe siden gymnasiet og dette var et glædeligt gensyn.
Bogen er superromantisk og sørgelig - men ind i mellem synes jeg at der var tegn på, at Lotte ikke var helt uskyldig og at Werthers himself måske mere var forelsket i det at være forelsket og at historien derfor ikke er så ligetil. Det ville jo nok degradere den kærlighed, som bogen skal beskrive, så jeg er splittet imellem at læse tegnene eller lade være.
Jeg er fristet til at finde Faust frem igen.

torsdag, marts 09, 2006

Diane Duane: Wizard's Holiday

Okay, jeg indrømmer det - jeg har en svaghed for børne- og ungdomsbøger. Som nu f.eks. serien Young Wizards, der er det rene bog-matadormix. Nogen gange er det bare så rart at læse noget der er helt og aldeles ufarligt.
Denne var nummer 6 eller 7 i serien og lige så god som resten - jeg har måske lidt svært ved at tro på at de helt unge læsere gider følge med i de meget filosofiske udredninger om spændingsfeltet mellem godt og ondt, men måske tager jeg fejl. Jeg morer mig mest over de etnocentriske, men meget idealistiske, beskrivelser af alskens aliens og af al den rare techbabble.
Jeg er nem at gøre glad.

søndag, marts 05, 2006

Audrey Niffenegger: The Time Traveler's Wife

Kærlighed og tidsrejser - det er lige up my street. En velskrevet bog, der starter sødt og ender voldsomt. Den er ikke på højde med Willis: To Say Nothing of the Dog, men jeg blev indfanget af det anderledes plot og den dobbelte fortællesteme fungerer overraskende godt. Det plejer ellers ikke at være en øvelse jeg er fan af, da man alt for hurtigt får en favoritfortæller og ikke gider læse de andre. Nogen gange skriger det til himlen af konstruktion, men her virker det naturligt.

Og så er jeg måske aligevel meget godt tilfreds med at jeg ikke kan tidsrejse. Nu mangler vi bare en bog, der kan overbevise mig om at det ikke er ønskværdigt at kunne flyve.