Par får tvillinger. Far giver den handicappede datter væk, uden at moderen ved det. Derefter er resten den rene pure elendighed, pånær for den godhjertede kvinde der tog det handicappede barn til sig. Jeg læsten den færdig for at se om der mon ikke kom et twist til sidst, men det gjorde jeg ikke. Faderen døde bare, fuld af dårlig samvittighed.
Det tog mig mere en et forsøg at få den læst, selvom samlet læsetid var et sted mellem 2 og 3 timer. Enten er den helt vildt sjov eller deprimerende. Juryen er stadig ude.
Den handler om en onanerende mand med stråforkortet intellekt, der tænker på hvor hans næste knald skal komme fra, som en sultende. 99% af de kvinder han møder, om de så er 80-årige hjemløse, er knaldbare. Og han handler på flere af de impulser end et gennemsnitligt menneske. Håber jeg. Det forkrøbler selvsagt en del af hans relationer. På den anden side er han forfriskende drevet af lyst, uden skam.
Yes, yes, 691 siders matadormix-læsning, ren fantasy, men med vægt på karakterudvikling og strategi. Den er nummer to i en serie jeg opdagede ved et tilfælde på Amazon, mens jeg opdagede at jeg ikke havde noget let at kombinere min mere seriøse læsning med. Og ja, så røg den i kurven.
Jeg kan godt lide den, fordi den kræver absolut nul og nix af mig, og fordi den alligevel er så lang og kompleks at jeg umuligt kan regne ud hvad der kommer til at ske. Det er, må jeg indrømme, spændende på en måde jeg ikke ville tro jeg kunne falde for. Ja, guilty pleasure, på samme måde som at spise en hel plade Rittersport med marcipan alene. Eller noget andet sødt og dodgy.
En tyk samling af kortere og længere histrorier af Diana Wynne Jones. Ikke alle lige gode, de virker skitseagtige, men stadig fint til en lille session inden man skal sove. Jeg er så vild med tudsens fjæs på coveret, at jeg har forsøgt i ugevis at gøre den kunsten efter. Den er glad, selvtilfreds og totalt afslappet på en gang. Hvem vil ikke gerne være det?
Yes. En ny bog af min favorit essayist, som her udforsker en genre, der hedder the familiar essay. Som hun beskriver det, lyder det som en form for essay, der er uformelt og personligt. Måske en slags krydsning mellem journalistik og brevskrivning. Blogging, om man vil. Uanset hvad det er, så er det ligeså afslappende læsning som hendes første samling, Ex Libris, som hører blandt mine favorit comfort reads. Jeg kan godt lide kombinationen af hendes tilståelser og god research. Jeg ville formodentlig ikke kunne tyge mig igennem en klassisk artikel om Coleridge eller kunsten at fange sommerfugle, men hos Fadiman er det en fornøjelse. Og så er hun beundringsværdig belæst, og hvis jeg var en mere omhyggelig person, ville jeg lave en lang liste af must-buys mens jeg læser hendes essays. Heldigvis for min økonomi er jeg for doven til den slags. Jeg beder blot til, at jeg kan huske en forfatter eller to til næste gang mit Amazon-misbrug griber mig.
Min paperback-version af Jane Eyre er både fedtet og slidt - og så er den oven i købet købt brugt, hvilket betyder at den sikkert er fuld af andre menneskers krummer. Det må være min genlæsning numer 4 eller 5. Jeg blev nødt til at læse den igen efter Jasper Ffordes: The Eyre Affair, blot for at sikre mig, at jeg fangede alle de litterære jokes.
Og selvom det ikke var første gang Jane Eyre og jeg mødtes, så var det lige så god en oplevelse som altid.
Julematadormixlæsning. Fuld af unge mennesker, der haster rundt på hesteryg og opfører sig utrolig voksent, mens de udtænker komplekse militærstrategier. Deres kærlighedshistorier fylder kun lidt og derfor trækkes de ud i uendelighed. Utrolig afslappende læsning - det er altid dejligt når andre knokler rundt og sveder tran, mens man selv ligger på sofaen og spiser julegodter.
Well, Wynne Jones burde holde sig til ren fantasy og ikke fedte rundt med græsk mytologi, men godt forsøgt.
En lille samling af kortere historier af Diana Wynne Jones, del af et forsøg på en gang for alle at gøre kål på hendes samlede værker. Som er, oh retorisk underspillethed, omfangsrige.
jeg holder meget af Jasper Fforde, der med sine herlige Thursday Next-bøger kombinerede litterær humor med politi-thrilleren. Denne er den første i Nursery Crime Division-serien og selvom den er opfindsom på en Wodehouse-agtig måde, som vitterligt er charmerende, så holder den her serie ikke helt vand.
Nursery Crime Division efterforsker alle mord og seriøs kriminalitet der vedrører figurer i børnerim. Divisionen er nederst i politi-fødekæden, som er mindst ligeså optagede af at få deres løste mordgåder gjort litterære som af rent faktisk at løse dem. Det gør, at der opstår litterær korruption og at enhver større sag meget vel kan blive omskrevet ganske betydeligt af de implicerede for at gøre sig godt ved pressekonferencen. I denne noget bizarre verden skal Jack Spratt opklare mordet på Humpty Dumpty (aka Lille Trille), og ja, så triller det sådan set derfra. Veludført, men ikke med samme elegance som Thursday Next-serien.
1111 sider om middelalder-England. I kid you not. Opfølgeren til Pillars of the Earth. Det var så udmattende at læse den, at jeg ikke har så meget som et ord til den. En ting er sikkert - jeg læser den ikke igen!
En genlæsning af Tom Wolfes superbe college-roman. Det var egentlig min hensigt at låne den ud, men så blev jeg nødt til selv at læse den. Jeg kan ikke stå for de her moderne dannelsesromaner.
Lækkert nyt fra Chrestomanci-serien. Er ved at æde mig igennem Diana Wynne Jones samlede værker. Rapporterer når jeg er igennem.
Mere lovely Chrestomanci. En del af planen om at komme igennem alle bøger af min barndomsfavorit, Diana Wynne Jones.
Det her må være den 5. roman af Coupland jeg har læst (Generation X og Microserfs var før jeg begyndte min boghukommelse), og jeg er ikke træt af ham endnu. Den her handler også om white trash eller det der ligner. og om hvordan to af slagsen får deres liv i gear. Jeg synes han er blevet lidt blød med The Gum Thief - der er håb og venskab hele vejen igennem, det plejer der ikke at være. Selvom der naturligvis er den sædvanlige portion uheld, lidelse og dårlig opvækst.
Denne har ikke meget at byde på i forhold til Daddy Long Legs. Skuffende.
Jeg har de sidste 2 år deltaget i NaNoWriMo, en slags konkurrence, hvor man skriver en roman på 50.000 ord i løbet af november. Chris Baty, der var med til at starte den særegne konkurrence, har skrevet denne bog, som er en overlevelsesguide til at få skrevet de 50.000 ord. Den er skrevet let og sjovt og er fuld af gode råd og anekdoter. Chris Baty har været igennem de 50.000 ord så mange gange, at han virkelig har noget at øse af. Man får næsten lyst til at gå i gang med det samme.
"Gifted" er en fin roman om en indisk pige, der har et usædvanligt talent for tal. Hendes indiske forældre, der forsøger både at falde til og bevare sig selv, i et moderne britisk samfund, presser hende til at få det maksimale ud af det. Klassisk historie, og her er det detaljerne der redder bogen fra at blive forudsigelig. Hendes misbrug af kommenfrø og hendes første gramse-møde med en mand, der ikke helt er på hendes alder. Ikke en bog der efterlader et dybt indtryk.
Mange millioner læsere kan ikke taget fejl? Jo, beklager. Og undskyld til jer, som jeg ved en fejl har givet denne bog i gave.
The Kite Runner er en bog om skyld og om at gøre det godt igen. Og så får den ellers på alle patos-tangenter. Symbolikken er tyk, slutningen gætbar fra halvejs gennem bogen, og det eneste højdepunkt er, da den gennembankede hovedperson af en læge får at vide: 'no fart, no food'. Altså, detaljer som at hovedpersonen flækker læben NØJAGTIG samme sted, som hans afdøde barndomsven havde hareskår, er den slags ting, der sikkert er så meget stranger than fiction at det sker i den virkelige verden, men i den her bog er det bare for tykt.
Heldigvis er den sprogligt nogenlunde hæderlig, og den afghanske setting interessant, så man kan sagtens læse den som en matadormixbog, man skal bare vide at den er kønsneutral chiklit.
Joanna Drangers grafiske roman ligner chicklit på coveret og det er det sådan set også. Men det er fint tegnet og med masser af humor. Den tager kun en halv time at læse, men det er nu rart med lidt tegneserie ind i mellem.
