Marilynne Robinson: Gilead

Gilead har fået både en Pulitzer pris og flere superlativer end der er de fleste bøger beskåret, men jeg fandt desværre sproget for tvunget enkelt, en smule patetisk, og de religiøse og personlige problemstillinger helt uden for mit perspektiv. Og derfor går den sikkert udmærkede historie om fader-søn forholdet i vasken for mig. Og så tog den hundrede år og en blommehøst at læse; jeg kunne ikke finde ud af, om gentagelserne skulle illustrere den gamle mands begyndende senilitet eller om det var en fortælleteknisk trick.

Carole Matthews: The Chocolate Lovers' Club

Denne bog har den indbydende tagline "forget diamonds - chocolate is a girl's best friend", og den fortsætter da også med at nævne alskens chokoladetyper på hver eneste side. De 4 chokoladomaner i bogen har mange problemer, og starter klogt ud med at dulme dem med chokolade. Men snart må der mere hårdslående metoder til og det hele ender naturligvis forudsigeligt godt. De mange chokoladedetaljer er lidt distraherende; dels fordi jeg hele tiden spekulerer over, om jeg mon har noget chokolade på køl, dels fordi det sine steder virker lidt som om forfatteren er fast besluttet på at man aldrig må glemme titlen undervejs.

Jeg fik bogen ind ad døren på en helt almindelig kedelig hverdag, som en sød overraskelse fra en veninde, som udemærket kender min søde tand og deler min interesse for chicklitgenren.

Naomi Novik; His Majesty's Dragon, Throne of Jade & Black Powder War

Jeg troede at disse 3 bøger af Naomi Novik var en trilogi (Temeraire-serien), men efter at have læst den tredje gik det op for mig, at det bliver en af den slags fantasy-serier der bliver ved og ved, indtil hele den verden der er skabt i dem, har fået ny infrastruktur, politisk balance og 5 generationer af rettænkende drager. Så jeg gav op lige dér.

Det lagde ellers udmærket ud (husk, vi er i matadormixgenren her) med en sjov blanding af Napoleonkrigene og talende drager i en strukturfacistisk og traditionel indpakning - sikkert en måde at få flere af hankøn til at læse de nogen gange lidt for romantisk anlagte dragebøger. Der er masser af actionpacked kampscener og en imponerende detaljerigdom i beskrivelserne af, hvor mange mænd med rifler de forskellige dragetyper kan bære. Og det gælder i fantasyromaner som i skiløb; man må aldrig gå ned på udstyr!

Niels Brunse: Ramoth-Bezer

Ramoth-Bezer passer fortrinligt ind i mit håb for dette år, der handler om, at hver anden bog jeg læser skal være på dansk, af en dansker. Jeg kender ikke forfatteren, og så meget desto bedre. Jeg har lånt den af LineP (efter en snak om science fiction?) og det var god læsning. Måske er det fordi jeg har læst så lidt på mit modersmål over de sidste par år, men jeg fik en fornemmelse af, at hele bogen var meget dansk. Jeg ved ikke helt hvad det var der gjorde det - udover sproget, velsagtens - men måske var det beskrivelsen af de små trivialiteter der klang på en særlig måde. Jeg ved det ikke. Måske kommer jeg tættere på når jeg har læst noget mere på dansk.

Bogen handler om en ældre universitetslærer Robert, der invalideret af sin agorafobi, holder sig på matriklen, hvor han går og sørger over en afdød yndlingsstuderende. Deres relation indeholdt noget mere end de fleste lærer-elev forhold, men det er ikke noget der plager Robert meget. Det gør til gengæld et oversat manuskript, som studinen har efterladt ham; det fortæller om en utopisk/dystopisk by, en slags subsamfund, for de gamle og udstødte af verden, de svage og de fortvivlede. Robert er mere optaget af at spekulere over manuskriptets rigtighed, end over om den frihed eller det fængsel som historien beskriver, er det sted han selv befinder sig. Mens han renskriver oversættelsen, løser han dens tråde op og sine egne med.

Jeg tror det jeg bedst kunne lide ved bogen, var dens manglende effektjageri og dens accept af, at nogen gange sker tingene fordi tiden er moden til det, ikke som en nødvendigvis synlig kausalitet. Det lider megen litteratur af; EXPLICIT kausalitet. Vi skal partout have at vide hvilken lille byggeklods der udløste domino-skredet, og vi skal have det vist, så vi kan tro på logikken, uanset om logikken er byget på sunde præmisser (dette er naturligvis en sur sidebemærkning til The Da Vinci Code).

Ernest Hemingway (Ed.:Larry W Phillips) :Ernest Hemingway on Writing

On Writing er en samling citater fra Hemingway himself, enten fra breve eller prosa, der omhandler det at skrive. Her er alt fra de berømte linier om den indbyggede bullshitdetector til mere ømme kærlighedserklæringer til hans håndværk.

Det er ret sjovt, at det har været muligt at sætte denne 140 siders bog sammen, da han flere steder explicit gør opmærksom på, at han mener at det er bad luck at skrive om skrivning, og om de bøger han arbejder på i særdeleshed, og han beder endvidere om, at ingen af hans private breve må blive publiseret efter hans død. Men er man berømt nok, så overrider offentlighedens behov åbenbart den slags ønsker. Husk det, kære venner.

Jeg tror ikke det er meningen at bøgen skal være en how-to for unge håbefulde forfattere, men det er alligevel muligt at kondensere en håndfuld gode råd. Det ville dog være synd at liste dem her, da de gør sig så meget bedre ved hans hånd. Læs den, og snyd ikke dig selv for den lette panik man føler, når han opremser hvilke bøger man bør have læst førned man er klar til selv at gå i gang med at skrive. Heldigvis er det overordnede indtryk inspirerende, ikke afskrækkende.

Lene Kaaberbøl: Skammerens Datter

Begejsterede fans har anbefalet mig mere af Lene Kaaberbøl, så jeg kastede mig ud i Skammer-serien (foreløbig 4 bind), men jeg synes desværre bedre om Skyggeporten. Historien er sammenhængende, men lidt for enkel for min smag. Nu er det jo også en børnebog, men Harry Potter-serien holder sig jo ikke tilbage af den grund. Der er lidt for lidt af det, der suger en ind i historien her.

Herman Bang: Haabløse Slægter

Ung mand, den eneste tilbage af hankøn i en gammel slægt, forsøger sig som skuespiller, fejler og tager sit eget liv. Undervejs har han et par affærer, fortrinsvis med ældre kvinder, og bruger en hel del tid på divanseren med at forstille sig sin fremtid. Klassisk teen-drama? Nej, dansk klassiker.

Haabløse Slægter er et udslag af den øvelse, der hedder 'andre menneskers bøger'. Det er det man gør, når man er på besøg hos nogen og går i deres bogreol, for derefter at være tabt for al samtale. Mine forældres bogreol troede jeg ellers jeg havde været igennem, men heldigvis er de selv flittige læsere og ind i mellem dukker der bøger op fra deres ungdom, som jeg ikke har set før. Som nu denne. Denne meget deprimerende bog.

Der er meget jeg ikke helt forstår ved den; som sådan er den jo en af mange fra den tid, de tunge beskrivelser af bristede håb og ambitioner (i dag laver den slags unge mænd indie-musik og turnerer verden med deres guitar og deres sorte hår, der helst skal gå ned over øjnene), og ikke ulig mange andre, er den også tung af hovedpersonens melodramatiske livssyn. Var de bare sådan dengang, eller er det stilen?
Bogen virker også lidt ufærdig, men den blev også skrevet under pres af en ung Bang, der hele tiden var syg og/eller i pengenød. Men hvad sker der med al den brug af '...'? Jeg synes jeg har set det før i romaner fra den tid, men det er først nu, at det pludselig irriterer mig.

Erling Jepsen: Frygtelig lykkelig

Synkende køer og stigende lig - der er drama i det sønderjyske. Og enhver dækker over sin næste, så længe det er i eget bedste. Og en lille smule i fællesskabets.

Frygtelig Lykkelig handler om den mindrebegavede betjent Robert Hansen (er navnet mon en tilfældighed?) der bliver tvangsudstationeret til Højer, hvor han skal forsøge at finde ud af, hvordan man bedriver politiarbejde efter bogen i et samfund, hvor de uskrevne regler overtrumfer alt andet. Jeg tror ikke jeg afslører for meget når jeg siger, at det ikke lykkes.

Bogen er virkelig morsomt og godt skrevet, selvom Robert Hansens infantile refleksioner nogen gange er lidt for meget. Hans be-øllede, invalide mor er en genistreg, og det er sort den måde Robert bliver afstumpet og fornægter fakta, til trods for hans naivitet og indgroede tro på ret, rimelighed og det gode i mennesket.

Jo mere jeg tænker over det, jo mere skræmmende finder jeg bogen. Sønder-gys.

Per Petterson: Ud og stjæle heste

Jeg elsker bøger med nordisk lys. Og vand. Og skov. Men uden myg.

'Ud og stjæle heste' minder lidt om Ekman, bare uden antydningerne af magisk realisme, men med samme look-and-feel af det krasse og kontante. Bogen åbner med en gammel mand og havet søen, hvor han lever med sin vævre hund Lyra i et faldefærdigt hus. I lange tilbageblik fortæller han om sommeren 1948, der for ham var skelsættende i forholdet til faderen. Plottet er i virkeligheden fuldt af dramatik, men det er fortalt så afdæmpet og enkelt, at det næsten er finsk.

Det eneste jeg undrer mig over er, at de har valgt en så grim skrifttype til forsiden, jeg troede at det var den mest forhadte i hele Office-pakken, fordi den er pseudo-formskrift på kikset vis. Men måske er den nået til at være retro nu.

Anne Fadiman: Ex Libris

Jeg ved ikke længere hvor mange gange jeg har læst Ex Libris, men den er nu engang mit bedste comfort read - bedre end at se BBC-versionen af Pride & Prejudice, bedre end en æske Summerbird flødeboller. Og så er den en så udmærket place holder for min opmærksomhed, mens jeg forsøger at finde ud af hvad jeg nu skal læse. Jeg har foran mig den nye Pynchon (Against the Day), der er Michael Chabons The Amazing Adventures of Kavalier & Clay og jeg er 30 sider inde i Kiran Desai The Inheritance of Loss, 130 sider inde i Lars Saabye Christensens Halvbroderen, en novelle inde i Susanna Clarkes smukt forarbejdede The Ladies of Grace Adieu og Mary Webbs Precious Bane har jeg på forhånd opgivet efter 4 siders overvældende panteisme.

Jeg har ikke brug for flere bøger, jeg har brug for en læse-terapeut.

Sarah Waters: The Night Watch

Jeg blev aldrig færdig med Sarah Waters' Fingersmith, til trods for, at jeg synes den var ganske udmærket. Jeg synes generelt hendes bøger er lidt lange i forhold til hendes historier - en bogs længde er relativ og jeg elsker generelt tykke bøger. Men Waters - trækker den lidt for langt. Når det er sagt, så er The Night Watch mere end læseværdig.

Bogen følger 6 personer i sæt af flashbacks over WW2 (det seneste sæt flashbacks først, og så fremdeles bagud i tid), der alle er optaget af ukonventionelle sexuelle og personlige relationer med vekslende held. Men det er ikke så meget deres personlige situation, som det er krigstidens London og interaktionsbeskrivelserne, der virkelig fænger.

Lawrence Norfolk: Lemprières ordbog

Lemprières ordbog er endnu en genlæsning, og modsat min første læsning som var hårdt arbejde for en mystificeret læser, så tog jeg det mere roligt denne gang. Norfolk minder meget om Pynchon i det at han antager læserens fortrolighed med klassisk mythologi, historie og mindst 3 klassiske sprog. Da jeg læste den første gang, var det med Ovids Forvandlinger til hjælp. Denne gang erkender jeg blot, at jeg ikke kan følge blot halvdelen af referencerne til dørs og nøjes med at nyde den fantasifulde konstruktion og sproget (jeg læste den på dansk, dog), og lod mig drille af Norfolk, som tydeligvis ikke synes at man skal have det for nemt.

Plottet er komplekst, men der er mord og intrige, business og følelse, og en bebrillet nørd, der snubler sig igennem eventyret.

Robin Hobb: Assasin's Apprentice

November måned er en genlæsningens måned - jeg skrev på den såkaldte "bog", og kunne derfor ikke overkomme andet end gamle venner. Robin Hobb laver herlige matadormixbøger, hvis største kvaliteter er ufarlig detaljerigdom, velkendte fantasy-elementer og et plot, som er muligt at følge med delt opmærksomhed. Jeg elsker virkelig denne serie, som tæller hele 6 sammenhængende bind fra denne, som er nr. 1 i Farseer-trilogien, der følges op af Tawny Man-trilogien.

Truman Capote: Summer Crossing

Jeg har ikke læst Capote før. Summer Crossing er en af hans første og blev publiceret posthumt - skitsen til den blev fundet mellem en masse efterladte papirer.

Det er en meget enkel historie om en ung rigmandsdatter, der i efterkrigstidens NY er alene hjemme en sommer mens forældrene er i Europa. Hun har en affære med en mand fra arbejderklassen, først som en slags oprør, men senere bliver det seriøst. Deres fælles umodenhed får mange konsekvenser. Bogen er enkelt og krast skrevet, og noget tyder på at den ikke helt er genemtænkt. Ihvertfald bliver man i tvivl om dybden i deres relation - hvilket ved nærmere eftertanken sagtens kan være en pointe i sig selv.
Under alle omstændigheder er det ikke den sidste Capote-bog jeg læser.

Jesper Ejsing: Jarvis - Troldmandens lærling

Bogen om Jarvis er godt nok skrevet til børn, men det holdt mig nu ikke tilbage. Fantasybøger til børn er ofte nogen af de bedste - voksen-fantasy prøver nogen gange at iklæde sig lidt for meget tyngde, som f.eks. Susanna Clarkes Jonathan Strange and Mr. Norrell (der nu alt i alt var rimelig vellykket).
Plottet i denne roman er udmærket og har faktisk potentiale til at udvikle sig til mere end det egentlig gør. Forfatteren er en god historiefortæller, men desværre lider hans bog af et par logiske og sproglige fejl. Universet er et af de klassiske, hvor nogle få heldige har den magiske evne, der så skal udvikles - men det kommer aldrig meget klart frem, hvad det er, de skal bruge magien til og hvad deres rolle er, selvom det er nævnt, at troldmænd er magtfulde lensherrer. Så magi er et magtredskab? Slutningen virker også umotiveret, men ingen detaljer her, da det ville spolere bogen for andre.
Nogle sproglige fejl og deciderede slåfejl irriterer mig også voldsomt, selvom jeg ellers er ret tolerant overfor alternativt sprogbrug - det her ligner dog ikke kreativitet, men sjusk.

Overordnet set var historien om Jarvis ikke helt spild af tid og den vil helt sikkert være en god bog at give en eventyrlysten pre-teen-knægt. Jeg ville bare ønske at der havde været lagt mere tid i at stramme handlingen op - og rette de stavefejl!

Lene Kaaberbøl: Skyggeporten

Jeg havde godt hørt at hende Kaaberbøl-damen var den danske dronning af fantasy, men jeg må med skam inddrømme, at denne er den første af hendes jeg har læst. Den er helt ny og udenfor serien, som hun blev kendt for (Skammerens Datter).

Den minder mig en del om Dragonfly, som jeg læste i sommer, hvor der også er en nat-version af den verden vi kender, eller man kan måske mere kalde det en kælderversion. Denne er bedre skrevet end Dragonfly og bedre disponeret - jeg tror den vil gøre det virkelig godt som oplæsningsbog.

Bogen er vel i børne/ungdomssegmentet og når da også hele vejen rundt om mobning, sorg, fremmedhed, kærlighed, mod og fantasien. Den politisk korrekte figur Aian er okay, men opleves netop som sådan - politisk korrekt. Var bogen skrevet i et andet årti, havde han været neger.

Dai Sijie: Balzac and the Little Chinese Seamstress

En lille bog om de yderligheder man vil gå til, hvis man bliver nægtet bøger. To kinesiske drenge bliver sendt på re-education ude på et kinesisk øde-bjerg i en tid, hvor alle andre bøger end Maos Lille Røde og videnskabelige værker er bandlyst. Her lever de under kummerlige vilkår og det ser sort ud, indtil en dreng i en af nabobyerne viser sig at have en skjult kuffert fuld af vestlige klassikere. Drengenes første læsninger af Balzac er bogens 170 sider værd.

Anne Fadiman (Ed.): Rereadings: Seventeen Writers Revisit Books They Love

Hvorfor kan folk ikke bare holde sig fra højtravende analyse, når det angår bøger de elsker eller har elsket en gang? Denne bog er alt for ujævn til at jeg virkelig kan holde af den, hvilket er ærgerligt, for der er ellers nogen virkelige guldkorn i mellem.

De fleste af skribenterne løser opgaven med en genlæsning, som jeg gerne så den løst - nemlig med et personligt perspektiv - og det kommer der sjove, rørende og interessante essays ud af. Desværre forfalder nogen af dem til at give deres ungdoms kærlighed en tur igennem rationalitetsmaskinen, og selvom det sikkert er klogt på andre af livets områder, så er der ingen grund til at pille en læsning helt i stykker. Det er vel ikke nogen hemmelighed, at enhver genlæsning er ny og at bogen - medmindre den er meget dårlig - altid byder på noget nyt, under indflydelse af den situation dens læser er i.

Under alle omstændigheder er den værd at læse og det kan da også godt være at jeg læser den igen (!), når jeg er holdt op med at være irriteret. Indtil videre har et par af skribenterne dog anbefalet mig nogle forfattere, som jeg må prøve.

Colette: The Innocent Libertine

Det går mærkeligt med min læsning for tiden - jeg er ved at læse Rereadings, og de mange bøger der nævnes, får mig ud på vildspor, allesammen på en gang. Jeg tror for første gang i lang tid, at jeg er i gang med for mange bøger på en gang.

Denne var hurtigt læst og smukt og præcist skrevet. Det er historien om en ung parisisk romantiker, pigen Minne, der leder efter foreningen af kærlighed og sex, men leder alle andre steder end hos sig selv. Klassisk selv-kærlighedshistorie, men fortalt utrolig lækkert og uden den store ordflom. Beskrivelserne af teenage-spillet er rørende. Bogen kunne være endt både med og uden happy-ending og stadig være vellykket.

Jeg fandt den hos Atheneum ved et lykketræf og den havde stået der så længe, at ryggen var gulnet og prisen sluttede på 50 ører. Det er ellers ikke en boghandel jeg frekventerer ofte, hvilket er en skam, da udvalget er godt, men opbygningen forvirrer mig lidt. Politikens Boghal, hvor jeg var i dag, er anderledes nem at overskue, men ikke nær så hyggelig. De har nu fået en rød sofa, men det er ikke nok til at gøre den et 'home away from home', som ellers er det jeg kunne ønske mig af min favorit-bogdealer. Selvom jeg handler meget på Amazon, så elsker jeg stadig at ose, det er næsten lige så godt som at læse.

Malcolm Gladwell: blink

Jeg elsker populærvidenskabelige bøger - de er altid fulde af gode eksempler, som man kan underholde med til middagsselskaber mange år fremover (forudsat, naturligvis, at man primært spiser middag med folk der ikke gider læse opdager hypebooks). Denne var ikke nogen undtagelse - læs en god anmeldelse af den her, det er søndag og jeg er for doven til at skrive en selv. Og jeg er lige gået i gang med Anne Fadimans Rereadings, som tager al min opmærksomhed.