Bloggen holder flyttedag

Jeg flytter nu denne bog væk fra blogger.com, over på wordpress og også over på en ny adresse: emme.dk/bogblog.

Der er også et nyt feed: http://www.emme.dk/bogblog/feed/

Håber at vi ses.

Dodie Smith: I Capture the Castle

Bogen minder en hel del om Cold Comfort Farm, men uden at være eksplicit morsom. Faktisk var jeg lidt skuffet over at denne ikke var mere seriøs, jeg havde ikke forventet den her mellemting.
Historien er naturligvis klassisk: en familie af fattige særlinge med grydeklare døtre søger mænd at gifte sig med. Stort drama mens den ældste tager ansvaret på sig og den yngste fjoller rundt og prøver at lade som om hun stadig er et barn. Det der gør forskellen her, er fortællerens tone, der er godt og skarpt skrevet.
Forfatteren, Dodie Smith, er også kvinden bag 101 Dalmatinere, så måske er det ikke så mærkeligt at den her såkaldte klassiker minder mere om en børnebog end noget som helst andet.

Mercedes Lackey: Alta

Mere farverig, ordrig drageromance. Nu er hovedpersonen igennem de mest prøvende lidelser og har allerede lidt heltestatus, så jeg ved ikke rigtig om jeg gider læse de to sidste i serien.

Trudi Canavan: Last of the Wilds

Se mere længere nede. Det er bind to i mere-af-samme-skuffe serien. Den her har dog nogle ret gode flyvescener, og maden lader også til at være ret god, selvom der er lidt for meget rå fisk.

Mercedes Lackey: Joust

Jeg har flere gange kigget på Mercedes Lackey henne i Fantask, men besluttet at så dybt ville jeg alligevel ikke synke i min trang til ny fantasy. Men nu er jeg i gang. Damen har jo produceret bunker af bøger - hvilket ikke er så svært, når alle ens bøger har et enkelt plot og alt, alt for mange ord. Og er hypermoralske. Suk. Men jeg har jo brug for mit matadormix, når der ikke er noget ordentligt at få.
(Forslag modtages!)
Handlingen er simpelthen for corny til at sætte i ord, men her er masser af lidelser og dragekærlighed at få, hvis man er til den slags. Og ja, det er jeg. Måske holder jeg en dag op med at skamme mig.

Trudi Canavan: Priestess of the White

Jeg havde ret meget fornøjelse af Canavans første serie, Black Magician Trilogy, så jeg blev glad da jeg så han hun var begyndt på en ny. Men da jeg første gang forsøgte at læse den, blev jeg fælt skuffet. Jeg foretrækker min fantasy som coming-of-age og som hårdt slid for hovedpersonerne inden det bliver rigtig godt. Men her går der ikke mange sider før hovedpersonen er nr. 3 af gudernes 5 udvalgte og hun skal bare valse rundt og løse problemer med hendes kæmpekræfter. Ved andet forsøg fandt jeg dog at der var suspense nok til at komme igennem hele romanen (eller også var jeg bare et tørt sted bogmæssigt), men det er stadig ikke lige så godt som den første trilogi.

Kathleen Tessaro: The Flirt

Ja, det er ligeså corny som du tror det er.

Anne McCaffrey & Todd McCaffrey: Dragon's fire

Bog nummer 3 milliarder millioner i den endeløse serie om Pern, deres drager og deres Storm P-agtige indbyggere. Nu kan den her fantasy-serie snart ikke trække mere, selvom det er blevt lidt bedre igen efter at hendes søn Todd er kommet til i skriveprocessen. De skriver bøgerne sammen nu og hans interesse for det ingeniørmæssige spiffer faktisk bøgerne lidt op.

Kim Edwards: The Memory Keeper's Daughter (med spoilers)

Par får tvillinger. Far giver den handicappede datter væk, uden at moderen ved det. Derefter er resten den rene pure elendighed, pånær for den godhjertede kvinde der tog det handicappede barn til sig. Jeg læsten den færdig for at se om der mon ikke kom et twist til sidst, men det gjorde jeg ikke. Faderen døde bare, fuld af dårlig samvittighed.

Chad Kultgen: Average American Male

Det tog mig mere en et forsøg at få den læst, selvom samlet læsetid var et sted mellem 2 og 3 timer. Enten er den helt vildt sjov eller deprimerende. Juryen er stadig ude.

Den handler om en onanerende mand med stråforkortet intellekt, der tænker på hvor hans næste knald skal komme fra, som en sultende. 99% af de kvinder han møder, om de så er 80-årige hjemløse, er knaldbare. Og han handler på flere af de impulser end et gennemsnitligt menneske. Håber jeg. Det forkrøbler selvsagt en del af hans relationer. På den anden side er han forfriskende drevet af lyst, uden skam.

Sherwood Smith: The Fox

Yes, yes, 691 siders matadormix-læsning, ren fantasy, men med vægt på karakterudvikling og strategi. Den er nummer to i en serie jeg opdagede ved et tilfælde på Amazon, mens jeg opdagede at jeg ikke havde noget let at kombinere min mere seriøse læsning med. Og ja, så røg den i kurven.

Jeg kan godt lide den, fordi den kræver absolut nul og nix af mig, og fordi den alligevel er så lang og kompleks at jeg umuligt kan regne ud hvad der kommer til at ske. Det er, må jeg indrømme, spændende på en måde jeg ikke ville tro jeg kunne falde for. Ja, guilty pleasure, på samme måde som at spise en hel plade Rittersport med marcipan alene. Eller noget andet sødt og dodgy.

Diana Wynne Jones: Unexpected magic

En tyk samling af kortere og længere histrorier af Diana Wynne Jones. Ikke alle lige gode, de virker skitseagtige, men stadig fint til en lille session inden man skal sove. Jeg er så vild med tudsens fjæs på coveret, at jeg har forsøgt i ugevis at gøre den kunsten efter. Den er glad, selvtilfreds og totalt afslappet på en gang. Hvem vil ikke gerne være det?

Anne Fadiman: At Large And At Small - Confessions of a Literary Hedonist

Yes. En ny bog af min favorit essayist, som her udforsker en genre, der hedder the familiar essay. Som hun beskriver det, lyder det som en form for essay, der er uformelt og personligt. Måske en slags krydsning mellem journalistik og brevskrivning. Blogging, om man vil. Uanset hvad det er, så er det ligeså afslappende læsning som hendes første samling, Ex Libris, som hører blandt mine favorit comfort reads. Jeg kan godt lide kombinationen af hendes tilståelser og god research. Jeg ville formodentlig ikke kunne tyge mig igennem en klassisk artikel om Coleridge eller kunsten at fange sommerfugle, men hos Fadiman er det en fornøjelse. Og så er hun beundringsværdig belæst, og hvis jeg var en mere omhyggelig person, ville jeg lave en lang liste af must-buys mens jeg læser hendes essays. Heldigvis for min økonomi er jeg for doven til den slags. Jeg beder blot til, at jeg kan huske en forfatter eller to til næste gang mit Amazon-misbrug griber mig.

Charlotte Brontë: Jane Eyre

Min paperback-version af Jane Eyre er både fedtet og slidt - og så er den oven i købet købt brugt, hvilket betyder at den sikkert er fuld af andre menneskers krummer. Det må være min genlæsning numer 4 eller 5. Jeg blev nødt til at læse den igen efter Jasper Ffordes: The Eyre Affair, blot for at sikre mig, at jeg fangede alle de litterære jokes.

Og selvom det ikke var første gang Jane Eyre og jeg mødtes, så var det lige så god en oplevelse som altid.

Sherwood Smith: Inda

Julematadormixlæsning. Fuld af unge mennesker, der haster rundt på hesteryg og opfører sig utrolig voksent, mens de udtænker komplekse militærstrategier. Deres kærlighedshistorier fylder kun lidt og derfor trækkes de ud i uendelighed. Utrolig afslappende læsning - det er altid dejligt når andre knokler rundt og sveder tran, mens man selv ligger på sofaen og spiser julegodter.

Diana Wynne Jones: The Game

Well, Wynne Jones burde holde sig til ren fantasy og ikke fedte rundt med græsk mytologi, men godt forsøgt.

Diana Wynne Jones: Mixed Magics

En lille samling af kortere historier af Diana Wynne Jones, del af et forsøg på en gang for alle at gøre kål på hendes samlede værker. Som er, oh retorisk underspillethed, omfangsrige.

Jasper Fforde: The Big Over Easy

jeg holder meget af Jasper Fforde, der med sine herlige Thursday Next-bøger kombinerede litterær humor med politi-thrilleren. Denne er den første i Nursery Crime Division-serien og selvom den er opfindsom på en Wodehouse-agtig måde, som vitterligt er charmerende, så holder den her serie ikke helt vand.

Nursery Crime Division efterforsker alle mord og seriøs kriminalitet der vedrører figurer i børnerim. Divisionen er nederst i politi-fødekæden, som er mindst ligeså optagede af at få deres løste mordgåder gjort litterære som af rent faktisk at løse dem. Det gør, at der opstår litterær korruption og at enhver større sag meget vel kan blive omskrevet ganske betydeligt af de implicerede for at gøre sig godt ved pressekonferencen. I denne noget bizarre verden skal Jack Spratt opklare mordet på Humpty Dumpty (aka Lille Trille), og ja, så triller det sådan set derfra. Veludført, men ikke med samme elegance som Thursday Next-serien.

Ken Follet: World Without End

1111 sider om middelalder-England. I kid you not. Opfølgeren til Pillars of the Earth. Det var så udmattende at læse den, at jeg ikke har så meget som et ord til den. En ting er sikkert - jeg læser den ikke igen!

Tom Wolfe: I am Charlotte Simmons

En genlæsning af Tom Wolfes superbe college-roman. Det var egentlig min hensigt at låne den ud, men så blev jeg nødt til selv at læse den. Jeg kan ikke stå for de her moderne dannelsesromaner.

Diana Wynne Jones: Conrad´s Fate

Lækkert nyt fra Chrestomanci-serien. Er ved at æde mig igennem Diana Wynne Jones samlede værker. Rapporterer når jeg er igennem.

Diana Wynne Jones: The Pinhoe Egg

Mere lovely Chrestomanci. En del af planen om at komme igennem alle bøger af min barndomsfavorit, Diana Wynne Jones.

Douglas Coupland: The Gum Thief

Det her må være den 5. roman af Coupland jeg har læst (Generation X og Microserfs var før jeg begyndte min boghukommelse), og jeg er ikke træt af ham endnu. Den her handler også om white trash eller det der ligner. og om hvordan to af slagsen får deres liv i gear. Jeg synes han er blevet lidt blød med The Gum Thief - der er håb og venskab hele vejen igennem, det plejer der ikke at være. Selvom der naturligvis er den sædvanlige portion uheld, lidelse og dårlig opvækst.

Jean Webster: When Patty Went To College

Denne har ikke meget at byde på i forhold til Daddy Long Legs. Skuffende.

Chris Baty: No Plot? No Problem!

Jeg har de sidste 2 år deltaget i NaNoWriMo, en slags konkurrence, hvor man skriver en roman på 50.000 ord i løbet af november. Chris Baty, der var med til at starte den særegne konkurrence, har skrevet denne bog, som er en overlevelsesguide til at få skrevet de 50.000 ord. Den er skrevet let og sjovt og er fuld af gode råd og anekdoter. Chris Baty har været igennem de 50.000 ord så mange gange, at han virkelig har noget at øse af. Man får næsten lyst til at gå i gang med det samme.

Nikita Lalwani: Gifted

"Gifted" er en fin roman om en indisk pige, der har et usædvanligt talent for tal. Hendes indiske forældre, der forsøger både at falde til og bevare sig selv, i et moderne britisk samfund, presser hende til at få det maksimale ud af det. Klassisk historie, og her er det detaljerne der redder bogen fra at blive forudsigelig. Hendes misbrug af kommenfrø og hendes første gramse-møde med en mand, der ikke helt er på hendes alder. Ikke en bog der efterlader et dybt indtryk.

Khaled Hosseini: The Kite Runner

Mange millioner læsere kan ikke taget fejl? Jo, beklager. Og undskyld til jer, som jeg ved en fejl har givet denne bog i gave.

The Kite Runner er en bog om skyld og om at gøre det godt igen. Og så får den ellers på alle patos-tangenter. Symbolikken er tyk, slutningen gætbar fra halvejs gennem bogen, og det eneste højdepunkt er, da den gennembankede hovedperson af en læge får at vide: 'no fart, no food'. Altså, detaljer som at hovedpersonen flækker læben NØJAGTIG samme sted, som hans afdøde barndomsven havde hareskår, er den slags ting, der sikkert er så meget stranger than fiction at det sker i den virkelige verden, men i den her bog er det bare for tykt.

Heldigvis er den sprogligt nogenlunde hæderlig, og den afghanske setting interessant, så man kan sagtens læse den som en matadormixbog, man skal bare vide at den er kønsneutral chiklit.

Joanna Rubin Dranger: Frk. Mærkværdig og Karrieren

Joanna Drangers grafiske roman ligner chicklit på coveret og det er det sådan set også. Men det er fint tegnet og med masser af humor. Den tager kun en halv time at læse, men det er nu rart med lidt tegneserie ind i mellem.

Thomas Geuken og Gitte Larsen: All Dressed Up

All Dressed Up er den nyeste bog fra Instituttet for Fremtidsforskning og handler om businessrationaler, medier og forbrug. Den forsøger at gøre op med den lede profitmaksimering og leverer et dejlig skud for boven til traditionel branding. Det er en velskrevet debatbog, der giver max på hippie - den tør rent faktisk føre sin egen idé til enden. Hovedpointen er, at vækst ikke kan blive ved og at der vil komme noget andet i stedet for, som er båret af værdier som glæden ved at gøre en forskel for verden. Et værdigt projekt.

Jeg tror de har ret i en del af pointerne, men jeg tror, at der er en modsat retning, som vil gøre at virksomheder står ved deres profit-rationale og ikke længere får brug for at sugarcoate det. Men lad os nu se.

Bogen slutter med 7 scenarier for, hvor virksomheder kan tage hen - metaforisk - og de er bogens svaghed. De er simpelthen ikke vilde og inspirerende nok. Jeg ved godt, at IFF beskæftiger sig med megatrends, som er den slags trends vi allerede er i, men det er ikke nogen undskyldning for, ikke at give den gas.

Jean Webster: Daddy Long Legs (m. spoiler)

Websters Daddy Long Legs er den første bog jeg har læst i sin helhed på DailyLit. Jeg har tidligere læst et par halve klassikere via RSS eller email, men den her læste jeg på sitet, liggende på ryggen i sengen med mim computer på maven. En okay oplevelse, måske kun tålelig, fordi bogen ikke er ret lang. Læsetiden var ca. 4 timer og var delt op på 50 'sider' (223 sider i trykt form), så man skulle scrolle 3-4 gange på hver side.

Bogen er en børneklassiker i den opbyggelige genre, men med et twist. Publiceret første gang i 1912, var den kvindelige heltindes jokes om stemmeret mere alvorlige end sjove, som de er nu i retrospekt, og det samme gælder heltindens tanker om børnehjem.

Udover det er grundhistorien nærmest Cartlandsk; 17-årig forældreløs får sponsoreret college af anonym sugardaddy og skal love at skrive ham et brev om måneden de 4 år hun går der. Bogen består at hendes breve til ham (som hun kalder Daddy Long Legs, da hun ikke må vide hans rigtige navn), og som nutidig læser er de bogen styrke, da de er skrevet uhyre enkelt og virkelig morsomt. Under sin tid på college lærer hun forskellige mennesker at kende, herunder en Mr. Pendleton, en fjern onkel til en klassekammerat, som hun hurtigt kommer til at holde af. Det ender selvfølgelig med at hun finder ud af af Mr. Pendleton er den anonyme sugardaddy og han frier til hende. Altsammen med klassiske forviklinger - og naturligvis ved man fra kapitel 2, at det bliver Mr. Sugardaddy og intelligent/sød forældreløs, der skal leve lykkeligt til deres dages ende.

Det lyder måske som en ækel roman, men det er en virkelig vellykket og skarp udførsel af en cutesy historie. Jeg tænker at jeg bliver nødt til at læse efterfølgeren, Dear Enemy, som man kan læse gratis på Gutenberg Project.

Diana Wynne Jones: The Witches of Caprona + Witch Week

Diana Wynne Jones er stadig et af mine favorit comfort reads. Denne indeholder to af bøgerne fra Chrestomanci-universet, de to dårligste, men stadig gode nok til underholdning. The Witches of Caprona er ikke så god som de andre, fordi det italienske univers den udspiller sig i, er lidt for forceret. Men i begge bøgerne er evnen til magi den samme søde dannelsesrejse, som den er i Harry Potter-bøgerne. Og det er det samme sexløse univers, hvor begær og lyst udelukkende er platonisk og romatisk, og de problemer, som heltene skal løse, er så sort/hvide, at man aldrig kan tvivle på udfaldet. Sort/hvid er rart at læse, når man lever i en kompleks verden.

Diana Wynne Jones: Charmed Life + The Lives of Christopher Chant

Jeg læste disse to første gang i 7. klasse og det var min indgang til fantasy. De er stadig ligeså gode som den gang og Wynne Jones sproglige overskud overlever de vel 4-5 genlæsninger. Jeg griner stadig.

Marilyn French: The Women's Room

Frenchs roman tog mig en krig at komme igennem; ikke fordi den var kedelig, den var bare tung. Ikke sprogligt, men indholdsmæssigt.

Bogen følger en gruppe kvinder, der realiserer sig selv i 50'erne og 60'ernes USA. De har forskellig baggrund og forskellige holdninger til det kvindeundertrykkende i deres kultur, som har gjort nogle af dem til rasende feminister. Understrømmen er, at det er ikke mændenes skyld (de er jo bare lidt svage), men det er kvindernes egen skyld at de aldrig ritig kommer til at føle sig lige med mændende. Samtidig bliver det klassisk feminine også en umulighed for dem i et kønsligt catch-22.

Romanens egentlige styrke er de detaljerede fortællinger om kvinderne, for hendes teori om at mændens kulturelle magt er baseret udelukkende på magt og kontrol er så godt som umulig at få ned.

Til tider utrolig deprimerende læsning, men bestemt det hele værd. Jeg havde min feministforfatterperiode for mange år siden og troede jeg var igennem alle klassikerne, men den her må bestemt være på kanonen også.