Khaled Hosseini: The Kite Runner

Mange millioner læsere kan ikke taget fejl? Jo, beklager. Og undskyld til jer, som jeg ved en fejl har givet denne bog i gave.

The Kite Runner er en bog om skyld og om at gøre det godt igen. Og så får den ellers på alle patos-tangenter. Symbolikken er tyk, slutningen gætbar fra halvejs gennem bogen, og det eneste højdepunkt er, da den gennembankede hovedperson af en læge får at vide: 'no fart, no food'. Altså, detaljer som at hovedpersonen flækker læben NØJAGTIG samme sted, som hans afdøde barndomsven havde hareskår, er den slags ting, der sikkert er så meget stranger than fiction at det sker i den virkelige verden, men i den her bog er det bare for tykt.

Heldigvis er den sprogligt nogenlunde hæderlig, og den afghanske setting interessant, så man kan sagtens læse den som en matadormixbog, man skal bare vide at den er kønsneutral chiklit.

Joanna Rubin Dranger: Frk. Mærkværdig og Karrieren

Joanna Drangers grafiske roman ligner chicklit på coveret og det er det sådan set også. Men det er fint tegnet og med masser af humor. Den tager kun en halv time at læse, men det er nu rart med lidt tegneserie ind i mellem.

Thomas Geuken og Gitte Larsen: All Dressed Up

All Dressed Up er den nyeste bog fra Instituttet for Fremtidsforskning og handler om businessrationaler, medier og forbrug. Den forsøger at gøre op med den lede profitmaksimering og leverer et dejlig skud for boven til traditionel branding. Det er en velskrevet debatbog, der giver max på hippie - den tør rent faktisk føre sin egen idé til enden. Hovedpointen er, at vækst ikke kan blive ved og at der vil komme noget andet i stedet for, som er båret af værdier som glæden ved at gøre en forskel for verden. Et værdigt projekt.

Jeg tror de har ret i en del af pointerne, men jeg tror, at der er en modsat retning, som vil gøre at virksomheder står ved deres profit-rationale og ikke længere får brug for at sugarcoate det. Men lad os nu se.

Bogen slutter med 7 scenarier for, hvor virksomheder kan tage hen - metaforisk - og de er bogens svaghed. De er simpelthen ikke vilde og inspirerende nok. Jeg ved godt, at IFF beskæftiger sig med megatrends, som er den slags trends vi allerede er i, men det er ikke nogen undskyldning for, ikke at give den gas.

Jean Webster: Daddy Long Legs (m. spoiler)

Websters Daddy Long Legs er den første bog jeg har læst i sin helhed på DailyLit. Jeg har tidligere læst et par halve klassikere via RSS eller email, men den her læste jeg på sitet, liggende på ryggen i sengen med mim computer på maven. En okay oplevelse, måske kun tålelig, fordi bogen ikke er ret lang. Læsetiden var ca. 4 timer og var delt op på 50 'sider' (223 sider i trykt form), så man skulle scrolle 3-4 gange på hver side.

Bogen er en børneklassiker i den opbyggelige genre, men med et twist. Publiceret første gang i 1912, var den kvindelige heltindes jokes om stemmeret mere alvorlige end sjove, som de er nu i retrospekt, og det samme gælder heltindens tanker om børnehjem.

Udover det er grundhistorien nærmest Cartlandsk; 17-årig forældreløs får sponsoreret college af anonym sugardaddy og skal love at skrive ham et brev om måneden de 4 år hun går der. Bogen består at hendes breve til ham (som hun kalder Daddy Long Legs, da hun ikke må vide hans rigtige navn), og som nutidig læser er de bogen styrke, da de er skrevet uhyre enkelt og virkelig morsomt. Under sin tid på college lærer hun forskellige mennesker at kende, herunder en Mr. Pendleton, en fjern onkel til en klassekammerat, som hun hurtigt kommer til at holde af. Det ender selvfølgelig med at hun finder ud af af Mr. Pendleton er den anonyme sugardaddy og han frier til hende. Altsammen med klassiske forviklinger - og naturligvis ved man fra kapitel 2, at det bliver Mr. Sugardaddy og intelligent/sød forældreløs, der skal leve lykkeligt til deres dages ende.

Det lyder måske som en ækel roman, men det er en virkelig vellykket og skarp udførsel af en cutesy historie. Jeg tænker at jeg bliver nødt til at læse efterfølgeren, Dear Enemy, som man kan læse gratis på Gutenberg Project.

Diana Wynne Jones: The Witches of Caprona + Witch Week

Diana Wynne Jones er stadig et af mine favorit comfort reads. Denne indeholder to af bøgerne fra Chrestomanci-universet, de to dårligste, men stadig gode nok til underholdning. The Witches of Caprona er ikke så god som de andre, fordi det italienske univers den udspiller sig i, er lidt for forceret. Men i begge bøgerne er evnen til magi den samme søde dannelsesrejse, som den er i Harry Potter-bøgerne. Og det er det samme sexløse univers, hvor begær og lyst udelukkende er platonisk og romatisk, og de problemer, som heltene skal løse, er så sort/hvide, at man aldrig kan tvivle på udfaldet. Sort/hvid er rart at læse, når man lever i en kompleks verden.

Diana Wynne Jones: Charmed Life + The Lives of Christopher Chant

Jeg læste disse to første gang i 7. klasse og det var min indgang til fantasy. De er stadig ligeså gode som den gang og Wynne Jones sproglige overskud overlever de vel 4-5 genlæsninger. Jeg griner stadig.

Marilyn French: The Women's Room

Frenchs roman tog mig en krig at komme igennem; ikke fordi den var kedelig, den var bare tung. Ikke sprogligt, men indholdsmæssigt.

Bogen følger en gruppe kvinder, der realiserer sig selv i 50'erne og 60'ernes USA. De har forskellig baggrund og forskellige holdninger til det kvindeundertrykkende i deres kultur, som har gjort nogle af dem til rasende feminister. Understrømmen er, at det er ikke mændenes skyld (de er jo bare lidt svage), men det er kvindernes egen skyld at de aldrig ritig kommer til at føle sig lige med mændende. Samtidig bliver det klassisk feminine også en umulighed for dem i et kønsligt catch-22.

Romanens egentlige styrke er de detaljerede fortællinger om kvinderne, for hendes teori om at mændens kulturelle magt er baseret udelukkende på magt og kontrol er så godt som umulig at få ned.

Til tider utrolig deprimerende læsning, men bestemt det hele værd. Jeg havde min feministforfatterperiode for mange år siden og troede jeg var igennem alle klassikerne, men den her må bestemt være på kanonen også.

Erlend Loe: Kviden flytter ind

Mænd er forvirrede. Kvinder er pushy og mystiske. Loe er sjov. Men nu har jeg vist også fået nok Loe for en tid.

David Lodge: Changing Places

Jeg elsker britisk akademia-faldenpåhalen-komedie og det her er en af de virkelig gode.

Jasper Fforde: First Among Sequels

Fforde er min helt. De første 4 bøger i Thursday Next-serien var morsomme og opfindsomme og denne 5'er er bestemt på højde med dem. Jeg var solgt ved den første Ghormenghast-joke!

Karen Miller: The Innocent Mage

Nydelig fantasy med en udsædvanlig vrangvillig og gnaven helt. Lidt for clean univers og det er lidt for påtrængende farverigt med heltens tilpassede vernacular, men ellers overbevisende. Miller har gjort sit hjemmearbejde.

Norah Vincent: Forklædt som mand

Jeg havde glædet mig til denne og den skuffede ikke. Vincent forfalder ikke til - som man ellers kunne frygte - til at lave den ultimative 'forskellen på kønnene'-konklusion, på baggrund af hendes undercovermission som mand. Istedet er det velreflekteret journalistisk arbejde, som er en god historie uden de helt store overraskelser. Men hun holder næsen i sporet og derfor er det interessant læsning, som jeg absolut vil anbefale. Forvent dog ikke at din kon eforstår dig når hun har læst den. Det kommer hun aldrig til, mkay?

Rowlings: Harry Potter and the Deathly Hallows

Endelig blev vi færdige med ham Voldemort, den storslemme snøbel. Jeg var rimelig tilfreds med denne afslutning, der holdt standarden, de sjove detaljer og fik samlet alle tråde. Jeg havde bare ærlig talt forventet lidt flere døde - jeg troede at slutningen ville være lidt mørkere. På den anden side er det ikke ligefrem en genre der skriger på realisme, så det er ikke brok.

Rowling: Harry Potter and the Half-Blood Prince

Stadig udmærket i anden læsning - der var meget jeg havde glemt. Inklusiv den altopslugende teenagesurhed.
Læst som forberedelse på 7'eren.

Rowling: Harry Potter and the Order of the Phoenix

Delightful. Men kunne have været strammet op med fordel.
Læst som forberedelse på 7'eren.

Jonathan Franzen: The Discomfort Zone

Franzen er en bittersur gammel intellektuel. Gotta love him.

Inge Eriksen: En kvinde med hat

Det går rigtig skidt med mit løfte til mig selv om at læse en masse af danske forfattere i år. Måske også fordi de skuffer. Sidst var det Ida Jessen og nu Inge Eriksen. Jge havde forventet mig en del, men jeg burde nok have taget fat på digtene i stedet. Lige bortset fra at jeg er meget dårlig til at læse digte.

En kvinde med hat handler om Ida Francesca fra gymnasie til grav, med omdrejningspunkt om Ålborg. Stilmæssigt er der mindelser om Jessen - det bliver aldrig rigtig SKARPT. Det virker socialromantisk, hvis der er noget der hedder det. Historien og sproget passer nu godt til hovedpersonen, der aldrig rigtig får brudt rammerne, hverken for sig selv eller andre, selvom hun føler sig både fri og bundet.

Erlend Loe: Volvo Lastvagnar

Lækker som 'Doppler', men indholdsmæssigt et sjovt eksperiment, der ikke rigtig lykkes.

John Updike: Terrorist

John Updikes seneste, et take på USA efter 9/11. Gennemført, både sprogligt og på plot. Hans hovedperson, Ahmad, er nem at forstå og lige så nem at frygte. Updikes pointe er, ikke overraskende, at den unge teorrist in spe er skabt af det amerikanske samfund han er vokset op i, hvis manglende sammenhængskraft - kombineret med en laissez-faire opdragelse - driver han til at søge et klart og rent formål. Ahmad mener, at uddannelse vil forstyrre hans tro, tvivlen gnaver jo alligevel derinde, så han træffer en række bevidste, konsekvente fravalg, der kan holde ham fri for fristelse. Ahmad er ikke en del af et stort trossamfund, hans tro er ikke arvet; den er personlig og selvfortolket. Han bliver så dygtig til at skrive alting ind under suraernes ord, at selv en kollegas bestilte af-jomfrudomisering af Ahmad kan finde plads i Ahmads verdensbillede.
Updike fortæller tro som noget, mennesker kan have brug for for at kunne håndtere en hård, forvirrende verden. Det vinder ham sikkert ikke mange venner. Og uanset at jeg deler hans opfattelse af tro, så virker historien om Ahmad alligevel for enkel - jeg tænker, skal der virkelig så lidt til før terroisme er en realitet? Hvis han har ret, så er jeg bange.

Marisha Pessl: Special Topics in Calamity Physics

Velskrevet college-whodunnit, med dejlig trang til krydsreferencer. Konstrueret, men uden de Peter Høegske falbalader.