Erlend Loe: Doppler

Morsom og befriende enkelt skrevet. Hovedpersonen Doppler slår hovedet på en cykeltur og beslutter at flytte fra familien og ud i skoven på ubestemt tid. Hans tilgang til barteraftaler og totemudskæring er skærende idealistiske og civiliserede på en gang. Doppler har det svært, men han kæmper for at finde tilbage til naturen (= ham selv), helst ved at lave så lidt som muligt. Doppler kan ikke realisere sig selv igennem et nyt forhold eller en ny tøjstil, han mærker at der skal noget andet og mere drastisk til. Han ville ønske at han vidste hvad det var og ved ikke andet end at gå frem efter næsen.

Perfekt taskebog.

Vilhelm Moberg: Opbrud fra bygden

Nogen gange, når alle mine fantasy-romaner er blevet for slidte som comfort reads, så tyr jeg til svensken. Den første 'rigtige' bog dre blev læst højt for mig af min far, var Selma Lagerlöfs 'Niels Holgersens vidunderlige rejsen igennem Sverige', og jeg synes nok den var lidt lang, men min far har altid været god til at lave stemmer. Siden, da jeg fik lov at gå ombord i voksenbiblioteket henne på skolen, så gav jeg mig straks kast med Moberg. Siden har jeg fået min egen udgave, så en genlæsning fra de voksnes rækker er vel på sin plads.

Moberg flytter sig ikke meget i min bevidsthed ved genlæsning - det er stadig som at læse Lagerlöf og Knut Becker samtidig, og uanset hvor hårdt staklerne har det, så er det stadig ufarlig læsning, uhyre trygt i sin nordiske sten-og-jord-er-vores-brød - måske er der et whiff af Det Lille Hus på Prærien over det? Jeg mener, det er stadig godt skrevet, men den romatiske panteisme, der ikke er undertegnede fremmed, gør sig bare ikke godt så massivt på skrift. Jeg kan efterhånden kun tåle den slags i haiku-små doser - sådan er det nok at være barn af en verden, der aldrig har været af lave.