emmes bøger

Bloggen holder flyttedag

2008-04-01T19:19:00.001+02:00

Jeg flytter nu denne bog væk fra blogger.com, over på wordpress og også over på en ny adresse: emme.dk/bogblog.

Der er også et nyt feed: http://www.emme.dk/bogblog/feed/

Håber at vi ses.

Dodie Smith: I Capture the Castle

2008-03-24T19:44:00.003+01:00

Bogen minder en hel del om Cold Comfort Farm, men uden at være eksplicit morsom. Faktisk var jeg lidt skuffet over at denne ikke var mere seriøs, jeg havde ikke forventet den her mellemting.
Historien er naturligvis klassisk: en familie af fattige særlinge med grydeklare døtre søger mænd at gifte sig med. Stort drama mens den ældste tager ansvaret på sig og den yngste fjoller rundt og prøver at lade som om hun stadig er et barn. Det der gør forskellen her, er fortællerens tone, der er godt og skarpt skrevet.
Forfatteren, Dodie Smith, er også kvinden bag 101 Dalmatinere, så måske er det ikke så mærkeligt at den her såkaldte klassiker minder mere om en børnebog end noget som helst andet.

Mercedes Lackey: Alta

2008-03-20T19:39:00.000+01:00

Mere farverig, ordrig drageromance. Nu er hovedpersonen igennem de mest prøvende lidelser og har allerede lidt heltestatus, så jeg ved ikke rigtig om jeg gider læse de to sidste i serien.

Trudi Canavan: Last of the Wilds

2008-03-02T19:37:00.000+01:00

Se mere længere nede. Det er bind to i mere-af-samme-skuffe serien. Den her har dog nogle ret gode flyvescener, og maden lader også til at være ret god, selvom der er lidt for meget rå fisk.

Mercedes Lackey: Joust

2008-02-26T08:30:00.001+01:00

Jeg har flere gange kigget på Mercedes Lackey henne i Fantask, men besluttet at så dybt ville jeg alligevel ikke synke i min trang til ny fantasy. Men nu er jeg i gang. Damen har jo produceret bunker af bøger - hvilket ikke er så svært, når alle ens bøger har et enkelt plot og alt, alt for mange ord. Og er hypermoralske. Suk. Men jeg har jo brug for mit matadormix, når der ikke er noget ordentligt at få.
(Forslag modtages!)
Handlingen er simpelthen for corny til at sætte i ord, men her er masser af lidelser og dragekærlighed at få, hvis man er til den slags. Og ja, det er jeg. Måske holder jeg en dag op med at skamme mig.

Trudi Canavan: Priestess of the White

2008-02-17T12:20:00.000+01:00

Jeg havde ret meget fornøjelse af Canavans første serie, Black Magician Trilogy, så jeg blev glad da jeg så han hun var begyndt på en ny. Men da jeg første gang forsøgte at læse den, blev jeg fælt skuffet. Jeg foretrækker min fantasy som coming-of-age og som hårdt slid for hovedpersonerne inden det bliver rigtig godt. Men her går der ikke mange sider før hovedpersonen er nr. 3 af gudernes 5 udvalgte og hun skal bare valse rundt og løse problemer med hendes kæmpekræfter. Ved andet forsøg fandt jeg dog at der var suspense nok til at komme igennem hele romanen (eller også var jeg bare et tørt sted bogmæssigt), men det er stadig ikke lige så godt som den første trilogi.

Kathleen Tessaro: The Flirt

2008-02-12T19:18:00.000+01:00

Ja, det er ligeså corny som du tror det er.

Anne McCaffrey & Todd McCaffrey: Dragon's fire

2008-02-04T19:11:00.000+01:00

Bog nummer 3 milliarder millioner i den endeløse serie om Pern, deres drager og deres Storm P-agtige indbyggere. Nu kan den her fantasy-serie snart ikke trække mere, selvom det er blevt lidt bedre igen efter at hendes søn Todd er kommet til i skriveprocessen. De skriver bøgerne sammen nu og hans interesse for det ingeniørmæssige spiffer faktisk bøgerne lidt op.

Kim Edwards: The Memory Keeper's Daughter (med spoilers)

2008-01-24T19:05:00.001+01:00

Par får tvillinger. Far giver den handicappede datter væk, uden at moderen ved det. Derefter er resten den rene pure elendighed, pånær for den godhjertede kvinde der tog det handicappede barn til sig. Jeg læsten den færdig for at se om der mon ikke kom et twist til sidst, men det gjorde jeg ikke. Faderen døde bare, fuld af dårlig samvittighed.

Chad Kultgen: Average American Male

2008-01-19T17:07:00.000+01:00

Det tog mig mere en et forsøg at få den læst, selvom samlet læsetid var et sted mellem 2 og 3 timer. Enten er den helt vildt sjov eller deprimerende. Juryen er stadig ude.

Den handler om en onanerende mand med stråforkortet intellekt, der tænker på hvor hans næste knald skal komme fra, som en sultende. 99% af de kvinder han møder, om de så er 80-årige hjemløse, er knaldbare. Og han handler på flere af de impulser end et gennemsnitligt menneske. Håber jeg. Det forkrøbler selvsagt en del af hans relationer. På den anden side er han forfriskende drevet af lyst, uden skam.

Sherwood Smith: The Fox

2008-01-19T15:36:00.000+01:00

Yes, yes, 691 siders matadormix-læsning, ren fantasy, men med vægt på karakterudvikling og strategi. Den er nummer to i en serie jeg opdagede ved et tilfælde på Amazon, mens jeg opdagede at jeg ikke havde noget let at kombinere min mere seriøse læsning med. Og ja, så røg den i kurven.

Jeg kan godt lide den, fordi den kræver absolut nul og nix af mig, og fordi den alligevel er så lang og kompleks at jeg umuligt kan regne ud hvad der kommer til at ske. Det er, må jeg indrømme, spændende på en måde jeg ikke ville tro jeg kunne falde for. Ja, guilty pleasure, på samme måde som at spise en hel plade Rittersport med marcipan alene. Eller noget andet sødt og dodgy.

Diana Wynne Jones: Unexpected magic

2008-01-18T23:12:00.000+01:00

En tyk samling af kortere og længere histrorier af Diana Wynne Jones. Ikke alle lige gode, de virker skitseagtige, men stadig fint til en lille session inden man skal sove. Jeg er så vild med tudsens fjæs på coveret, at jeg har forsøgt i ugevis at gøre den kunsten efter. Den er glad, selvtilfreds og totalt afslappet på en gang. Hvem vil ikke gerne være det?

Anne Fadiman: At Large And At Small - Confessions of a Literary Hedonist

2008-01-17T20:17:00.000+01:00

Yes. En ny bog af min favorit essayist, som her udforsker en genre, der hedder the familiar essay. Som hun beskriver det, lyder det som en form for essay, der er uformelt og personligt. Måske en slags krydsning mellem journalistik og brevskrivning. Blogging, om man vil. Uanset hvad det er, så er det ligeså afslappende læsning som hendes første samling, Ex Libris, som hører blandt mine favorit comfort reads. Jeg kan godt lide kombinationen af hendes tilståelser og god research. Jeg ville formodentlig ikke kunne tyge mig igennem en klassisk artikel om Coleridge eller kunsten at fange sommerfugle, men hos Fadiman er det en fornøjelse. Og så er hun beundringsværdig belæst, og hvis jeg var en mere omhyggelig person, ville jeg lave en lang liste af must-buys mens jeg læser hendes essays. Heldigvis for min økonomi er jeg for doven til den slags. Jeg beder blot til, at jeg kan huske en forfatter eller to til næste gang mit Amazon-misbrug griber mig.

Charlotte Brontë: Jane Eyre

2007-12-27T09:12:00.000+01:00

Min paperback-version af Jane Eyre er både fedtet og slidt - og så er den oven i købet købt brugt, hvilket betyder at den sikkert er fuld af andre menneskers krummer. Det må være min genlæsning numer 4 eller 5. Jeg blev nødt til at læse den igen efter Jasper Ffordes: The Eyre Affair, blot for at sikre mig, at jeg fangede alle de litterære jokes.

Og selvom det ikke var første gang Jane Eyre og jeg mødtes, så var det lige så god en oplevelse som altid.

Sherwood Smith: Inda

2007-12-23T13:26:00.000+01:00

Julematadormixlæsning. Fuld af unge mennesker, der haster rundt på hesteryg og opfører sig utrolig voksent, mens de udtænker komplekse militærstrategier. Deres kærlighedshistorier fylder kun lidt og derfor trækkes de ud i uendelighed. Utrolig afslappende læsning - det er altid dejligt når andre knokler rundt og sveder tran, mens man selv ligger på sofaen og spiser julegodter.

Diana Wynne Jones: The Game

2007-12-20T02:02:00.000+01:00

Well, Wynne Jones burde holde sig til ren fantasy og ikke fedte rundt med græsk mytologi, men godt forsøgt.

Diana Wynne Jones: Mixed Magics

2007-12-15T00:56:00.000+01:00

En lille samling af kortere historier af Diana Wynne Jones, del af et forsøg på en gang for alle at gøre kål på hendes samlede værker. Som er, oh retorisk underspillethed, omfangsrige.

Jasper Fforde: The Big Over Easy

2007-12-10T00:43:00.000+01:00

jeg holder meget af Jasper Fforde, der med sine herlige Thursday Next-bøger kombinerede litterær humor med politi-thrilleren. Denne er den første i Nursery Crime Division-serien og selvom den er opfindsom på en Wodehouse-agtig måde, som vitterligt er charmerende, så holder den her serie ikke helt vand.

Nursery Crime Division efterforsker alle mord og seriøs kriminalitet der vedrører figurer i børnerim. Divisionen er nederst i politi-fødekæden, som er mindst ligeså optagede af at få deres løste mordgåder gjort litterære som af rent faktisk at løse dem. Det gør, at der opstår litterær korruption og at enhver større sag meget vel kan blive omskrevet ganske betydeligt af de implicerede for at gøre sig godt ved pressekonferencen. I denne noget bizarre verden skal Jack Spratt opklare mordet på Humpty Dumpty (aka Lille Trille), og ja, så triller det sådan set derfra. Veludført, men ikke med samme elegance som Thursday Next-serien.

Ken Follet: World Without End

2007-12-07T11:31:00.000+01:00

1111 sider om middelalder-England. I kid you not. Opfølgeren til Pillars of the Earth. Det var så udmattende at læse den, at jeg ikke har så meget som et ord til den. En ting er sikkert - jeg læser den ikke igen!

Tom Wolfe: I am Charlotte Simmons

2007-12-04T11:21:00.000+01:00

En genlæsning af Tom Wolfes superbe college-roman. Det var egentlig min hensigt at låne den ud, men så blev jeg nødt til selv at læse den. Jeg kan ikke stå for de her moderne dannelsesromaner.

Diana Wynne Jones: Conrad´s Fate

2007-12-01T23:45:00.000+01:00

Lækkert nyt fra Chrestomanci-serien. Er ved at æde mig igennem Diana Wynne Jones samlede værker. Rapporterer når jeg er igennem.

Diana Wynne Jones: The Pinhoe Egg

2007-11-30T01:50:00.000+01:00

Mere lovely Chrestomanci. En del af planen om at komme igennem alle bøger af min barndomsfavorit, Diana Wynne Jones.

Douglas Coupland: The Gum Thief

2007-11-21T21:05:00.000+01:00

Det her må være den 5. roman af Coupland jeg har læst (Generation X og Microserfs var før jeg begyndte min boghukommelse), og jeg er ikke træt af ham endnu. Den her handler også om white trash eller det der ligner. og om hvordan to af slagsen får deres liv i gear. Jeg synes han er blevet lidt blød med The Gum Thief - der er håb og venskab hele vejen igennem, det plejer der ikke at være. Selvom der naturligvis er den sædvanlige portion uheld, lidelse og dårlig opvækst.

Jean Webster: When Patty Went To College

2007-11-20T20:37:00.000+01:00

Denne har ikke meget at byde på i forhold til Daddy Long Legs. Skuffende.

Chris Baty: No Plot? No Problem!

2007-11-20T01:53:00.000+01:00

Jeg har de sidste 2 år deltaget i NaNoWriMo, en slags konkurrence, hvor man skriver en roman på 50.000 ord i løbet af november. Chris Baty, der var med til at starte den særegne konkurrence, har skrevet denne bog, som er en overlevelsesguide til at få skrevet de 50.000 ord. Den er skrevet let og sjovt og er fuld af gode råd og anekdoter. Chris Baty har været igennem de 50.000 ord så mange gange, at han virkelig har noget at øse af. Man får næsten lyst til at gå i gang med det samme.

Nikita Lalwani: Gifted

2007-11-13T19:20:00.000+01:00

"Gifted" er en fin roman om en indisk pige, der har et usædvanligt talent for tal. Hendes indiske forældre, der forsøger både at falde til og bevare sig selv, i et moderne britisk samfund, presser hende til at få det maksimale ud af det. Klassisk historie, og her er det detaljerne der redder bogen fra at blive forudsigelig. Hendes misbrug af kommenfrø og hendes første gramse-møde med en mand, der ikke helt er på hendes alder. Ikke en bog der efterlader et dybt indtryk.

Khaled Hosseini: The Kite Runner

2007-10-08T00:17:00.000+02:00

Mange millioner læsere kan ikke taget fejl? Jo, beklager. Og undskyld til jer, som jeg ved en fejl har givet denne bog i gave.

The Kite Runner er en bog om skyld og om at gøre det godt igen. Og så får den ellers på alle patos-tangenter. Symbolikken er tyk, slutningen gætbar fra halvejs gennem bogen, og det eneste højdepunkt er, da den gennembankede hovedperson af en læge får at vide: 'no fart, no food'. Altså, detaljer som at hovedpersonen flækker læben NØJAGTIG samme sted, som hans afdøde barndomsven havde hareskår, er den slags ting, der sikkert er så meget stranger than fiction at det sker i den virkelige verden, men i den her bog er det bare for tykt.

Heldigvis er den sprogligt nogenlunde hæderlig, og den afghanske setting interessant, så man kan sagtens læse den som en matadormixbog, man skal bare vide at den er kønsneutral chiklit.

Joanna Rubin Dranger: Frk. Mærkværdig og Karrieren

2007-10-04T19:23:00.000+02:00

Joanna Drangers grafiske roman ligner chicklit på coveret og det er det sådan set også. Men det er fint tegnet og med masser af humor. Den tager kun en halv time at læse, men det er nu rart med lidt tegneserie ind i mellem.

Thomas Geuken og Gitte Larsen: All Dressed Up

2007-10-01T21:13:00.000+02:00

All Dressed Up er den nyeste bog fra Instituttet for Fremtidsforskning og handler om businessrationaler, medier og forbrug. Den forsøger at gøre op med den lede profitmaksimering og leverer et dejlig skud for boven til traditionel branding. Det er en velskrevet debatbog, der giver max på hippie - den tør rent faktisk føre sin egen idé til enden. Hovedpointen er, at vækst ikke kan blive ved og at der vil komme noget andet i stedet for, som er båret af værdier som glæden ved at gøre en forskel for verden. Et værdigt projekt.

Jeg tror de har ret i en del af pointerne, men jeg tror, at der er en modsat retning, som vil gøre at virksomheder står ved deres profit-rationale og ikke længere får brug for at sugarcoate det. Men lad os nu se.

Bogen slutter med 7 scenarier for, hvor virksomheder kan tage hen - metaforisk - og de er bogens svaghed. De er simpelthen ikke vilde og inspirerende nok. Jeg ved godt, at IFF beskæftiger sig med megatrends, som er den slags trends vi allerede er i, men det er ikke nogen undskyldning for, ikke at give den gas.

Jean Webster: Daddy Long Legs (m. spoiler)

2007-09-23T12:55:00.000+02:00

Websters Daddy Long Legs er den første bog jeg har læst i sin helhed på DailyLit. Jeg har tidligere læst et par halve klassikere via RSS eller email, men den her læste jeg på sitet, liggende på ryggen i sengen med mim computer på maven. En okay oplevelse, måske kun tålelig, fordi bogen ikke er ret lang. Læsetiden var ca. 4 timer og var delt op på 50 'sider' (223 sider i trykt form), så man skulle scrolle 3-4 gange på hver side.

Bogen er en børneklassiker i den opbyggelige genre, men med et twist. Publiceret første gang i 1912, var den kvindelige heltindes jokes om stemmeret mere alvorlige end sjove, som de er nu i retrospekt, og det samme gælder heltindens tanker om børnehjem.

Udover det er grundhistorien nærmest Cartlandsk; 17-årig forældreløs får sponsoreret college af anonym sugardaddy og skal love at skrive ham et brev om måneden de 4 år hun går der. Bogen består at hendes breve til ham (som hun kalder Daddy Long Legs, da hun ikke må vide hans rigtige navn), og som nutidig læser er de bogen styrke, da de er skrevet uhyre enkelt og virkelig morsomt. Under sin tid på college lærer hun forskellige mennesker at kende, herunder en Mr. Pendleton, en fjern onkel til en klassekammerat, som hun hurtigt kommer til at holde af. Det ender selvfølgelig med at hun finder ud af af Mr. Pendleton er den anonyme sugardaddy og han frier til hende. Altsammen med klassiske forviklinger - og naturligvis ved man fra kapitel 2, at det bliver Mr. Sugardaddy og intelligent/sød forældreløs, der skal leve lykkeligt til deres dages ende.

Det lyder måske som en ækel roman, men det er en virkelig vellykket og skarp udførsel af en cutesy historie. Jeg tænker at jeg bliver nødt til at læse efterfølgeren, Dear Enemy, som man kan læse gratis på Gutenberg Project.

Diana Wynne Jones: The Witches of Caprona + Witch Week

2007-09-23T12:45:00.000+02:00

Diana Wynne Jones er stadig et af mine favorit comfort reads. Denne indeholder to af bøgerne fra Chrestomanci-universet, de to dårligste, men stadig gode nok til underholdning. The Witches of Caprona er ikke så god som de andre, fordi det italienske univers den udspiller sig i, er lidt for forceret. Men i begge bøgerne er evnen til magi den samme søde dannelsesrejse, som den er i Harry Potter-bøgerne. Og det er det samme sexløse univers, hvor begær og lyst udelukkende er platonisk og romatisk, og de problemer, som heltene skal løse, er så sort/hvide, at man aldrig kan tvivle på udfaldet. Sort/hvid er rart at læse, når man lever i en kompleks verden.

Diana Wynne Jones: Charmed Life + The Lives of Christopher Chant

2007-09-16T20:13:00.000+02:00

Jeg læste disse to første gang i 7. klasse og det var min indgang til fantasy. De er stadig ligeså gode som den gang og Wynne Jones sproglige overskud overlever de vel 4-5 genlæsninger. Jeg griner stadig.

Marilyn French: The Women's Room

2007-09-12T23:02:00.000+02:00

Frenchs roman tog mig en krig at komme igennem; ikke fordi den var kedelig, den var bare tung. Ikke sprogligt, men indholdsmæssigt.

Bogen følger en gruppe kvinder, der realiserer sig selv i 50'erne og 60'ernes USA. De har forskellig baggrund og forskellige holdninger til det kvindeundertrykkende i deres kultur, som har gjort nogle af dem til rasende feminister. Understrømmen er, at det er ikke mændenes skyld (de er jo bare lidt svage), men det er kvindernes egen skyld at de aldrig ritig kommer til at føle sig lige med mændende. Samtidig bliver det klassisk feminine også en umulighed for dem i et kønsligt catch-22.

Romanens egentlige styrke er de detaljerede fortællinger om kvinderne, for hendes teori om at mændens kulturelle magt er baseret udelukkende på magt og kontrol er så godt som umulig at få ned.

Til tider utrolig deprimerende læsning, men bestemt det hele værd. Jeg havde min feministforfatterperiode for mange år siden og troede jeg var igennem alle klassikerne, men den her må bestemt være på kanonen også.

Erlend Loe: Kviden flytter ind

2007-08-23T20:00:00.000+02:00

Mænd er forvirrede. Kvinder er pushy og mystiske. Loe er sjov. Men nu har jeg vist også fået nok Loe for en tid.

David Lodge: Changing Places

2007-08-16T09:47:00.000+02:00

Jeg elsker britisk akademia-faldenpåhalen-komedie og det her er en af de virkelig gode.

Jasper Fforde: First Among Sequels

2007-07-31T22:31:00.000+02:00

Fforde er min helt. De første 4 bøger i Thursday Next-serien var morsomme og opfindsomme og denne 5'er er bestemt på højde med dem. Jeg var solgt ved den første Ghormenghast-joke!

Karen Miller: The Innocent Mage

2007-07-28T22:29:00.000+02:00

Nydelig fantasy med en udsædvanlig vrangvillig og gnaven helt. Lidt for clean univers og det er lidt for påtrængende farverigt med heltens tilpassede vernacular, men ellers overbevisende. Miller har gjort sit hjemmearbejde.

Norah Vincent: Forklædt som mand

2007-07-24T16:24:00.000+02:00

Jeg havde glædet mig til denne og den skuffede ikke. Vincent forfalder ikke til - som man ellers kunne frygte - til at lave den ultimative 'forskellen på kønnene'-konklusion, på baggrund af hendes undercovermission som mand. Istedet er det velreflekteret journalistisk arbejde, som er en god historie uden de helt store overraskelser. Men hun holder næsen i sporet og derfor er det interessant læsning, som jeg absolut vil anbefale. Forvent dog ikke at din kon eforstår dig når hun har læst den. Det kommer hun aldrig til, mkay?

Rowlings: Harry Potter and the Deathly Hallows

2007-07-22T02:21:00.000+02:00

Endelig blev vi færdige med ham Voldemort, den storslemme snøbel. Jeg var rimelig tilfreds med denne afslutning, der holdt standarden, de sjove detaljer og fik samlet alle tråde. Jeg havde bare ærlig talt forventet lidt flere døde - jeg troede at slutningen ville være lidt mørkere. På den anden side er det ikke ligefrem en genre der skriger på realisme, så det er ikke brok.

Rowling: Harry Potter and the Half-Blood Prince

2007-07-19T22:19:00.000+02:00

Stadig udmærket i anden læsning - der var meget jeg havde glemt. Inklusiv den altopslugende teenagesurhed.
Læst som forberedelse på 7'eren.

Rowling: Harry Potter and the Order of the Phoenix

2007-07-16T10:14:00.000+02:00

Delightful. Men kunne have været strammet op med fordel.
Læst som forberedelse på 7'eren.

Jonathan Franzen: The Discomfort Zone

2007-07-14T08:13:00.000+02:00

Franzen er en bittersur gammel intellektuel. Gotta love him.

Inge Eriksen: En kvinde med hat

2007-07-07T15:46:00.000+02:00

Det går rigtig skidt med mit løfte til mig selv om at læse en masse af danske forfattere i år. Måske også fordi de skuffer. Sidst var det Ida Jessen og nu Inge Eriksen. Jge havde forventet mig en del, men jeg burde nok have taget fat på digtene i stedet. Lige bortset fra at jeg er meget dårlig til at læse digte.

En kvinde med hat handler om Ida Francesca fra gymnasie til grav, med omdrejningspunkt om Ålborg. Stilmæssigt er der mindelser om Jessen - det bliver aldrig rigtig SKARPT. Det virker socialromantisk, hvis der er noget der hedder det. Historien og sproget passer nu godt til hovedpersonen, der aldrig rigtig får brudt rammerne, hverken for sig selv eller andre, selvom hun føler sig både fri og bundet.

Erlend Loe: Volvo Lastvagnar

2007-07-05T20:43:00.000+02:00

Lækker som 'Doppler', men indholdsmæssigt et sjovt eksperiment, der ikke rigtig lykkes.

John Updike: Terrorist

2007-07-04T08:21:00.000+02:00

John Updikes seneste, et take på USA efter 9/11. Gennemført, både sprogligt og på plot. Hans hovedperson, Ahmad, er nem at forstå og lige så nem at frygte. Updikes pointe er, ikke overraskende, at den unge teorrist in spe er skabt af det amerikanske samfund han er vokset op i, hvis manglende sammenhængskraft - kombineret med en laissez-faire opdragelse - driver han til at søge et klart og rent formål. Ahmad mener, at uddannelse vil forstyrre hans tro, tvivlen gnaver jo alligevel derinde, så han træffer en række bevidste, konsekvente fravalg, der kan holde ham fri for fristelse. Ahmad er ikke en del af et stort trossamfund, hans tro er ikke arvet; den er personlig og selvfortolket. Han bliver så dygtig til at skrive alting ind under suraernes ord, at selv en kollegas bestilte af-jomfrudomisering af Ahmad kan finde plads i Ahmads verdensbillede.
Updike fortæller tro som noget, mennesker kan have brug for for at kunne håndtere en hård, forvirrende verden. Det vinder ham sikkert ikke mange venner. Og uanset at jeg deler hans opfattelse af tro, så virker historien om Ahmad alligevel for enkel - jeg tænker, skal der virkelig så lidt til før terroisme er en realitet? Hvis han har ret, så er jeg bange.

Marisha Pessl: Special Topics in Calamity Physics

2007-07-01T16:16:00.000+02:00

Velskrevet college-whodunnit, med dejlig trang til krydsreferencer. Konstrueret, men uden de Peter Høegske falbalader.

Helle Helle: Rødby-Puttgarden

2007-06-12T23:15:00.000+02:00

Rødby-Puttgarden er min første hele Helle Helle roman siden lidt spredte noveller i gymnasiet og det tegner til et godt bekendtskab.

Bogen handler om to søstre, der bor i Rødbyhavn, og de får mig til at synes at Århus, hvor jeg selv er opvokset, er en metropol. Hvor er det svært at forestille sig, eller vide, at der er mange der lever så anderledes end jeg selv. Det er ellers kun noget jeg virkelig opdager, når der er valgdag og man møder hele Danmark ved valgurnen. Det 'lille' liv som det nye eksotiske.

Scenen med moderen i blomkålsmarken minder mig om Oscars mor i Grass' Bliktrommen.

John Updike: Couples

2007-06-12T23:05:00.000+02:00

Updikes roman handler om en gruppe par i en lille by udenfor Boston, som har affærer på kryds og tværs, fordi de har ondt i livet og tror de skal realisere sig selv igennem sex. Den er velskrevet og skarp, og ligesom hos Murdoch og A.S. Byatt spekulerer man på, om parforhold nu også er sådan en fantastisk idé, men anerkender, at der ikke er noget mere alment menneskeligt end netop det.

Jeg stødte på en reference til den første gang i Anne Fadimans Ex Libris, hvor hun beskriver den som " my genital-pink paperback of Couples, read so often in my late teens (when Updike's explorations of the complexities of marriage seemd unimaginably exotic) that it had sundered into a triptych held togeter with a rubber band (p. 7). Da jeg stødte på en paberback i brugtbogsbiksen på Peter Bangs Vej, der til forveksling lignede Fadimans version, var det næsten som at eje en bog med værdifuld marginalia, og jeg købte den straks for en femmer.

Erlend Loe: Doppler

2007-05-28T19:54:00.000+02:00

Morsom og befriende enkelt skrevet. Hovedpersonen Doppler slår hovedet på en cykeltur og beslutter at flytte fra familien og ud i skoven på ubestemt tid. Hans tilgang til barteraftaler og totemudskæring er skærende idealistiske og civiliserede på en gang. Doppler har det svært, men han kæmper for at finde tilbage til naturen (= ham selv), helst ved at lave så lidt som muligt. Doppler kan ikke realisere sig selv igennem et nyt forhold eller en ny tøjstil, han mærker at der skal noget andet og mere drastisk til. Han ville ønske at han vidste hvad det var og ved ikke andet end at gå frem efter næsen.

Perfekt taskebog.

Vilhelm Moberg: Opbrud fra bygden

2007-05-28T19:38:00.000+02:00

Nogen gange, når alle mine fantasy-romaner er blevet for slidte som comfort reads, så tyr jeg til svensken. Den første 'rigtige' bog dre blev læst højt for mig af min far, var Selma Lagerlöfs 'Niels Holgersens vidunderlige rejsen igennem Sverige', og jeg synes nok den var lidt lang, men min far har altid været god til at lave stemmer. Siden, da jeg fik lov at gå ombord i voksenbiblioteket henne på skolen, så gav jeg mig straks kast med Moberg. Siden har jeg fået min egen udgave, så en genlæsning fra de voksnes rækker er vel på sin plads.

Moberg flytter sig ikke meget i min bevidsthed ved genlæsning - det er stadig som at læse Lagerlöf og Knut Becker samtidig, og uanset hvor hårdt staklerne har det, så er det stadig ufarlig læsning, uhyre trygt i sin nordiske sten-og-jord-er-vores-brød - måske er der et whiff af Det Lille Hus på Prærien over det? Jeg mener, det er stadig godt skrevet, men den romatiske panteisme, der ikke er undertegnede fremmed, gør sig bare ikke godt så massivt på skrift. Jeg kan efterhånden kun tåle den slags i haiku-små doser - sådan er det nok at være barn af en verden, der aldrig har været af lave.

Ida Jessen: Det første jeg tænker på

2007-04-17T00:12:00.000+02:00

Okay, jeg skulle måske have læst den bog, der kom før denne, selvom den skal forestille at være en selvstændig forsættelse.

Jeg ved ikke rigtig. Den har et eller andet, men skuffer alligevel - hvad er det Jessen vil, skrive spænding eller moderne dannelsesroman? Og igen er det en roman med et religiøst tema, som jeg har overordentligt svært ved at følge, det er åbenbart min lod i år. Jeg synes den er udmærket skrevet, men det er mere en fornemmelse af godt håndværk, end det er en egentlig begejstring ved bogen. Nej, der kommer til at gå et stykke tid inden jeg prøver Jessen igen.

Knud Romer: Den som blinker er bange for døden

2007-03-24T23:44:00.000+01:00

Den minder mig om Songs for Drella, særlig (when you're growing up in a) 'Smalltown'.

Barbara Trapido: Frankie & Stankie

2007-03-11T17:13:00.000+01:00

Frankie & Stankie handler om to hvide søstre, der vokser op i et liberalt hjem under Sydafrikas apartheidregime; det er lige netop den her slags bøger, der gør at jeg får noget historisk indenfor vesten, da det er historisk materiale med et personligt afsæt. Man kunne måske godt argumentere for, at den anekdotiske tilgang er lidt for meget galgenhumor, men jeg synes det er så velskrevet at jeg tilgiver den meget hoppende kronologi.

Mette-Marie Davidsen: Kloge kvinders guide til økonomisk frihed

2007-03-08T23:05:00.000+01:00

Jeg er ikke tilhænger af selvhjælpsbøger, men når man synes at ens 10 år yngre bankrådgiver taler hen over hovedet på en, så må man bide hovedet af al skam. Denne er skrevet af en journalist og for en gangs skyld kan jeg acceptere deres trang til at gentage alting, da det er den eneste måde jeg lærer at fatte hvad det er, der er med renten. Der er selvfølgelig også indblandet noget amerikansk pis med at man skal tænke positive tanker om penge og grave i sin barndom for at finde ud af hvor man har sin pengeopdragelse fra, men hvis man bare skøjter let henover det, så er det en god intro til øko-idioter som mig.

Der står i bogen at pengesnak er lidt tabubelagt blandt kvinder, men det synes jeg ikke er helt sandt. For nylig fik jeg et middagsselskab bestående af 11 kvinder til lystigt at tale privat økonomi, ægtepagter og ikke-ligestillet pension uden at rødme. Men det er rigtigt, at enten tager vi den økonomiske strudsepolitik-tilgang eller også er vi små finansgenier; jeg kender et par kvinder der er så tjekkede med deres aktier, lånomlægninger og økonomiske målsætninger at jeg godt kan se at jeg er ca 20 år bagud.

Marilynne Robinson: Gilead

2007-03-06T19:59:00.000+01:00

Gilead har fået både en Pulitzer pris og flere superlativer end der er de fleste bøger beskåret, men jeg fandt desværre sproget for tvunget enkelt, en smule patetisk, og de religiøse og personlige problemstillinger helt uden for mit perspektiv. Og derfor går den sikkert udmærkede historie om fader-søn forholdet i vasken for mig. Og så tog den hundrede år og en blommehøst at læse; jeg kunne ikke finde ud af, om gentagelserne skulle illustrere den gamle mands begyndende senilitet eller om det var en fortælleteknisk trick.

Carole Matthews: The Chocolate Lovers' Club

2007-02-17T08:49:00.000+01:00

Denne bog har den indbydende tagline "forget diamonds - chocolate is a girl's best friend", og den fortsætter da også med at nævne alskens chokoladetyper på hver eneste side. De 4 chokoladomaner i bogen har mange problemer, og starter klogt ud med at dulme dem med chokolade. Men snart må der mere hårdslående metoder til og det hele ender naturligvis forudsigeligt godt. De mange chokoladedetaljer er lidt distraherende; dels fordi jeg hele tiden spekulerer over, om jeg mon har noget chokolade på køl, dels fordi det sine steder virker lidt som om forfatteren er fast besluttet på at man aldrig må glemme titlen undervejs.

Jeg fik bogen ind ad døren på en helt almindelig kedelig hverdag, som en sød overraskelse fra en veninde, som udemærket kender min søde tand og deler min interesse for chicklitgenren.

Naomi Novik; His Majesty's Dragon, Throne of Jade & Black Powder War

2007-02-10T10:01:00.000+01:00

Jeg troede at disse 3 bøger af Naomi Novik var en trilogi (Temeraire-serien), men efter at have læst den tredje gik det op for mig, at det bliver en af den slags fantasy-serier der bliver ved og ved, indtil hele den verden der er skabt i dem, har fået ny infrastruktur, politisk balance og 5 generationer af rettænkende drager. Så jeg gav op lige dér.

Det lagde ellers udmærket ud (husk, vi er i matadormixgenren her) med en sjov blanding af Napoleonkrigene og talende drager i en strukturfacistisk og traditionel indpakning - sikkert en måde at få flere af hankøn til at læse de nogen gange lidt for romantisk anlagte dragebøger. Der er masser af actionpacked kampscener og en imponerende detaljerigdom i beskrivelserne af, hvor mange mænd med rifler de forskellige dragetyper kan bære. Og det gælder i fantasyromaner som i skiløb; man må aldrig gå ned på udstyr!

Niels Brunse: Ramoth-Bezer

2007-01-21T10:37:00.000+01:00

Ramoth-Bezer passer fortrinligt ind i mit håb for dette år, der handler om, at hver anden bog jeg læser skal være på dansk, af en dansker. Jeg kender ikke forfatteren, og så meget desto bedre. Jeg har lånt den af LineP (efter en snak om science fiction?) og det var god læsning. Måske er det fordi jeg har læst så lidt på mit modersmål over de sidste par år, men jeg fik en fornemmelse af, at hele bogen var meget dansk. Jeg ved ikke helt hvad det var der gjorde det - udover sproget, velsagtens - men måske var det beskrivelsen af de små trivialiteter der klang på en særlig måde. Jeg ved det ikke. Måske kommer jeg tættere på når jeg har læst noget mere på dansk.

Bogen handler om en ældre universitetslærer Robert, der invalideret af sin agorafobi, holder sig på matriklen, hvor han går og sørger over en afdød yndlingsstuderende. Deres relation indeholdt noget mere end de fleste lærer-elev forhold, men det er ikke noget der plager Robert meget. Det gør til gengæld et oversat manuskript, som studinen har efterladt ham; det fortæller om en utopisk/dystopisk by, en slags subsamfund, for de gamle og udstødte af verden, de svage og de fortvivlede. Robert er mere optaget af at spekulere over manuskriptets rigtighed, end over om den frihed eller det fængsel som historien beskriver, er det sted han selv befinder sig. Mens han renskriver oversættelsen, løser han dens tråde op og sine egne med.

Jeg tror det jeg bedst kunne lide ved bogen, var dens manglende effektjageri og dens accept af, at nogen gange sker tingene fordi tiden er moden til det, ikke som en nødvendigvis synlig kausalitet. Det lider megen litteratur af; EXPLICIT kausalitet. Vi skal partout have at vide hvilken lille byggeklods der udløste domino-skredet, og vi skal have det vist, så vi kan tro på logikken, uanset om logikken er byget på sunde præmisser (dette er naturligvis en sur sidebemærkning til The Da Vinci Code).

Ernest Hemingway (Ed.:Larry W Phillips) :Ernest Hemingway on Writing

2007-01-07T18:00:00.000+01:00

On Writing er en samling citater fra Hemingway himself, enten fra breve eller prosa, der omhandler det at skrive. Her er alt fra de berømte linier om den indbyggede bullshitdetector til mere ømme kærlighedserklæringer til hans håndværk.

Det er ret sjovt, at det har været muligt at sætte denne 140 siders bog sammen, da han flere steder explicit gør opmærksom på, at han mener at det er bad luck at skrive om skrivning, og om de bøger han arbejder på i særdeleshed, og han beder endvidere om, at ingen af hans private breve må blive publiseret efter hans død. Men er man berømt nok, så overrider offentlighedens behov åbenbart den slags ønsker. Husk det, kære venner.

Jeg tror ikke det er meningen at bøgen skal være en how-to for unge håbefulde forfattere, men det er alligevel muligt at kondensere en håndfuld gode råd. Det ville dog være synd at liste dem her, da de gør sig så meget bedre ved hans hånd. Læs den, og snyd ikke dig selv for den lette panik man føler, når han opremser hvilke bøger man bør have læst førned man er klar til selv at gå i gang med at skrive. Heldigvis er det overordnede indtryk inspirerende, ikke afskrækkende.

Lene Kaaberbøl: Skammerens Datter

2007-01-07T17:53:00.000+01:00

Begejsterede fans har anbefalet mig mere af Lene Kaaberbøl, så jeg kastede mig ud i Skammer-serien (foreløbig 4 bind), men jeg synes desværre bedre om Skyggeporten. Historien er sammenhængende, men lidt for enkel for min smag. Nu er det jo også en børnebog, men Harry Potter-serien holder sig jo ikke tilbage af den grund. Der er lidt for lidt af det, der suger en ind i historien her.

Herman Bang: Haabløse Slægter

2006-12-29T09:54:00.000+01:00

Ung mand, den eneste tilbage af hankøn i en gammel slægt, forsøger sig som skuespiller, fejler og tager sit eget liv. Undervejs har han et par affærer, fortrinsvis med ældre kvinder, og bruger en hel del tid på divanseren med at forstille sig sin fremtid. Klassisk teen-drama? Nej, dansk klassiker.

Haabløse Slægter er et udslag af den øvelse, der hedder 'andre menneskers bøger'. Det er det man gør, når man er på besøg hos nogen og går i deres bogreol, for derefter at være tabt for al samtale. Mine forældres bogreol troede jeg ellers jeg havde været igennem, men heldigvis er de selv flittige læsere og ind i mellem dukker der bøger op fra deres ungdom, som jeg ikke har set før. Som nu denne. Denne meget deprimerende bog.

Der er meget jeg ikke helt forstår ved den; som sådan er den jo en af mange fra den tid, de tunge beskrivelser af bristede håb og ambitioner (i dag laver den slags unge mænd indie-musik og turnerer verden med deres guitar og deres sorte hår, der helst skal gå ned over øjnene), og ikke ulig mange andre, er den også tung af hovedpersonens melodramatiske livssyn. Var de bare sådan dengang, eller er det stilen?
Bogen virker også lidt ufærdig, men den blev også skrevet under pres af en ung Bang, der hele tiden var syg og/eller i pengenød. Men hvad sker der med al den brug af '...'? Jeg synes jeg har set det før i romaner fra den tid, men det er først nu, at det pludselig irriterer mig.

Erling Jepsen: Frygtelig lykkelig

2006-12-25T15:06:00.000+01:00

Synkende køer og stigende lig - der er drama i det sønderjyske. Og enhver dækker over sin næste, så længe det er i eget bedste. Og en lille smule i fællesskabets.

Frygtelig Lykkelig handler om den mindrebegavede betjent Robert Hansen (er navnet mon en tilfældighed?) der bliver tvangsudstationeret til Højer, hvor han skal forsøge at finde ud af, hvordan man bedriver politiarbejde efter bogen i et samfund, hvor de uskrevne regler overtrumfer alt andet. Jeg tror ikke jeg afslører for meget når jeg siger, at det ikke lykkes.

Bogen er virkelig morsomt og godt skrevet, selvom Robert Hansens infantile refleksioner nogen gange er lidt for meget. Hans be-øllede, invalide mor er en genistreg, og det er sort den måde Robert bliver afstumpet og fornægter fakta, til trods for hans naivitet og indgroede tro på ret, rimelighed og det gode i mennesket.

Jo mere jeg tænker over det, jo mere skræmmende finder jeg bogen. Sønder-gys.

Per Petterson: Ud og stjæle heste

2006-12-25T13:30:00.000+01:00

Jeg elsker bøger med nordisk lys. Og vand. Og skov. Men uden myg.

'Ud og stjæle heste' minder lidt om Ekman, bare uden antydningerne af magisk realisme, men med samme look-and-feel af det krasse og kontante. Bogen åbner med en gammel mand og ~~havet~~ søen, hvor han lever med sin vævre hund Lyra i et faldefærdigt hus. I lange tilbageblik fortæller han om sommeren 1948, der for ham var skelsættende i forholdet til faderen. Plottet er i virkeligheden fuldt af dramatik, men det er fortalt så afdæmpet og enkelt, at det næsten er finsk.

Det eneste jeg undrer mig over er, at de har valgt en så grim skrifttype til forsiden, jeg troede at det var den mest forhadte i hele Office-pakken, fordi den er pseudo-formskrift på kikset vis. Men måske er den nået til at være retro nu.

Anne Fadiman: Ex Libris

2006-12-10T12:13:00.000+01:00

Jeg ved ikke længere hvor mange gange jeg har læst Ex Libris, men den er nu engang mit bedste comfort read - bedre end at se BBC-versionen af Pride & Prejudice, bedre end en æske Summerbird flødeboller. Og så er den en så udmærket place holder for min opmærksomhed, mens jeg forsøger at finde ud af hvad jeg nu skal læse. Jeg har foran mig den nye Pynchon (Against the Day), der er Michael Chabons The Amazing Adventures of Kavalier & Clay og jeg er 30 sider inde i Kiran Desai The Inheritance of Loss, 130 sider inde i Lars Saabye Christensens Halvbroderen, en novelle inde i Susanna Clarkes smukt forarbejdede The Ladies of Grace Adieu og Mary Webbs Precious Bane har jeg på forhånd opgivet efter 4 siders overvældende panteisme.

Jeg har ikke brug for flere bøger, jeg har brug for en læse-terapeut.

Sarah Waters: The Night Watch

2006-12-05T12:02:00.000+01:00

Jeg blev aldrig færdig med Sarah Waters' Fingersmith, til trods for, at jeg synes den var ganske udmærket. Jeg synes generelt hendes bøger er lidt lange i forhold til hendes historier - en bogs længde er relativ og jeg elsker generelt tykke bøger. Men Waters - trækker den lidt for langt. Når det er sagt, så er The Night Watch mere end læseværdig.

Bogen følger 6 personer i sæt af flashbacks over WW2 (det seneste sæt flashbacks først, og så fremdeles bagud i tid), der alle er optaget af ukonventionelle sexuelle og personlige relationer med vekslende held. Men det er ikke så meget deres personlige situation, som det er krigstidens London og interaktionsbeskrivelserne, der virkelig fænger.

Lawrence Norfolk: Lemprières ordbog

2006-11-30T09:48:00.000+01:00

Lemprières ordbog er endnu en genlæsning, og modsat min første læsning som var hårdt arbejde for en mystificeret læser, så tog jeg det mere roligt denne gang. Norfolk minder meget om Pynchon i det at han antager læserens fortrolighed med klassisk mythologi, historie og mindst 3 klassiske sprog. Da jeg læste den første gang, var det med Ovids Forvandlinger til hjælp. Denne gang erkender jeg blot, at jeg ikke kan følge blot halvdelen af referencerne til dørs og nøjes med at nyde den fantasifulde konstruktion og sproget (jeg læste den på dansk, dog), og lod mig drille af Norfolk, som tydeligvis ikke synes at man skal have det for nemt.

Plottet er komplekst, men der er mord og intrige, business og følelse, og en bebrillet nørd, der snubler sig igennem eventyret.

Robin Hobb: Assasin's Apprentice

2006-11-25T16:39:00.000+01:00

November måned er en genlæsningens måned - jeg skrev på den såkaldte "bog", og kunne derfor ikke overkomme andet end gamle venner. Robin Hobb laver herlige matadormixbøger, hvis største kvaliteter er ufarlig detaljerigdom, velkendte fantasy-elementer og et plot, som er muligt at følge med delt opmærksomhed. Jeg elsker virkelig denne serie, som tæller hele 6 sammenhængende bind fra denne, som er nr. 1 i Farseer-trilogien, der følges op af Tawny Man-trilogien.

Truman Capote: Summer Crossing

2006-10-28T12:37:00.000+02:00

Jeg har ikke læst Capote før. Summer Crossing er en af hans første og blev publiceret posthumt - skitsen til den blev fundet mellem en masse efterladte papirer.

Det er en meget enkel historie om en ung rigmandsdatter, der i efterkrigstidens NY er alene hjemme en sommer mens forældrene er i Europa. Hun har en affære med en mand fra arbejderklassen, først som en slags oprør, men senere bliver det seriøst. Deres fælles umodenhed får mange konsekvenser. Bogen er enkelt og krast skrevet, og noget tyder på at den ikke helt er genemtænkt. Ihvertfald bliver man i tvivl om dybden i deres relation - hvilket ved nærmere eftertanken sagtens kan være en pointe i sig selv.
Under alle omstændigheder er det ikke den sidste Capote-bog jeg læser.

Jesper Ejsing: Jarvis - Troldmandens lærling

2006-10-22T13:35:00.000+02:00

Bogen om Jarvis er godt nok skrevet til børn, men det holdt mig nu ikke tilbage. Fantasybøger til børn er ofte nogen af de bedste - voksen-fantasy prøver nogen gange at iklæde sig lidt for meget tyngde, som f.eks. Susanna Clarkes Jonathan Strange and Mr. Norrell (der nu alt i alt var rimelig vellykket).
Plottet i denne roman er udmærket og har faktisk potentiale til at udvikle sig til mere end det egentlig gør. Forfatteren er en god historiefortæller, men desværre lider hans bog af et par logiske og sproglige fejl. Universet er et af de klassiske, hvor nogle få heldige har den magiske evne, der så skal udvikles - men det kommer aldrig meget klart frem, hvad det er, de skal bruge magien til og hvad deres rolle er, selvom det er nævnt, at troldmænd er magtfulde lensherrer. Så magi er et magtredskab? Slutningen virker også umotiveret, men ingen detaljer her, da det ville spolere bogen for andre.
Nogle sproglige fejl og deciderede slåfejl irriterer mig også voldsomt, selvom jeg ellers er ret tolerant overfor alternativt sprogbrug - det her ligner dog ikke kreativitet, men sjusk.

Overordnet set var historien om Jarvis ikke helt spild af tid og den vil helt sikkert være en god bog at give en eventyrlysten pre-teen-knægt. Jeg ville bare ønske at der havde været lagt mere tid i at stramme handlingen op - og rette de stavefejl!

Lene Kaaberbøl: Skyggeporten

2006-10-17T20:27:00.000+02:00

Jeg havde godt hørt at hende Kaaberbøl-damen var den danske dronning af fantasy, men jeg må med skam inddrømme, at denne er den første af hendes jeg har læst. Den er helt ny og udenfor serien, som hun blev kendt for (Skammerens Datter).

Den minder mig en del om Dragonfly, som jeg læste i sommer, hvor der også er en nat-version af den verden vi kender, eller man kan måske mere kalde det en kælderversion. Denne er bedre skrevet end Dragonfly og bedre disponeret - jeg tror den vil gøre det virkelig godt som oplæsningsbog.

Bogen er vel i børne/ungdomssegmentet og når da også hele vejen rundt om mobning, sorg, fremmedhed, kærlighed, mod og fantasien. Den politisk korrekte figur Aian er okay, men opleves netop som sådan - politisk korrekt. Var bogen skrevet i et andet årti, havde han været neger.

Dai Sijie: Balzac and the Little Chinese Seamstress

2006-10-15T20:07:00.000+02:00

En lille bog om de yderligheder man vil gå til, hvis man bliver nægtet bøger. To kinesiske drenge bliver sendt på re-education ude på et kinesisk øde-bjerg i en tid, hvor alle andre bøger end Maos Lille Røde og videnskabelige værker er bandlyst. Her lever de under kummerlige vilkår og det ser sort ud, indtil en dreng i en af nabobyerne viser sig at have en skjult kuffert fuld af vestlige klassikere. Drengenes første læsninger af Balzac er bogens 170 sider værd.

Anne Fadiman (Ed.): Rereadings: Seventeen Writers Revisit Books They Love

2006-10-14T10:30:00.000+02:00

Hvorfor kan folk ikke bare holde sig fra højtravende analyse, når det angår bøger de elsker eller har elsket en gang? Denne bog er alt for ujævn til at jeg virkelig kan holde af den, hvilket er ærgerligt, for der er ellers nogen virkelige guldkorn i mellem.

De fleste af skribenterne løser opgaven med en genlæsning, som jeg gerne så den løst - nemlig med et personligt perspektiv - og det kommer der sjove, rørende og interessante essays ud af. Desværre forfalder nogen af dem til at give deres ungdoms kærlighed en tur igennem rationalitetsmaskinen, og selvom det sikkert er klogt på andre af livets områder, så er der ingen grund til at pille en læsning helt i stykker. Det er vel ikke nogen hemmelighed, at enhver genlæsning er ny og at bogen - medmindre den er meget dårlig - altid byder på noget nyt, under indflydelse af den situation dens læser er i.

Under alle omstændigheder er den værd at læse og det kan da også godt være at jeg læser den igen (!), når jeg er holdt op med at være irriteret. Indtil videre har et par af skribenterne dog anbefalet mig nogle forfattere, som jeg må prøve.

Colette: The Innocent Libertine

2006-10-11T22:03:00.000+02:00

Det går mærkeligt med min læsning for tiden - jeg er ved at læse Rereadings, og de mange bøger der nævnes, får mig ud på vildspor, allesammen på en gang. Jeg tror for første gang i lang tid, at jeg er i gang med for mange bøger på en gang.

Denne var hurtigt læst og smukt og præcist skrevet. Det er historien om en ung parisisk romantiker, pigen Minne, der leder efter foreningen af kærlighed og sex, men leder alle andre steder end hos sig selv. Klassisk selv-kærlighedshistorie, men fortalt utrolig lækkert og uden den store ordflom. Beskrivelserne af teenage-spillet er rørende. Bogen kunne være endt både med og uden happy-ending og stadig være vellykket.

Jeg fandt den hos Atheneum ved et lykketræf og den havde stået der så længe, at ryggen var gulnet og prisen sluttede på 50 ører. Det er ellers ikke en boghandel jeg frekventerer ofte, hvilket er en skam, da udvalget er godt, men opbygningen forvirrer mig lidt. Politikens Boghal, hvor jeg var i dag, er anderledes nem at overskue, men ikke nær så hyggelig. De har nu fået en rød sofa, men det er ikke nok til at gøre den et 'home away from home', som ellers er det jeg kunne ønske mig af min favorit-bogdealer. Selvom jeg handler meget på Amazon, så elsker jeg stadig at ose, det er næsten lige så godt som at læse.

Malcolm Gladwell: blink

2006-09-24T15:35:00.000+02:00

Jeg elsker populærvidenskabelige bøger - de er altid fulde af gode eksempler, som man kan underholde med til middagsselskaber mange år fremover (forudsat, naturligvis, at man primært spiser middag med folk der ikke ~~gider læse~~ opdager hypebooks). Denne var ikke nogen undtagelse - læs en god anmeldelse af den her, det er søndag og jeg er for doven til at skrive en selv. Og jeg er lige gået i gang med Anne Fadimans Rereadings, som tager al min opmærksomhed.

Paul Auster: Mr. Vertigo

2006-08-29T23:56:00.000+02:00

Endnu en god bog fra Mr. Auster - nu begynder jeg at forstå hvorfor han har fans (se indlæg om The Brooklyn Follies). Han evner at fortælle en sær historien på en enkel måde.

Paul Auster: The Brooklyn Follies

2006-07-30T22:14:00.000+02:00

Det her er den første Auster bog jeg har synes om. Ret skal være ret, det er kun den anden jeg har læst. Den første var sådan en hyperkonstrueret prætentiøs prut af et litterært eksperiment (jeg tror det var City of Glass), så der er selvsagt gået nogle år før jeg igen fandt modet til at samle en Auster op. Og det var kun fordi der ikke var andet i Politikens Boghal, der tiltalte mig (jeg havde lovet mig selv at jeg ikke ville købe hverken chicklit eller fantasy den dag - ikke flere matadormixbøger i denne måned!) - jeg skimmede de første par sider og blev positivt overrasket over hvor sjove de var. Jeg grinede.

Jo, det er rigtigt! Jeg stod inde i Politikens Boghal og grinede højt for mig selv af en Auster-roman, som om jeg var en gal posedame i et københavnsk Brooklyn.

Så The Brooklyn Follies kom med mig hjem og i løbet af kort tid fik den lille paperback sine første smilerynker på ryggen, der hvor jeg knækkede den, så jeg kunne holde bogen i den ene hånd og føre kaffekoppen til munden med den anden.

Det er en god og glad historie - jeg troede Auster var sort og kynisk. Men nej, den bitre gamle mand, som historien lægger ud med, ender med at sidde ned øjnene fulde af sentimentale glædestårer, som havde Auster lånt Harlequinfilmenes fjederham.

Det eneste jeg mangler er, at jeg gerne ville læse Nathans Book of Human Folly. Den lød skæg.

Alexandra Ripley: Scarlett (1+2)

2006-07-23T21:53:00.000+02:00

Nå ja, nu havde jeg lige læst 3 gode bøger i træk, og da jeg havde ondt af mig selv over at ferien var forbi, så synes jeg lige at jeg ville genbesøge min barndoms første møde med chicklit. Jeg må indrømme, at jeg husker den som noget bedre - jeg læste den som barn, da den lige kom ud, for jeg havde meget belejligt læst Borte med Blæsten året før, i en af mine meget romantiske perioder (til de uindviede kan jeg fortælle, at Scarlett er en autoriseret fortsættelse af Borte med Blæsten, dvs skrevet af en anden person end den afdøde Mitchell). Den er lidt halvtamt skrevet, men jeg har altid været fan af den stærke Scarlett og den labre Rhett, så hvad bedre at indtage på den kedelige togrejse og hjemme i sofaen, mens den tunge regn, der markerer afslutningen på 2 uger i solparadis, falder?

Jonathan Franzen: How To Be Alone

2006-07-23T21:36:00.000+02:00

Sej, sej samling essays - på den gode måde. Jeg elsker at læse om andre bogelskere, og selvom ingen endnu kan overgå Anne Fadimans Ex Libris, en blandt flere comfort reads, så er han godt med, den skarpe Franzen. Det var måske nok er par af teksterne, som primært er for amerikanere, f.eks. den om det amerikanske postsystem i forfald eller det om tobaksindustrien, men han skriver så godt, med en blanding af det personlige, det konkrete og det store penselstrøg, at jeg bliver grebet alligevel. Tilføjelsen af essayet Mr Difficult er jeg glad for, for det hjælper mig til at besvare et problem jeg selv har tumlet med længe, nemlig min paradoksale kærlighed til både det højpandede og det lavbraskede (og alt det herligt middelmådige lige der i mellem).

(PS. A Pound of Paper er også god læsning for bogelskere om andre bogelskere. Flere pointere modtages med kyshånd.)

DBC Pierre: Vernon God Little

2006-07-18T09:41:00.000+02:00

Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Vildt godtskrevet, men jeg kan ikke forstå at den er beskrevet som komisk - tragikomisk, ja, men også trist og deprimerende.

Vernons fortællestemme er fed og jeg tror aldrig jeg har læst en bog med så mange anvendelser af fåck (eller fucken, som er Vernons version).

V.S. Naipul: Et halvt liv

2006-07-17T11:12:00.000+02:00

Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Et dejligt enkelt sprog, men jeg er lidt forvirret. Den handler om et halvt liv, men føles også som en halv bog.

Cecilia Ahern: PS: Jeg elsker dig

2006-07-16T11:57:00.000+02:00

Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Dårligt skrevet, endnu dårligere oversat. Yuk.

Nu stopper festen med alt det chicklit - det var rock bottom.

Mathilde Walter Clark: Tingenes uorden

2006-07-13T17:33:00.000+02:00

Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Enkelte guldkorn mellem en del gentagelser. Clarks favorittema er noget dagligdagssært, der kammer over i det vanvittige - hun elsker at tage den yderste konsekvens af tankespind, som de fleste nok kan genkende. Sjovt - men med for mange gentagelser.

Sophie Kinsella: Mine hemmeligheder

2006-07-13T14:04:00.000+02:00

Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Den lå lige der på morgenbordet og min søster kiggede den anden vej og så snuppede jeg den lige og heldigvis tog den kun 3 timer af mit liv og man skal jo også indtage noget skidt, er det ikke 3 kg om året, og den var da egentlig meget sød.

Frederic S. Durbin: Dragonfly

2006-07-12T09:58:00.000+02:00

Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Fin og ambitiøs, men lidt for løst komponeret. Til tider gik historien lidt i stå og kunne have haft godt af at blive forkortet. Men bestemt et dejligt oktober-eventyr.

Iris Murdoch: Havet, Havet

2006-07-10T11:45:00.000+02:00

Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Sublim. Længere udredning følger ved lejlighed.

Jeg læste den i en liggestol på Cypern for nogen dage siden og min optagethed gjorde min mor interesseret. Hvorefter kun brugte 3 dage på at bande sig igennem den. Hun kan stadig blive helt opbragt ved tanken om den superegoistiske hovedperson og vi har brugt en del tid på at harcellere over ham.

Han er sgu da også en spasser.

Stella Gibbons: Cold Comfort Farm

2006-07-08T13:29:00.000+02:00

Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Næsten lige så herlig som serien om Jeeves, men noget mere moderne i sine groteske overdrivelser og en eksplicit underdrevethed, der er for smart til at være jysk. En glad bog med en romantisk slutning - og man føler straks trang til at styrte ud og udrette en masse.

Ferielæsning

2006-07-06T16:03:00.000+02:00

Ferielæsning
Originally uploaded by emme-dk.

(Klik på billedet for at se mine kommentarer)(Og mangler du et godt incitament for at læse nogen bøger henover sommeren, så er der et her >>)

Erik Fosnes Hansen: Salme ved rejsens afslutning

2006-07-02T10:59:00.000+02:00

Jeg var lidt skeptisk, da jeg startede bogen og det gik op for mig, at den handlede om Titanic. Ikke at der er noget galt i at fortælle om historiens store katastrofedramaer, men fordi et kendt drama gør, at jeg tror at jeg kender historien og så skal der meget til at begejstre mig. Men her er en bog, der greb mig, alligevel.

Den handler heller ikke som sådan om Titanic, dødsejlerens rejse er bare en ramme for at fortælle om en gruppe skibsmusikeres liv. Fælles for dem er, at de havde det store potentiale, de kunne have nået toppen på den ene eller den anden måde, eller i hvert fald nået en top, der i omgivelsernes øjne havde været mere end acceptabelt. I stedet ender de som et skibsmusikerskrabsammen, der hver især går og putter med deres lille personlige tragedie. Og deres tragedie er ikke at leve op til forventningerne, hvilket ødelægger de fleste af dem. Det må være det værste - den ulykke som man tror man har pådraget sig selv.

Bogen slutter - ikke overraskende - med Titanics forlis. Over meget få sider lykkes det faktisk forfatteren at gøre det, som ingen Titanicfilm har gjort for mig, nemlig at blive grebet af ulykken og det menneskelige mod, der også blev vist den nat.
Jeg glæder mig allerede til at læse mere af Fosnes Hansen, hvis det her er standarden.

Frank McCourt: Teacher Man

2006-07-01T10:48:00.000+02:00

Jeg kom hjem fredag aften og tænkte at jeg da lige kunne starte på den. Og så endte jeg med at læse den færdig i løbet af natten. Det er længe siden jeg har gjort det. Og det var nu ikke fordi det var noget stort værk, det er bare medrivende at høre om en andens ups and downs i så enkelt sprog og uden så mange dikkedarer. Måske er denne hans tredje bog den der mest minder om at læse weblogs.

Hvor hans første to bøger handler om hans barndom og tidlige ungdom, så handler denne om hans 35-årige virke som lærer i New York. Jeg misunder ham ikke det job (selvom jeg misunder ham byen - men nu er det også sådan at alt hvad jeg læser for tiden giver mig rejsetrang) - og jeg tager hatten af for dem, der hver dag stiller sig derop foran en klasse fuld af vilde & forkælede unger og forsøger at indprente dem noget lærdom. Men der er mange dejlige små historie i denne bog, der fortæller om, hvordan det har været det hele værd. Det er jo ikke så glamurøst som at være lærer på Hogwarts (det eneste lærerjob jeg gad at have), men mon ikke man skal føle sig kaldet til at være lærer. At påtage sig den opgave, er ikke bare noget man gør for at have et job, formoder jeg.

Jeg synes det er en god bog til at inspirere en til at tage sit job i medgang og modgang og ikke, som vi (undertegnede) i Fristilsgenerationen ofte gør, regne med at vi altid kan nå det perfekte med et par måneders intensiv indsats.

Paulo Coelho: Alkymisten

2006-06-24T16:46:00.000+02:00

Sødt nok eventyr, men lidt vel lommefilosofisk. Måske væmmedes jeg også lidt ved de mange anprisninger på coveret, i stil med "millioner af mennesker er blevet hjulpet til lykke af denne bog!" - sig mig, er det her en selvhjælpsbog eller en roman?

Douglas Coupland: JPod

2006-06-24T09:18:00.000+02:00

I like. Klassisk Coupland med selvreferencer og forfatteren selv som deltager i romanens handling.

Jeg er vild med alle jPodsternes nørdløjer, og selvom der ikke var ret mange af dem som jeg kunne være med på (Eks.: "Her er de første 10K decimaler til pi - der er indsat et forkert tal. Find det"). Mini-autisttrækkene kunne jeg godt genkende - jeg er f.eks. overbevist om at jeg kan høre de forskellige hyletoner som alle omformere og opladere har. Min Nokia-oplader kan ikke være sat til i et rum hvor jeg opholder mig, og opladeren til min computer kan jeg kun lige acceptere, selvom dens highpitch summen går mig på nerverne når jeg stresser. Jeg har en lampe med en omformer, men jeg bruger den aldrig, fordi jeg heller vil sidde i mørke end at høre på dens skrigen.

I JPod er der også brugt en del semi-grafiske virkemidler, som er så moderne for tiden. Jeg ved ikke rigtig om det ikke er lidt poppet, men indtil videre er det underholdende læsning - det skal sikkert illustrere vores fragmenterede verden (indsæt selv ironisk stemmeføring), men det synes jeg sådan set at teksten i sig selv klarer fint. Men fred med det, det er bestemt en af de bedre læseoplevelser i et par måneder.

Melissa Banks: The Wonder Spot

2006-06-21T21:45:00.000+02:00

Jeg troede det var klassisk chicklit, men der var lidt mere i det og ingen særlig happy endning. Jeg mangler en kategori til semi-chicklit. Bøger til kvinder - naaarj, det lyder lummert! Damebøger? Urgh! Pigebøger? Kan du stave til Britta og Silver på nye eventyr!

Nevermind. Nu er jeg i gang med Couplands JPod - det ved man da hvad er.

Lindegaard & Olsson: Power i projekter og porteføljer

2006-06-13T22:03:00.000+02:00

Well, jeg skulle jo læse den hvis jeg ville igennem min efteruddannelse i projektledelse. Og det er såmænd også en rigtig glimrende bog, praktisk og pædagogisk.

Jeg tror jeg regnede med at når jeg kom tilbage til skolebænken efter nogle år ude fra universitetet, så ville jeg ryge lige tilbage til det højpandede, hardcore nørdlitteratur. Men nej - jeg går efter anvendelighed, praksis og fyndighed. Den sidste (semi)faglige bog jeg læste var Gladwell: The Tipping Point - så jeg må konstatere at jeg fagligt er endt i det halvpopulistiske. Men det er da heller ikke nogen skam, vel?

Marian Keyes: Anybody Out There?

2006-06-04T17:32:00.000+02:00

Det var altså kun fordi den lå så lokkende der på min søsters værelse, hvor jeg skulle overnatte, og jeg havde ikke lige fået min egen bog med og jeg kunne ikke sove og der var ikke noget godt i tv og... min bærbare kunne ikke komme på nettet.. og jeg havde læst alle aviserne.

Nå, først troede jeg at jeg havde læst den før, men det viste sig bare at være et genbrugsunivers, så det var okay. Hendes store trang til at opbygge suspense er meget naturlig - vi er jo en del, der nok mener vi har grejet where she's coming from. Mange sider, stor type, masser af soap - det var lige så godt som et afsnit af Friends. Som desværre er lidt ~~sidste~~ forrige år. Men jeg tilgiver hende - for som sådan har hun ikke skuffet mine forventninger.

Nu tror jeg også endelig jeg er igennem alle hendes publikationer, så jeg kan med sikkerhed i stemmem udtale min dom - jeg ved nemlig hvad jeg taler om. Modsat The Davinci Code, som jeg kun læste 100 sider af og derfor ikke har ret til at trashe.

Neil Gaiman: Stardust

2006-05-22T21:16:00.000+02:00

Smukt, sødt og finurligt. Og så absolut ikke mere end det.

Lackey & Dixon: Owlflight

2006-05-10T19:51:00.000+02:00

Oh. Hvornår lærer jeg det? Jeg vidste jo godt at det her ikke var en god bog, men jeg skulle bare lige prøve, for at se om jeg tog fejl. En gang i mellem besøger jeg Fantask og tager et eller andet totalt ukendt med hjem- som regel med succes, men ikke denne gang.

Jeg tror forfatterne troede, at fordi de var to om bogen, så gav det dem ret til et utal af overflødige passager og gentagelser. Not so. Man må ikke skrive romaner, som amerikanerne skriver lærebøger - efter volumen & pædagogisk repetition.

Jonathan Safran Foer: Extremely Loud and Incredibly Close

2006-05-07T18:47:00.000+02:00

Hm. Først var jeg meget begejstret. Så kølede jeg markant ned. Den minder meget om The Curious Incident of the Dog in the Night, og jeg ved faktisk ikke hvilken af dem der kom først. Hovedpersonen er så likable at det næsten er for meget og hvad man skal med 9/11-temaet er ikke helt klart. Men alligevel... jeg kunne alt i alt lide den. Og det til trods for at jeg har en stærk modvilje mod bøger, der syner meget konstruerede - som om at det litterære eksperiment skal trækkes ned over historien. Jeg kender en del der skriver sådan (inklusiv mig selv) - pludselig kommer formen før indholdet, og det kan godt blive rasende kedsommeligt. Særlig henover 300 sider, eller hvor lang bogen nu er.

Diane Duane: Wizards at War

2006-05-01T10:17:00.000+02:00

Oh yes. Lige så god som resten af serien. Faktisk kan jeg ikke huske om det her var nummer 8 eller 9, men hun holder kadencen og skabelonen, den gode Duane-dame.

Der er mange der synes at bøger om magi og andre overnaturlige ting er under et normalt menneskes værdighed - for man kan da ikke genkende sig selv i den slags ting. Sådan har jeg det nu ikke - særlig ikke når det gælder børnebøger eller bøger, der udspiller sig i børns univers. Min barndom (og til dels resten af mit unge liv) føles da mere magisk end nogen amerikansk forfatter kan drømme op - selvom det måske ikke er i så konkret en form, som at redde universet med spells, der er skrevet som maskinkode i et universielt sprog. Og dog - for inden i hvert barn bor en superhelt. De redder verden hver dag, i deres eget lille mikrounivers.

Shane Brox: Lille Bussers Strabadser - eller historien om en grim influenza, der var årsag til, at en lille bussemand blev hjemløs og alene i verden

2006-04-30T14:29:00.000+02:00

"Muldvarpen, der ville vide hvem der havde lavet en lort på den hoved" har ikke levet forgæves - jeg glædes over denne trend med fækalt og andet affaldssnask indhold. Lille Bussers historie er sød og velillustreret og slutningen giver et dejligt lille 'eeeew!'-udbrud, som den slags historier skal.

Forfatterens navn kunen godt få en til at tro, at denne bog har en oprindelig engelsk titel, som man bare MÅ vide hvad er. Men desværre, selvom ~~hun~~ han er canadisk født, så er ~~hun~~ han bosiddende i Danmark og dansk er bogens oprindelige sprog. Bugger. Gad ellers godt have den på engelsk. Bare for sjov.

Goethe: Den unge Werthers lidelser

2006-04-07T11:10:00.000+02:00

Fantastisk højspændt lille bog! Jeg har ikke truffet Goethe siden gymnasiet og dette var et glædeligt gensyn.
Bogen er superromantisk og sørgelig - men ind i mellem synes jeg at der var tegn på, at Lotte ikke var helt uskyldig og at Werthers himself måske mere var forelsket i det at være forelsket og at historien derfor ikke er så ligetil. Det ville jo nok degradere den kærlighed, som bogen skal beskrive, så jeg er splittet imellem at læse tegnene eller lade være.
Jeg er fristet til at finde Faust frem igen.